Min bror vil hverken lade mor komme på plejehjem eller tage hende hjem til sig der er ikke plads!
De sidste tre måneder har min bror og jeg skændtes om, hvad vi skal stille op med mor. Efter hendes blodprop er hun blevet meget svækket. Hun glemmer hele tiden, og hun har brug for nogen ved sin side døgnet rundt. Alt ansvar er faldet på mig, og det føles som at passe et lille barn. Jeg har et arbejde, hjem og min egen familie hvordan skal jeg kunne være to steder på én gang? Jeg foreslog, at vi skulle finde en god plads til hende på et plejehjem, men min bror blev rasende og beskyldte mig for at være koldhjertet. Samtidig vil han heller ikke tage mor ind han bor jo i sin kones lejlighed.
Engang var vi en tæt familie en klassisk kernefamilie på fire. Min bror, Mads, og jeg kun ét år imellem os. Vores forældre fik os sent. Nu er jeg 36, og Mads er 35. Vores mor, Ingrid, er 72 år. Før vores fars død var alting normalt.
Derefter flyttede Mads til Aarhus for at studere og blev boende der, da han blev gift. Jeg blev i vores hjemby, Odense, hvor jeg slog mig ned. I starten boede jeg hjemme, indtil jeg blev gift. Min mand, Gustav, og jeg ville hellere finde vores egen lejlighed, og planen var senere at købe noget og få børn. Alt var lagt i faste rammer.
For to år siden døde min far, og mor blev så uendeligt trist og ensom, og hun begyndte at skrante. For et halvt år siden fik hun så en blodprop. Vi troede ikke, hun ville klare den. Hun kunne næsten ikke tale, og den ene side af kroppen virkede ikke. Senere blev det bedre, men hendes sind tog skade.
Lægerne siger, at hun aldrig bliver helt sig selv igen. Så jeg blev nødt til at tage mig af hende. Gustav og jeg flyttede ind hos mor. Jeg skiftede arbejde og blev selvstændig, så jeg kunne være ved hendes side. Hun kunne ikke være alene. Da hun begyndte at gå igen, blev det ikke nemmere.
Hun talte usammenhængende og blev forvirret, og vi måtte lede efter hende, når hun gik hjemmefra hun græd og snakkede om, at far ventede et sted. Det føltes som et mareridt. Jeg sov dårligt af bekymring for, hvor hun kunne forvilde sig hen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om arbejdet. Gustav foreslog plejehjem.
Det er dyrt, men hvis vi begge bidrager, kan vi godt betale det månedlige beløb på cirka ti tusinde kroner. Gustav sagde: Du har også en bror. Han bør også tage ansvar. Det er kun fair.
Jeg var længe i tvivl, men der er ingen anden udvej. Hun får omsorg døgnet rundt og lægehjælp. Jeg var ude og se et plejehjem og fik forklaret, hvordan det hele fungerer. Prisen er høj, men hvad skal jeg stille op?
Så ringede jeg til Mads og lagde alting på bordet. Jeg håbede, han ville forstå alvoren i situationen. I stedet blev han vred.
Er du blevet sindssyg? Hvordan kan du smide din egen mor på plejehjem? Folk er fremmede der. Hvordan ved du, hvordan de behandler hende? Du har intet hjerte! råbte han gennem telefonen. Måske vil du bare slippe af med hende?
Jeg prøvede at forklare, men han nægtede at lytte. Så fortsatte jeg selv med at tage mig af mor. Men efterhånden begyndte kræfterne at slippe op. Jeg tog samtalen op med ham igen, men Mads syn ændrede sig ikke.
Jeg kunne aldrig gøre sådan mod min egen mor. Mor opfostrede og uddannede os. Vi voksede op hjemme, ikke på et børnehjem. Hun klagede aldrig, selvom det sikkert var hårdt.
Vi skylder hende begge vores omsorg, men hvorfor er det kun mig, der skal bære ansvaret? Hvis du ikke vil støtte min løsning, kan du komme og hente mor hos dig. Vis hende din omsorg.
Du ved, at jeg bor med min kone i hendes lejlighed. Hvordan kan jeg bede hende tage sig af svigermor?
Hvorfor kan Gustav tage sig af te mor, men ikke din kone?
Du og Gustav bor hos mor, så det er naturligt for jer at tage ansvaret.
Jeg sagde til Mads, at jeg kunne flytte ud med det samme så kan han og hans kone komme og overtage. Han tøvede og sagde, at han arbejder meget og ikke kan tage sig af hende. Han påstår, jeg bare vil undgå mine forpligtelser.
Mit liv føles klaustrofobisk. Jeg ved, det bedste for mor og måske også for os er et plejehjem, og det bliver nemmere for alle. Alligevel frygter jeg, at jeg svigter som datter. Gustav støtter mig. Han siger, at mor får god omsorg der, og at vi også skal passe på os selv.
Derfor har jeg besluttet at vente en uge mere. Hvis Mads ikke melder sig, bliver det min beslutning. Så flytter mor på plejehjem. Alle kan komme med gode råd, men kun jeg ved, hvor svært det er at passe en syg forælder. Mads kan forklare sig, som han vil jeg er færdig med hans undskyldninger.
Nogle gange må vi træffe svære valg, selv om de gør ondt. Det vigtigste er, at vi handler med omtanke og kærlighed også når livet kræver, at vi sætter grænser. Det er ikke mangel på kærlighed, men respekt for os selv og hinanden.
