Jeg har været gift i ti år nu. Min mand og jeg bor sammen i en ejerlejlighed med to værelser i København, og vi kæmper stadig med at betale vores boliglån af. Vi har endnu ikke haft modet til at få børn vi vil først have styr på økonomien og fast grund under fødderne. Jeg har også en bror, Thomas. Han er gift med Lærke, som kun findes i Danmark. De bor i deres lille etværelses lejlighed i Odense.
Min bror har to fuldtidsjobs og oveni tager han vagter på halv tid, bare for at få det hele til at hænge sammen. Lærke arbejder ikke; hun føder børn i et tempo, der nærmest får kaniner til at blegne. De har allerede tre børn, og Lærke er gravid med nummer fire og snakker om, at femte barn ikke er langt væk.
Foruden børnene har de også fået banklån til at købe husholdningsapparater og alt muligt andet. Min mand og jeg hjælper dem tit en gang imellem med penge, andre gange med madvarer. Nogle dage har Lærke ovenikøbet det frækhed at forlange ting, frem for bare at spørge.
Så må jeg lægge en dæmper på hende og sige nej til deres ønsker. De bliver selvfølgelig stødt hver gang, men efter et par uger vender de tilbage med endnu et krav. Nu hvor I ikke har børn, men vi snart har fire, må I give os jeres lejlighed, siger Lærke uden blusel.
Hvor skal vi så bo? I vores etværelses, måske? spurgte jeg, helt forvirret over sådan noget vrøvl. Vi lejer bare lejligheden ud så kan I selv leje jer ind et andet sted, sagde hun, fuld af selvtillid. Mener du virkelig, vi skal betale både realkredit og husleje for jer? Det er da klart. Hvornår flytter I så? Hvornår tør I flytte? Du hører til på et psykiatrisk hospital, ikke i min lejlighed, sagde jeg. Ud med jer. Så går jeg og får fjernet barnet, sagde hun, og forlod min lejlighed.
Sådan blev det. Lærke gjorde det helt i hemmelighed, bare tre måneder henne. Lægerne måtte virkelig tage sig sammen for at redde hende. Klokken to om natten stod min bror pludselig på hospitalet og beskyldte mig for alt muligt. Min mand tog ham uden tøven, lod ham få hovedet ned i koldt vand, og smed ham ud.
Siden den dag har jeg ikke haft nogen bror. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om jeg kunne have grebet det hele anderledes an, men nogle gange må grænser sættes ellers mister man sig selv.
