De sidste tre måneder har min bror været efter mig på grund af vores mor. Siden hun fik et slagtilfælde, har hun ikke helt været den samme. Hun kan være totalt blank, skal have opsyn konstant hun har faktisk brug for pleje. Man kunne lige så godt tage sig af en baby, bortset fra at den her baby gider ikke spise havregrød, med mindre det er på den helt rigtige tallerken. Jeg har jo også et job, et hjem, en familie hvor skal jeg egentlig trække stregen? Jeg foreslog plejehjem, men så gik min bror nærmest i panik og kaldte mig hjerteløs. Men tage hende hjem til sig selv? Nej nej. Han bor jo hos konen i hendes lejlighed.
Engang var vi faktisk sådan en klyngefamilie. Dig, mig og de gamle. Mig og min bror kun ét enkelt år imellem os. Vores forældre fik os sent. Nu er jeg 36, han er 35, og moren er blevet 72. Alt var nogenlunde fint, til min far døde.
Min bror tog til Odense for at studere hvilken dansker gør ikke det og blev der, blev gift, mens jeg blev hængende i Aalborg. Jeg boede længe hos forældrene, men da jeg blev gift, ville min mand og jeg hellere leje noget. Vi havde planer: købe ejerlejlighed, få børn, hele pakken. Nå.
For to år siden døde min far, og så lukkede mor ligesom bare ned. Hun blev ensom og savnede ham. Fra den ene dag til den anden blev hun gammel. Hun fik det hele dårligt, og for et halvt år siden kom slagtilfældet. Vi troede faktisk ikke, hun kom igennem det. Al ære til lægerne på hospitalet, der hev hende tilbage fra den anden side. Først kunne hun dårligt tale, og kroppen ville ingenting. Det blev bedre, men psyken… ja, den led et knæk.
Lægerne siger, at nogle skader ikke kan fikses. Ergo, jeg måtte tage mig af hende. Min mand og jeg pakkede sammen og flyttede ind i mors lejlighed. Jeg skiftede job og begyndte at freelance, for jeg turde ikke lade hende alene. Selvom hun nu kan gå, er det ikke blevet lettere.
Hun snakker ud i luften, glemmer alt, er rundt på gulvet vi løber som hovedløse høns efter hende. Vi kan ikke engang lokke hende ind fra opgangen, hun græder og siger, hun venter på far. Fej for sjov, sagde han. Jeg sover elendigt, frygter hun stikker af om natten. Og arbejde? Jeg kan ikke holde fokus fem minutter ad gangen. Min mand foreslog plejehjem.
Det koster kassen, men hvis jeg arbejdede lidt mere seriøst, kunne vi måske betale. Og så er der jo også min bror han måtte da kunne give sit tilskud? Det ville være rimeligt.
Det tog mig lang tid at beslutte, men hvad ellers? Hvor længe skal det fortsætte? På plejehjem er der folk døgnet rundt og sygeplejersker. Så jeg gik op til kommunen og fik spurgt ind til det hele. Det var virkelig dyrt 15.000 kroner om måneden! Men altså, vi havde heller ikke vundet i Lotto.
Så ringede jeg til min bror og forklarede det hele skematisk. Jeg troede virkelig, han ville forstå. Men næ han flippede fuldstændig.
Er du blevet vanvittig? Sende din egen mor på plejehjem? Det dér er jo fremmede mennesker, tænker du slet ikke over, hvordan hun får det? Du er hjerteløs! råbte han i røret. Eller er du bare desperat for at få hende ud af huset?
Jeg forsøgte at forklare, men han ville ikke høre. Sådan fortsatte det, dag ud og dag ind. Jeg begyndte at mærke, at jeg var ved at knække. Jeg prøvede igen at snakke med ham ingen blødning i hans holdning.
Jeg kunne aldrig gøre det mod min mor. Hun har opdraget os, ikke sat os på børnehjem. Hun sagde aldrig, at det var svært at være mor.
Vi skylder hende begge to, men jeg er åbenbart chefen for at tage ansvar? Hvis du nægter, kunne du jo hente hende hjem til dig. Så kan du vise dit store, danske hjerte dér pustede jeg ud.
Du ved da godt, jeg bor med min kone i hendes lejlighed hvordan skal jeg få hende overtalt? Skal min stakkels kone stå for min svigermor? Men din mand kan godt til din mor! Det er jo jer, der bor med hende.
Jeg sagde til ham, at jeg kunne droppe ansvaret her og nu så måtte han og konen pakke og prøve selv. Han blev lidt stille, mumlede noget om, at han jo arbejdede meget og egentlig ikke kunne komme til at tage sig af hende. Og at jeg kun ville slippe for min pligt.
Jeg lever i et mareridt. På den ene side ved jeg, hun skal på plejehjem for alles skyld. På den anden side føler jeg, det er forræderi og er bange for at blive til den utaknemmelige datter. Min mand presser også på han synes plejehjem er bedst. Der tager de sig jo af hende. Og vi har jo vores eget liv. Ikke hendes.
Nu venter jeg en uge. Hvis min bror ikke tropper op, gør jeg det. Så må hun flytte på hjem. Man kan altid sidde og dosere gode råd hjemme fra sofaen, men kun hvis man har stået midt i bleer, madkamp og midnatsdrama, ved man, hvor meget sådan noget slider. Nu får min bror bare lov at opfinde sine egne forklaringer til omgangskredsen jeg er træt af det her cirkus.
