Nu er min datter 38, hun har ingen familie, ingen mand, men hun ønsker sig et barn: tiden kan ikke vendes tilbage, men man kan begynde at værdsætte livet her og nu.
I sidste måned var min datter og jeg til min nieces bryllup i en hyggelig restaurant i Aarhus. Det var en fantastisk fest – alt var gennemtænkt ned til mindste detalje, bruden strålede af lykke, og gæsterne blev fuldkommen opslugt af kærlighedens atmosfære. Efter festen blev min datter, Freja, hos mig om natten – vi bor i forskellige byer. Om morgenen fandt jeg hende ved vinduet: hun sad og stirrede ud i luften, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Min pige græd, og mit hjerte knugede sig sammen af sorg.
Jeg skyndte mig hen til hende: »Freja, hvad er der galt? I går var alt jo så fint!« Hun så op på mig med øjne fulde af længsel og sagde lavt: »Ja, brylluppet var smukt. Jeg har aldrig haft sådan et bryllup. Og det får jeg heller aldrig. Da jeg blev gift, var der hverken kjole eller fest…« Stemmen dirrede, og pludselig huskede jeg den dag, hvor Freja blev gift. Det var som et slag i maven.
For ti år siden bad jeg hende om at holde en rigtig fest. Jeg ville have, at min eneste datter skulle skinne i en hvid kjole, have en flot frisure, neglelak og professionel makeup. Jeg var klar til at betale for alt – fra banketten til fotografen. »Freja, det er din dag!« forsikrede jeg hende. Men hun viftede det væk og sagde, at bryllupper var en gammeldags tradition. Jeg var rystet, da hun dukkede op på rådhuset i jeans og t-shirt. Ingen blomster, ingen smil – bare en underskrift og så hjem. Hendes bryllup var koldt som en efterårsregn.
Sådan har Freja altid været. I folkeskolen, da klassekammeraterne prøvede jakkesæt og kjoler til studentergildet, kom hun bare for at hente sin eksamensattest i shorts og gik hjem. Ingen dans, ingen minder. Hendes ægteskab var det samme – følelsesløst. Hun ville slet ikke høre om børn, selvom hendes mand, Mads, drømte om en familie. Normalt taler man om sådanne ting før brylluppet, men Freja, ung og ambitiøs, mente, at børn kunne vente. Hun ville leve for sig selv, bygge en karriere, nyde friheden. Efter fire år kunne Mads ikke holde det ud længere – han gik, fordi han ville være far.
De blev skilt. Mads giftede sig kort efter på ny, og nu har han tre børn, mens Freja er alene. Hun går på dates, men siger altid det samme: »Jeg har ikke brug for nogen.« Men jeg kan se, hvor ensom hun er. Hun har altid været stolt og selvstændig, men nu har den selvstændighed vendt sig til tomhed. Og der, ved mit vindue, tilstod hun pludselig: »Mor, jeg fortryder, at jeg ikke fik et barn. Jeg er 38, og jeg har ingenting.« Hendes ord flåede mit hjerte i stykker.
Nu drømmer Freja om et barn. Hun siger, at når jeg ikke er der mere, vil hun have nogen at leve for. Men jeg er bange for hende. Et barn er et kæmpe ansvar, og Freja knap nok kan få det til at løbe rundt. Hun arbejder sig selv ihjel, men der er aldrig penge nok. Jeg kan ikke hjælpe hende økonomisk, og det gør ondt i mig. Jeg giver hende et knus, trøster hende, men i hendes øjne er der en bundløs sorg. Hun har misset så meget: brylluppet, familien, de varme minder. Og nu kvæler tomheden hende.
Men jeg tror stadig, Freja har en chance. Hun er kun 38 – livet er ikke forbi. Hvis hun vil, kan hun finde kærlighed, blive gift, få et barn. Det vigtigste er ikke at se tilbage med fortrydelse. Tiden kan ikke vendes tilbage, men man kan begynde at værdsætte det, man har her og nu. Jeg beder til, at min pige finder lykken igen, at hendes øjne begynder at skinne. Men lige nu ser jeg kun hendes tårer, og det gør ondt i hjertet.
