Min familie
Åh, for Søren, Freja, hvor er du dog smuk! Tine udbrød det nærmest i ærefrygt, da hun kom ind på datterens værelse.
Freja stod foran spejlet, mens hendes veninde Clara, som også var stylist, satte det allersidste slør fast med et par nåle. Freja sendte sin mor et blik i spejlet.
Mener du det, mor? Ser det godt ud?
Du er vidunderlig, min skat! Den allersmukkeste brud! sagde Tine og smilede uden at kunne lade være. Hendes egen mor havde sagt nøjagtigt det samme til hende Det gør alle mødre nok, når de ser deres datter i brudekjole.
Kjolen havde de ledt længe efter. Freja var vildt kræsen med tøj. Mode eller andres holdning sagde hende intet; det vigtigste var, at hun selv kunne lide det. Hun har altid haft god stil og en figur, der klædte det meste, så ingen havde nogensinde fået hende til at tvivle på sig selv. Og hendes brudekjole skulle ikke bare være moderigtig Freja ville have noget helt andet. Noget specielt. Konsulenterne i brudebutikken var ved at rive sig i håret. Hvordan skulle de gøre denne brud glad? Redningen blev butiksejeren, Susanne.
Jeg tror, jeg har noget, du vil elske.
Susanne forsvandt ud bagved og kom tilbage med et hvidt overtræk. Da hun åbnede det, kunne Freja ikke lade være med at sige “wow”. Det var perfekt!
Enkel, ingen dikkedarer. Eksklusivt stof. Freja drejede rundt foran spejlet. Præcis sådan skulle det være. Kjolen sad som om, den var syet til hende. Ingen ændringer nødvendige.
Hvad siger du?
Den tager jeg!
Susanne smilede. Der gled et strejf af melankoli over hendes ansigt, men det forsvandt hurtigt. Hvorfor fortælle pigen, at kjolen egentlig var bestilt til hende selv? Brylluppet blev bare aldrig til noget. Man skal ikke giftes uden tillid og kærlighed og har man ikke begge dele, så holder det ikke. Åh, Ahmed hvorfor kunne det ikke være dig og mig? Men fortiden er fortid. Det nytter ikke at gruble mere over det. Man må videre.
Til den kjole har jeg et fantastisk slør. Jeg henter det lige.
Freja blinkede til sin mor:
Hvad sagde jeg? Jeg vidste, jeg nok skulle finde det rigtige.
Tine nikkede. Hun var så lykkelig lige nu. Hun vidste, hun ville komme til at se tilbage på de øjeblikke som nogle af de bedste i sit liv. Tine fik pludselig flashbacks til sin egen bryllupsdag. Dengang kunne man ikke bare købe enhver kjole. Man måtte tage, hvad der var i brudesalonen ellers måtte man sy selv. Hendes mors veninde arbejdede i systuen og fik lavet Tines kjole dér; nogle havde skaffet stoffet, andre pyntetingene. Den blev perfekt, men… lykkelig blev hun ikke. Hendes ægteskab bristede, før Freja blev to år gammel. Ny kærlighed, ny familie, men Tine og hendes datter blev hurtigt glemt. Frejas far betalte dog børnebidrag. Naturligvis om ikke andet, så for ikke at vække sladder i familien. Men kontakte sin datter ønskede han aldrig.
Jeg har ikke brug for flere problemer.
Tine pressede ikke på. En fraværende far er trods alt bedre end én, der er uinteresseret eller utålmodig.
Hun prøvede at få, at Freja fik en ordentlig stedfar, men det gik nu heller ikke. Ham, hun fandt, var sød nok ved hende selv, men børn orkede han ikke. Efter under et år foreslog han endda, at Freja skulle bo ved sin far. Tine sagde ikke et ord hun pakkede bare hans ting og bad ham gå.
Vi klarer den alene, skat. Vi har hinanden.
Dengang forstod Freja ikke meget, ud over at hendes mor havde valgt hende. Af en eller anden grund huskede hun netop det. Måske derfor var de to også et sandt makkerpar igennem Frejas ungdom og voksenliv der var aldrig problemer, frekvensen af mor-datter-skænderier var lig nul. Tine var og er den vigtigste person for Freja.
