Jeg har været gift i ti år nu. Sammen med min mand bor jeg i en dejlig lejlighed her i København, som vi stadig har lån på. Vi arbejder hårdt på at betale det af, og vi tør egentlig ikke tænke på børn endnu vi vil hellere have lidt mere ro på økonomien først. Jeg har en bror, Anders, og han er også gift. De bor i deres lille etværelses i Odense. Anders knokler med to jobs, og han har endda et deltidsjob ved siden af, bare for at få det hele til at hænge sammen. Hans kone, Katrine, arbejder ikke. Hun er mest optaget af at få børn og hun er virkelig hurtig på det punkt! De har allerede tre børn, hun er gravid med den fjerde og snakker allerede om nummer fem.
Udover børnene har de opsamlet en masse lån på diverse husholdningsapparater. Min mand Kasper og jeg hjælper tit, både med penge og mad. Nogle gange har Katrine faktisk den frækhed at kræve noget bestemt, i stedet for bare at spørge. Når det sker, må vi lige bringe hende ned på jorden og sige nej. Så bliver både hun og Anders selvfølgelig lidt fornærmede, men efter et par uger vender de tilbage med endnu en mærkelig forespørgsel.
“Nu hvor I ikke har børn, og vi snart har fire, så burde I give os jeres lejlighed,” siger hun pludselig. Jeg blev helt paf og spurgte, “Hvor skal vi så bo? I jeres etværelses?” Så sagde hun, fuldstændig overbevist, at vi skulle leje den ud, og at vi så kunne flytte ind i deres lille lejlighed. Hun mente, at vi både skulle betale af på lånet og betale husleje for dem. Det var åbenbart helt naturligt for hende. Og så spurgte hun bare, “Hvornår flytter I ud? Hvornår giver I os jeres hjem?”
På det tidspunkt måtte jeg jo bare sige, “Dit sted er altså ikke i en lejlighed, men på en psykiatrisk afdeling. Ud med dig.” Så gik hun og sagde, at hun ville gå ud og få fjernet barnet, og at det ville være min skyld.
Hun gjorde det faktisk samme dag, helt i hemmelighed. Hun var kun tre måneder henne. Lægerne havde knapt reddet hende, da min bror dukkede op på Rigshospitalet klokken to om natten og anklagede mig for alt muligt. Kasper tog ham straks hen til badeværelset og lod ham få et dukkert i koldt vand for lige at køle ham ned, og smed ham så ud af vores hjem. Siden den dag har jeg simpelthen ikke haft kontakt med min bror.
