Min bror vil hverken lade mor flytte på plejehjem eller tage hende hjem til sig der er simpelthen ikke plads!
De sidste tre måneder har min bror og jeg været i skænderi om mor. Siden hun fik en blodprop, har hun været svækket. Hun glemmer alting, og hun kan ikke være alene. Hun har brug for pasning. Alt faldt på mig, og det føles ærligt talt som at tage sig af et lille barn. Jeg har mit arbejde, et hjem og min egen familie. Hvordan skal jeg nå det hele? Jeg foreslog at hun kommer på plejehjem, men min bror blev rasende og kaldte mig koldhjertet. Alligevel vil han ikke tage hende med hjem til sig selv, han bor jo i sin kones lejlighed.
Vi var ellers en tæt familie, bare en almindelig firepersoners dansk familie. Min bror og jeg vi er kun et år fra hinanden. Vores forældre fik os sent i livet. Nu er jeg 36 år og min bror 35. Mor er blevet 72. Efter min fars død gik alting i stykker.
Min bror flyttede væk for at studere og blev i Aarhus, hvor han blev gift. Jeg slog mig ned i København, vores hjemby. Først boede jeg hos vores forældre, men da jeg blev gift, valgte min mand og jeg at leje vores egen lejlighed. Vi ville senere købe et sted og få børn, det var planen.
For bare to år siden døde far, og mor blev trist og begyndte at savne ham frygteligt. Hun blev gammel på et øjeblik. Hun blev syg, og for et halvt år siden fik hun blodprop. Vi troede ikke hun ville overleve. I starten kunne hun ikke tale ordentligt, og kroppen fulgte ikke med. Senere blev hun bedre fysisk, men hendes sind tog skade.
Lægerne siger hun aldrig bliver helt sig selv igen. Så det blev min opgave at tage mig af hende. Min mand og jeg flyttede ind i hendes lejlighed. Jeg skiftede job og begyndte at arbejde som selvstændig, så jeg kunne være hjemme ved hende. Hun kunne ikke være alene. Da hun blev bedre til at gå, blev det ikke lettere.
Hun snakkede forvirret, forsvandt ud af døren, og vi måtte løbe efter hende, mens hun græd og sagde, at min far ventede på hende et sted. Det føltes næsten komisk, men jeg kunne aldrig slappe af. Sov dårligt, bange for hun skulle forsvinde. Jeg kunne næsten ikke arbejde; koncentrationen røg som dug for solen. Min mand foreslog plejehjem.
Det er dyrt, men hvis vi passer på pengene, kan det godt gå. Min mand siger: Du har en bror også, han må være med til at betale. Det er jo rimeligt.
Længe kunne jeg ikke tage beslutningen, men jeg indså, jeg ikke har andre muligheder. Hvor længe kan jeg holde til det? På plejehjemmet får hun omsorg hele døgnet og professionel hjælp. Jeg undersøgte det hele, og det koster mange tusind kroner om måneden, men hvad kan jeg gøre?
Så ringede jeg til min bror og forklarede hele situationen. Jeg håbede han ville være forstående. Han burde jo se, hvordan det hænger sammen. I stedet blev han vred.
Er du blevet fuldstændig vanvittig? Hvordan kan man sende sin mor på plejehjem? Der er jo fremmede mennesker, og hvad nu hvis de ikke behandler hende ordentligt? Du mangler hjerte! råbte han i røret. Eller har du bare lyst til at slippe af med hende?
Jeg prøvede at forklare mig, men han lyttede ikke. Så blev jeg ved med at tage mig af hende. Til sidst var jeg ved at knække. Jeg snakkede med ham igen, men han havde ikke ændret mening.
Jeg vil ikke byde min mor sådan noget. Hun har opdraget og uddannet os, både du og jeg voksede op hjemme ikke i et børnehjem og hun klagede aldrig over hvor svært det var.
Vi skylder hende begge, men hvorfor er det kun mig der skal tage ansvaret? Kan du ikke lide min løsning, kan du tage hende hjem til dig. Vis din gode vilje der!
Du ved jo jeg bor med min kone i hendes lejlighed. Hvordan skal jeg få hende med på at have sin svigermor boende?
Så kan min mand tage sig af sin svigermor, men din kone kan ikke? Du og din mand bor hos mor, derfor tager I jer af hende.
Jeg sagde til min bror at jeg var klar til at stoppe nu. Så måtte han og hans kone flytte og tage mor med. Han tøvede, sagde han arbejdede for meget og ikke kunne have mere at se til. Og at jeg bare sagde sådan for at komme ud af det.
Det føles som et mareridt. På den ene side ved jeg hun bør på plejehjem, så vi får vores liv tilbage. Men jeg er alligevel bange for at jeg vil føle mig som en utaknemmelig datter. Min mand støtter mig og siger de vil tage sig godt af hende dér, og at vi har ret til vores eget liv.
Jeg har besluttet at vente en uge. Hvis min bror ikke træder ind, gør jeg det på min måde. Det er bedst for alle. Hun kommer på plejehjem. Alle kan give gode råd, men kun jeg ved hvor svært det er at passe en syg. Og min bror må forklare sig for sine venner dem har jeg virkelig fået nok af.