Freja, det er tid! Ellers kommer I for sent, sagde Tine, mens hun rettede på sløret og gav et lille kys på datterens pande. Gå ud og vær lykkelig, min pige!
Freja grinede og viftede med armene.
Mor! Du får mig til at tude, og Clara har brugt en time på at lægge makeup, så man knap kan se det. Ellers skiller hun mig ad!
Freja krammede sin mor og hviskede:
Jeg skal nok gøre mit bedste
Bryllupsdagen fløj afsted. Da Tine kom hjem til den nu tomme lejlighed og satte sig på bænken i entreen, følte hun sig for første gang virkelig alene. Freja og Mads, hendes mand, skulle bo i Tines mors gamle lejlighed, som hun havde givet videre til de unge. Mads, nu Frejas mand, havde ikke noget sted selv, og da snakken faldt på, at de måske skulle bo hos hans forældre, sagde Tine ingenting. Hun ventede til aftenen, hvor hun efter at Mads var gået hjem rakte Freja nøglerne til lejligheden.
I bor der, min skat. Ingen grund til at bo til leje, når I har et sted.
Mor, men hvad med dine indtægter? Det er jo en del penge, du mister.
Det skal du slet ikke tænke på. Jeg arbejder stadig og har, hvad jeg behøver. Nu skal I bare være glade og få jeres eget liv.
Freja dansede midt på gulvet med nøglerne i hånden.
Tak, mor! Mit eget hjem er lige blevet lidt mere virkeligt.
Hjem?
Ja… sådan et stort, lyst et masser af plads, og mindst tre børneværelser, sagde Freja, blev rød i kinderne og lagde hovedet ind mod sin mors skulder. Er det tosset?
Uanset hvor mange børn du får, skal I bare have helbredet i behold, svarede Tine og grinede kærligt.
Du er den bedste, mor
De holdt polterabend og forlovelse, som man nu gør på de kanter hjemme hos bruden. Tine brugte det meste af dagen i køkkenet. Dét var luksus; hun elsker at lave mad, men nu bor hun alene, så det er sjældnere, der er anledning til at imponere.
Mads forældre virkede flinke først. Men så sad svigermor Karen og pillede mistroisk ved sin mad.
Det er jo mærkeligt… Slet ikke som hjemme hos os
Tine spærrede øjnene op. Den ovnbagte laks efter mormors opskrift havde aldrig slået fejl og slet ikke stegen. Men Mads far, Henning, tog glad for sig. Tilsyneladende nød han maden.
Kan Freja overhovedet lave mad? Karen skubbede tallerkenen væk. Vi må nok lære hende lidt om det. Hun flytter jo ind hos os, og der skal hun kunne passe Mads.
Nej… de skal bo selv, sagde Tine kort.
Nå, men det er da godt, der er masser af plads i vores hus. Freja lærer det med tiden. Men det bekymrer mig, at hun kun har haft en forælder. Hvordan kan en pige lære de rigtige værdier, hvis hun kun har haft sin mor?
Freja kiggede hurtigt på sin mor under bordet. “Lad det ligge, mor,” signalerede hun diskret. Hun havde forinden sagt, at Mads slet ikke lignede sine forældre, og at Tine ikke skulle tage det ilde op, hvis der røg en grov bemærkning af.
Tine nøjedes med at tage en dyb indånding, da Karen fulgte hende i køkkenet, mens de unge skulle tage kaffe.
Må jeg sige dig noget forældet til forælder? Jeg bekymrer mig bare om min søn. Jeg vil være sikker på, at han får et godt liv.
Karen gabede op om Frejas ophav, sygdomme i familien, skilsmissen, alt det der Tine mærkede tålmodigheden briste, men tav. Freja dukkede op i døren og bad med blikket. Tine fik samlet sig, hældte kaffe på og satte grænser uden drama.
Frejas familiehistorie fejler intet, og om du vil, kan jeg vise dig alt. Men det er ikke vigtigt nu. Det er de unge selv, der skal finde ud af det. Og jeg håber, I vil lade dem være dem.
