Nå, du ved jo, at Lars og jeg altid har haft det godt sammen. Det her er vores første ægteskab, og vi har boet sammen i 25 år nu. Vi har aldrig skændtes foran vores datter, vi har bare passet på hinanden og vist hinanden kærlighed. Generelt er vores ægteskab ret lykkeligt, synes jeg. Jeg har altid håbet, at når nu vores eget ægteskab fungerede, så ville vores datter kigge på os og også finde lykken og måske skabe sin egen lille familie, en dag. Man siger jo, at børn ofte følger deres forældres eksempel.
Men der er altså noget, som bekymrer mig. Vores datter, Freja, er ikke gift endnu, men hun har en kæreste. For to år siden døde min mor, og derfor arvede Freja et lejlighed i Odense. Lars og jeg blev enige om, at Freja skal have den, så hun kan få sine egne ben at stå på. Nu har hun fortalt os, at hun bor der sammen med sin kæreste.
Det er ikke, fordi vi blander os i hendes privatliv det må hun selv styre. Men hendes kæreste er bare… ja, han er altså ikke for god. Han laver ingenting derhjemme. Alle de der ting, man håber, en mand lige tager sig af hvis vandhanen drypper, eller der skal skiftes en pære, så ringer Freja straks til Lars. Jeg har spurgt hende flere gange, hvorfor hendes kæreste ikke gør noget men hun svarer bare ikke rigtigt og lover, det nok skal blive bedre.
Nu har vi så også fundet ud af, at han er arbejdsløs. Det betyder, at han ikke bidrager med noget til husholdningen, og Freja slider sig op med to jobs for at få det hele til at hænge sammen. Jeg tror ærlig talt ikke, at han elsker hende det virker ikke sådan.
Jeg sagde til hende, at jeg synes, det er et dårligt valg, men det preller bare af på hende. Hun tror, han forbedrer sig, og at de nok skal få det godt sammen. Hun er virkelig forelsket. Og jeg elsker jo Freja, så det gør mig virkelig ondt i hjertet.
