Min brors gravide kone krævede, at vi skulle give dem vores lejlighed.
Jeg har været gift i ti år og bor sammen med min mand i en toværelses lejlighed i København. Vi betaler stadig af på boliglånet. Vi har ikke haft modet til at få børn endnu vi vil først have styr på økonomien og være trygge i vores egen situation. Min bror, Mads, er også gift, og de bor i en etværelses lejlighed i Odense. Mads arbejder to fuldtidsjobs og tager ekstra vagter, mens hans kone, Regitze, ikke arbejder. Til gengæld føder hun børn nærmest som perler på en snor; de har allerede tre børn, hun er gravid med det fjerde og taler hele tiden om at ville have fem.
Foruden børnene har de også taget forbrugslån for at købe diverse husholdningsmaskiner. Min mand og jeg hjælper dem ofte, enten med penge eller dagligvarer. Nogle gange har Regitze den frækhed at kræve, i stedet for bare at spørge. Når hun går over stregen, er vi nødt til at sige fra. Så bliver både min bror og hun fornærmede, men et par uger senere vender de tilbage med en ny anmodning.
I har jo ikke børn og vi har snart fire. Så det er kun fair, at I giver os jeres lejlighed, sagde Regitze for nylig.
Og hvad så med os? Skal vi flytte ind i jeres etværelses? spurgte jeg forvirret over dette absurde forslag.
Nej, den skal vi jo leje ud! Så kan I bare leje en bolig, sagde hun bestemt og tilføjede: Hvornår flytter I?
Hør nu her, søster du må have slået hovedet. Smut ud af min lejlighed, sagde jeg og bad hende gå.
Hvis jeg mister barnet nu, er det din skyld, råbte hun, før hun smækkede døren.
Samme dag, allerede om eftermiddagen, skete der noget: Hun havde hemmeligt fået en abort hun var kun tre måneder henne.
Midt om natten, klokken to, bankede min bror på og overfaldt mig med bebrejdelser. Min mand, Søren, sørgede for at få ham til at falde ned, spurgte hvad der var sket, og jeg fortalte ham alt. Søren gav Mads lidt koldt vand og fik ham ud af vores lejlighed. Siden den dag har jeg ikke haft kontakt til min bror.
Nogle gange er det vigtigt at sætte grænser også overfor familie. Hjælper man for meget, ender man iblandt med selv at gå i stykker. Man skal ikke glemme at passe på sig selv, selvom hjælpsomhed ofte bliver forventet i familien. Det er ikke egoistisk at prioritere sit eget hjem og velbefindende, for hvis man selv drukner, kan man heller ikke hjælpe andre.
