Mens jeg stod og hakkede rodfrugter til vores fars mindemiddag i den gamle københavnerlejlighed, skete der noget mærkeligt. Min bror, Rasmus, havde ikke sat fod på dansk jord mere end to gange i de sidste femten år han havde fløjet væk til Irland for at blive glemt. Men nu, ni dage efter fars død, dukkede han pludselig op, søvngængeragtigt, som om han var blevet trukket hjem af en usynlig strøm.
Rasmus’ blik flakkede hvileløst rundt bag brillerne. Han begyndte straks at spørge om mærkelige ting, rode op i skuffer og skabe, som om han ledte efter smørrebrød i en fiskehandler. Det hele føltes så drømmeagtigt hans stemme rungede hul igennem stuerne, hvor det gamle bornholmske ur tikkede denne sære nat. Jeg stod med kartoflerne sammen med min søster, Trille, som de sidste år havde passet både far og mor som en opofrende skygge. Men Rasmus virkede uinteresseret i savnet efter far han ledte kun efter noget usagt, måske stykker af sig selv, måske bare gamle papirer.
Trille så på ham med store, blå øjne, men Rasmus bemærkede hende dårligt. Han snakkede om ting, der skulle fordeles, og trak mærkelige breve frem testamenter, underskrifter, krævede ret til alt og alle mindste dækservietter. Han påstod, at huset og alt i det egentlig var hans, fordi mor og far havde underskrevet noget for tyve år siden. Stolte han mon på det, eller var det bare et mareridt? Trille pakkede diskret sine egne bekymringer væk, hendes kinder blev røde som hindbærgrød på en vinterdag, og til sidst trak hun overtøjet på, mens hun snøftende gled ud sammen med de gæster, der også var blevet mærkeligt tavse.
Men Rasmus blev. En hel uge bevægede han sig som en sulten ravn gennem værelserne. Han installerede nye låse og satte jerngitre op ved vinduerne, selvom vi alle vidste, at ingen i denne søvnige gade ville stjæle andet end måske en glemt cykel. Så forsvandt han igen, fløj tilbage til sin kone, der lød som et navn fra en gammel eventyrbog.
Senere, som skyggerne blev længere, ringede en nabo fra Rasmus adresse i Dublin og fortalte, at Rasmus var alvorligt syg. Hans hjerne arbejdede ikke længere sammen med kroppen, sagde stemmen forpustet, som vinden over Vesterhavet. Hans kone mente nu, han var blevet en byrde og bad ham vende hjem til Danmark, som om hendes kærlighed kunne pakkes væk i en flyttekasse.
Trilles beslutsomhed var urokkelig som Storebæltsbroen. Hun sagde, med tårer i stemmen, at Rasmus stadig var hendes bror og nu i dette mærkelige stadie mellem drøm og virkelighed havde hun pligt til at tage sig af ham, selvom han havde vendt ryggen til dem alle. Hendes datter, Lykke, gik frem og tilbage i stuen, vred som en storm over Kattegat. Lykke mente, at Trille var ved at ofre alt for meget, at hun ville forsvinde ind i sin brors skygge og glemme dem, der elskede hende: sine børnebørn, der plejede at gemme sig i køkkenet og grine med hende, mens hun lavede rødgrød med fløde til dem.
Trille svævede mellem to verdener én, hvor hun støttede sin sønderknuste bror, og en anden, hvor hendes barnebarn tryglede hende om at blive. Hun følte Rasmus fortvivlelse, men forstod samtidig Lykkes længsel og frygt for at miste hende. Alt sammen blev hendes hjerte tungt, som en regnvåd vinterjakke, mens tankerne tumlede rundt ligesom krøllede sedler i en aftensluft over Nørreport. Hun stirrede ud i natten, usikker på hvor hun egentlig hørte til, mens byens gadelygter tændtes langsomt, næsten hviskende.
