Vores familie består af mine forældre, min lillebror Mads og mig. Da Mads flyttede til København, valgte jeg at blive boende hjemme hos vores forældre. Senere blev jeg gift, og Mads fandt også kærligheden og blev far til to dejlige døtre. Selvom han nu bor langt væk, kommer han af og til på besøg hos familien, og da hans ældste datter blev voksen, begyndte hun at komme forbi på egen hånd. Jeg har altid glædet mig til hendes besøg og gjort alt for, at hun skulle føle sig hjemme hos os.
Under et af hendes ophold havde vi en lang snak, hvor jeg delte min bekymring om det økonomiske pres, der hvilede på mine forældres skuldre. Jeg ville vende det med hende, nu da hun var min niece. Vi snakkede sammen længe ind i natten, og næste morgen overraskede hun mig ved at tilbyde mig penge i stedet for en gave. Hun insisterede på at hjælpe. Først sagde jeg nej, men hun blev ved, så til sidst tog jeg imod hendes smukke gestus med taknemmelighed.
Kort efter hun var taget hjem, ringede Mads til mig tydeligt oprevet. Han spurgte, hvad jeg dog havde tænkt mig ved at tage imod penge fra hans datter. Jeg forsøgte at forklare, at jeg ikke havde bedt hende om noget, og at det var hendes eget ønske at hjælpe, men mine ord prellede helt af. Mads beskyldte mig for at udnytte hendes venlighed og udtrykte sin skuffelse over, at jeg ikke i stedet havde spurgt ham selv om hjælp.
For at vise min gode vilje og fordi jeg følte mig misforstået, overførte jeg et dobbelt så stort beløb til hans bankkonto. Men det blev den sidste gang, vi talte sammen. Jeg har prøvet at sætte mig i hans sted og tænke over, hvad jeg selv ville have følt, hvis situationen var omvendt, men det føles, som om vi har mistet fornemmelsen for hinanden. Episoden har efterladt mig med blandede følelser og en trist afstand mellem mig og min bror.