De så ikke mere til hinanden før brylluppet. Freja og Mads ordnede alt selv de arbejdede begge fuldtid og betalte brylluppet, uden hjælp fra forældrene.
To år senere og mens Freja var gravid solgte de lejligheden og købte en grund uden for Aarhus. Freja kastede sig over projektet som formand på byggepladsen, og håndværkerne endte hver gang med at gøre, som hun ville have det. De nåede ikke at blive færdige før fødslen, så da lille Sofia blev født, flyttede Freja og Mads hjem til Tine.
Undskyld, at vi invaderer, sagde Mads, og lagde Sofia forsigtigt på Tines dobbeltseng. Men vi har det begge bedst her.
I gør det helt rigtigt. Der er tryghed her hjemme i min stue.
Jeg tør ikke tage hende op, sagde Mads og så lidt akavet ud.
Det kan du roligt gøre, grinede Tine. Det falder dig hurtigt naturligt.
Tine holdt datteren i hånden og hviskede:
Lad ham prøve, Freja.
Det gik. Mads var en naturtalent både med badning og første gåtur. Dagen efter kiggede Karen forbi og højlydt bekendtgjorde, at mænd ikke skulle rode med babyer.
Det er bare fordomme, sagde Tine, og sendte et taknemmeligt blik til Mads, der sad og gyngede med Sofia.
Tine elskede at forkæle lille Sofia, selvom hun ofte tog sig selv i at have lyst til at gøre tingene for de nye forældre sådan som alle bedsteforældre nok gør.
Sofia var sund og rask. Da de endelig flyttede ind i drømmehuset, gik der halvandet år, før Freja begyndte at tænke på barn nummer to. Så kom krisen.
Mor, Sofia har feber, lød det panisk i røret fra Freja.
Høj?
Ja og den vil ikke falde.
Ring efter lægevagten. Jeg kommer nu!
Tine kørte som en gal gennem Aarhus nat, og bad en stille bøn på vejen. Bare det ikke var alvorligt
Men det var det. Ambulance, døgn i respirator, og to døgns ventetid. Lægen sagde kun:
Vi gør alt, vi kan
Freja sad som en statue uden for. Tine trak hende kun til side nu og da og insisterede på, hun spiste lidt eller fik en kop te.
Du skal have kræfter. Sofia får brug for dig, når hun vågner.
Mads løb forvirret mellem sit arbejde og hospitalet Tine måtte næsten fysisk holde ham fast, når det kneb:
Hæng i! Hvis du falder sammen, gør Freja også.
Karen ankom på hospitalet hurtigt og begyndte straks at lægge ansvaret et sted på gener, infektion, noget.
Karen, hold lige en pause, ikke? snerrede Tine endelig. Hvad hjælper det nu?
Jeg sorry, mumlede Karen, da hun indså stemningen blandt de unge.
Efter to uger kom Sofia sig og skulle op og have sin mor. Tine kunne ånde lettet op. Resten kunne de klare.
Et par dage senere kom Tine på hospitalet hun skulle netop til at gå igen, da Freja holdt hende tilbage.
Mor… vent. Mads kommer lige. Vi skal spørge dig om noget.
Da Tine forstod, hvad det drejede sig om, fik hun tårer i øjnene. Lykken spirede.
Vil du hjælpe os, mor?
Selvfølgelig! I kan bare regne med mig!
Tak, mor… To børn, og Sofia kræver lidt ekstra nu jeg kan ikke klare det uden dig.
Du kunne sikkert godt, men heldigvis har du en god mand også!
Mads stak hovedet frem under dynen, hvor han legede skjul med Sofia:
Er du okay med det?
At flytte ind hos jer? Nej Men jeg skal nok hjælpe. Kun indtil Sofia er helt frisk. Tænk på mig som sæsonarbejder, sagde Tine, og de lo.
Vi kunne nu godt bare have dig hele tiden, sagde Freja.
Jeg er her altid for jer, min skat. Men I skal have jeres eget liv som familie. Jeg kommer, når I har brug for det.
