Min mor har et sommerhus uden for København. Hver sommer, på hendes initiativ, tager vi derud for at renovere og passe haven. For nylig satte min kone en pool op der, og der er også en hyggelig havepavillon. Siden min bror blev gift, har han dog ikke været med os ud længere. Hans kone, Freja, ville absolut ikke. Hun gjorde det ret klart: Nu har han sin egen familie, og deres interesser kommer før alt andet. “Hvis din mor har brug for hjælp, kan hun bare ansætte nogle folk,” sagde Freja.
Min mor prøver stadig at forstå hende og tager det ikke ilde op. Denne sommer har hun haft for meget at se til og kom ikke ud til sommerhuset, men hun bekymrede sig om grunden, for ingen tog sig af den.
Hun foreslog min bror at plante nogle grøntsager, men Freja overtalte ham, og han nægtede. Min kone og jeg blev enige om, at vi trængte til lidt frisk luft. Weekenderne på landet kunne også give min mor lidt ro i sindet.
Vi købte stiklinger og planter, rensede bedene og soignede drivhuset. Om søndagen slappede vi af og vi fulgte mors vejledning til punkt og prikke.
Sidste weekend besøgte min kone og jeg svigerforældrene, så ingen var i sommerhuset. Men det viste sig, at min bror og Freja tog ud.
Da vi kom tilbage ugen efter, blev vi virkelig overrasket. Nogen boede tydeligvis i huset. Vi bankede på, men ingen åbnede. Freja kiggede ud gavlen og sagde: “Vi har valgt at udleje vores lejlighed i byen for at spare op til ferien og vi bor selv her nu. I behøver ikke komme, for vi har ikke inviteret jer!”
“Ved mor det?” spurgte jeg. “Selvfølgelig, hvordan tror du vi fik nøglerne?” sagde Freja.
Jeg ringede straks til min mor. Ja, hun havde givet nøglerne til min bror, fordi han havde lovet at hjælpe. “Mor, de bor her, men de hjælper ikke. Freja gider ikke løfte en finger og lukker os ikke ind,” sagde jeg.
“Hvorfor bor de der?” spurgte min mor. “De udlejer deres egen lejlighed og sparer op til ferie. De har flyttet ind i sommerhuset,” forklarede jeg.
“Jamen, hvis de passer haven vander, luger, og holder det pænt så må de gerne blive. Men hvis ikke, så skal de ud. De plejer bare at dukke op til høsten og tage æbler og kartofler. Sig til dem, at det er deres tur til at tage ansvar,” sagde min mor beslutsomt.
Jeg bankede på igen. “Hvad vil du?” råbte Freja surt. Jeg forklarede mors beslutning. “Jeg har ikke tænkt mig at lave noget i haven. Jeg har aftalt tid til manicure! Hvad tror du, jeg er din slave? Hvis jeg dyrker noget, hvorfor skulle I få det? I må købe det, hvis I vil have. Sommerhuset er vores nu,” sagde hun.
Der var ingen vej udenom, så min mor måtte tale med dem selv. Hun sagde, at de skulle flytte ud. “Hvor skal vi så bo? Vores lejlighed er jo udlejet!” sagde min bror. “Giv pengene tilbage,” foreslog jeg.
“Det er ikke muligt jeg brugte dem på øreringe til Freja,” sagde min bror. “Man får ikke engang halvdelen af værdien i en pantbutik. Hvad skal vi gøre? Det er ikke min problem. Man bør advare sin mor om sådanne planer. Det er usædvanligt frækt at tage noget for givet,” sagde jeg.
Freja og min bror tog hjem til Frejas mor og sendte eder efter os. “Vi kommer aldrig tilbage!” råbte de. “Nu må I selv klare den!”
Alligevel fornemmer jeg, at de står der til efteråret med sække, klar til at hente æbler og kartofler.
Jeg har lært, at man aldrig skal tage noget for givet i familien især ikke sommerhuset. En åben snak og klare aftaler er altid bedst.
