Min bror, Daniel, har altid været en meget genert dreng, lige siden vi var små. Det har ikke ændret sig over tid. I folkeskolen fik han stort set ingen venner, på trods af at han faktisk er en rigtig sød fyr. På grund af sin indadvendte natur formåede Daniel aldrig rigtigt at tale med piger heller. Da han begyndte på universitetet, var hans studiegruppe også kun drenge. Den pige, han kunne lide, fandt sammen med en anden, mens Daniel stod og tvivlede og tøvede. Selvom han havde uheld i kærligheden, har det altid kørt godt for ham, når det kom til karrieren.
Da han blev færdiguddannet fra Københavns Universitet, fik han hurtigt et job, sparede op og købte en lejlighed i Vanløse og begyndte at støtte vores familie økonomisk. Årene gik, og han blev bare ved med at være single. Jeg forsøgte flere gange at introducere ham for mine veninder, men det nyttede overhovedet ikke. Pigerne sagde alle det samme: Daniel var flink, men de følte, der ikke var noget at tale om med ham. Der var dog én pige, der formåede at vinde Daniels hjerte. Aldrig har jeg set ham så glad han strålede nærmest af lykke.
Når jeg tænker på mig selv, tænker jeg, at det er langt bedre at gå alene end at ende i et forhold som hans. Hans nye kæreste, Helle, arbejder som ekspedient i en Rema 1000 og har to børn fra et tidligere forhold. Hun har heller ingen uddannelse og bor til leje uden noget at kalde sit eget. Jeg forstår slet ikke, hvad det er, Daniel ser i hende. Da han tog Helle med hjem for at møde vores forældre, var vores mor næsten ved at besvime og bad derefter pænt Helle om at gå. Jeg føler med Daniel. Han har været alene så længe, og nu, hvor han endelig har fundet en pige, synes jeg ikke, hun er det rigtige for ham. Daniel nægter at lytte til vores forældre. Kærlighed gør blind. Jeg håber bare, at han snart indser, at han har begået en fejl, og går fra hende.
Hvordan kan jeg overbevise ham?
