En aften ringede min bror, Anders, til mig. Han lød halvt forpustet, som han altid gør, når der er noget vigtigt på færde. Hele hans familie skulle snart på ferie til Bornholm, og han ville ikke lade mor være alene hjemme i Aarhus. Han spurgte, om jeg kunne tage hende hjem til mig i København i mellemtiden. Jeg sagde straks ja det var trods alt Anders og hans familie, der havde haft mor boende i flere år og levet med hendes luner.
Mor, Margrethe, har altid været en svær kvinde. Hun kunne få et glas vand til at virke som verdens dyreste porcelæn og skabe drama ud af ingenting. Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til.
Jeg havde kun én seng derhjemme, så jeg lod hende få sengen, mens jeg selv bredte et tæppe ud på stuegulvet. Første nat gik nogenlunde. Men straks, da vi skulle sove, begyndte mor at beklage sig, at hun lå dårligt at sengen stak hende i ryggen, og hun ikke kunne finde ro. Det ironiske var, at sengen netop var helt ny, købt for to måneder siden for hele 7.000 kroner. Jeg fandt en ekstra dyne frem til hende, i håbet om at det ville hjælpe på hendes utilfredshed, men nej. Hun sammenlignede mit hjem med at bo i en gammel spejderhytte.
Næste morgen, efter alt for lidt søvn, stod jeg op og lavede en hurtig kop kaffe, før jeg skulle på arbejde. Jeg var allerede forsinket halvanden time bagud. Lige da jeg var på vej ud af døren, spurgte mor:
Hvor skal du hen? Hvem skal give mig min sprøjte?
Jeg så måbende på hende. Ingen havde nævnt noget om sprøjter. Jeg ringede hurtigt til Anders, som beroligede mig og sagde, at mor udmærket selv kunne klare sine insulinindsprøjtninger. Med det på plads løb jeg ud ad døren.
Senere, da jeg kom hjem sidst på dagen, fandt jeg mor liggende og trække vejret tungt. Panikken greb mig. Jeg måtte nærmest løfte hende op. Det viste sig, at hun havde spist både smørrebrød, friske hindbær og marcipan ting lægen havde forbudt hende og nu havde hun selvfølgelig kvalme.
Du er fuldstændig ligeglad med mig. Du ønsker bare, at jeg dør, sagde hun med den dramatiske tone, kun hun kunne mestre.
Mor, jeg kan ikke bare droppe arbejdet og passe dig døgnet rundt.
Det værste var, at hun faktisk kunne tage vare på sig selv. Det var kun sådan, at for et par år siden havde Anders solgt mors gamle lejlighed i Viby og købt et treværelses til sin familie, hvor han tog hende med ind. Derfor var det også ham, der havde ansvaret nu.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere hendes påfund længere. Hun opfører sig som et barn, men hendes luner får mig ikke til at smile tværtimod. Det er uudholdeligt.
Min bror tog på ferie og bad mig tage mig af vores mor. Jeg havde aldrig troet, det ville koste mig så meget