Derhjemme begyndte Tine at pakke lidt. Kort efter ringede Karen.
Tine, det er vel lidt mærkeligt, du trækker i den ende? Jeg ved jo alt om børn og har al tid i verden Hvorfor dig?
Karen, det er ikke mig, der bestemmer. Spørg Freja og Mads. Jeg hjælper, hvis de beder om det.
Mads vil ikke høre på mig! Han vælger dig frem for mig. Det forstår jeg ikke!
Tja, måske skal du snakke med ham? Tine sukkede.
Du skal sige nej næste gang. Du har jo job!
Karen, hvornår var du sidst ovre og besøgte Sofia?
Det har jeg ikke, for du er der hele tiden.
Så har du vist svaret.
Tine lagde på. Familiefred kan let kæntre det hårde er at bygge den op igen bagefter. Men Tine vidste godt, hvorfor det fungerede, hvor Karen ikke kunne forstå det. Samtalen endte, Tine gik i gang med hverdagen.
Tre år senere.
Mormor, kører du mig til dans i dag eller er det farmor Karen?
I dag er det mig. Karen tager Palle med ud at gå. Mor skal på arbejde.
Så spiser jeg frokost hos dig i dag?
Ja, det gør du.
Jubi! Bliver der boller, ligesom sidst?
Kun hvis du kan lide dem.
Mormor
Ja, skat?
Går vi i zoo på søndag med dig, eller med farmor Karen?
Vi skal alle sammen af sted også morfar. Han trænger til lidt luft.
Må jeg få balloner?
Og is! Og candyfloss.
Sejt! Men Palle skal også have balloner, ikke?
Det lover jeg, smilte Tine.
Mormor
Ja?
Jeg har en hemmelighed. Må jeg sige det?
Selvfølgelig, kom med det.
Jeg skal snart have en lillebror eller -søster.
Tine lavede store øjne. Hvad sagde du lige?! Freja havde smilet lunt på det sidste, men ikke fortalt noget. Nu gav det hele mening. Siden Tine havde insisteret på kun at hjælpe på afstand sammen med Karen, havde Freja respekteret sin mor endnu mere, men var begyndt først at betro sig til Mads. De havde alle sammen klaret det, skønt det havde krævet tilpasning og en del kamelenedsluger.
Hvordan ved du det? Tine skruede ned for musikken.
Mor og far snakkede om det, de troede, jeg sov. Må jeg ønske mig en søster?
Hvorfor spørger du?
Hvis nu det er en bror, bliver han måske ked af, jeg ønskede søster.
Tine grinede. Det var da verdens sødeste tanke.
Elsker du ikke Palle?
Jo, virkelig meget.
Så kommer du også til at elske den næste baby, ligegyldigt, hvad det bliver. Er det ikke sandt?
Jo Så venter jeg bare og ser! Ved du hvad?
Nej, hvad?
Jeg har altid ønsket mig en storebror eller to faktisk.
Virkelig?
Helt sikkert.
Så venter vi bare og ser. Og ved du hvad det egentlig er, sådan et nyt barn? Det er som en julegave. Man ved aldrig, hvad der er indeni, før man åbner.
Har du købt min julegave?
Til jul? Næ, det er for tidligt, men til din fødselsdag har jeg. Og farmor Karen har også. Men hvad, det siger jeg ikke!
Ej mor, hvor er du tarvelig!
Din fødselsdag er jo lige om lidt så ser du det jo.
Okay! grinede Sofia og løb ind ad havelågen.
Tine løftede Sofias taske ud af bilen, og på fortovet kom Karen med Palle på hoften.
Hej mormor!
Hej med dig! lo Karen. Vi skal ud og lege.
Og vi skal til dans, men først skal vi lige klæde om.
Tine betragtede de to bedsteforældre og børnebørnene. Det kan være bøvlet med familieliv og samtidig så enkelt. At elske dem, man har, lytte, være der… Og mærke, at nogen behøver én, og at man selv har brug for dem. Det er dét, det hele handler om. At være familie.
