Min bror fortalte mig, at vores mor havde slået hans kone, og med det samme kunne jeg mærke, at der var noget galt.

Det var for mange år siden, da jeg var på sommerferie i Italien, at min mor ringede til mig. Hendes stemme var fuld af panik, gråd og forvirring. Hun kunne slet ikke få ro på sig selv, og det gjorde mig bekymret. Efter samtalen ringede jeg straks til min bror, Søren, for at finde ud af, hvad der var på færde. Søren svarede hårdt og koldt, sagde at jeg selv måtte spørge moren min, fordi han vidste udmærket hvorfor hun var så oprørt. Han sagde endda, at hun for én gangs skyld havde fået, hvad hun fortjente.
Min mand Morten og jeg blev meget fortvivlede, så vi besluttede os hurtigt for at afbryde ferien, på trods af at flybilletterne hjem til København kostede os dyrt. Det var en tung, nervøs rejse hjemad.
Da vi omsider nåede frem til mors lejlighed på Frederiksberg, fandt vi hende stadig skælvende og ude af sig selv. Vi lavede hende en kop kamillete og gav hende nogle dråber baldrian, så hun kunne falde lidt til ro. Langsomt begyndte hun at fortælle, hvad der var sket.
Det viste sig, at hun da hun kom hjem fra arbejde på biblioteket var blevet mødt af det frygtelige syn af min brors hustru, Gitte, dækket med blå mærker. Gitte var gravid på det tidspunkt, så moren min blev naturligvis overvældet af bekymring og gik straks hen for at trøste hende og spørge, hvad der dog var hændt.
Lige i det øjeblik trådte Søren ind ad døren. Pludselig rejste Gitte sig op og begyndte at råbe, beskyldte min mor for vold og påstod, at det var hende, der havde forvoldt alle mærkerne. Mor blev stående målløs og kunne slet ikke forstå, hvad der skete omkring hende. Søren, overbevist af konens ord, blev så rasende, at han smed vores mor ud af huset på stedet. Efterfølgende tog han Gitte med til Rigshospitalet. Tragisk nok endte hun med at miste barnet.
Søren nægtede at tale med os. Han ville ikke høre på mors forklaringer og bar nag til hende, som havde hun gjort det værste i verden. Jeg havde dog en uro i kroppen, der sagde mig, at min mor talte sandt. Heldigvis kom sandheden for en dag, og ganske uventet.
Det viste sig, at det var Gittes veninde, Karen, som endelig fortalte mig, hvad der virkelig foregik. Hun havde set, hvordan Gitte selv bevidst havde gjort skade på sig selv og fremprovokeret aborten kun for at manipulere Søren til at smide vores mor ud. Da Søren hørte hele den frygtelige sandhed, blev han rasende og sendte Gitte på porten med det samme og bad straks moren om tilgivelse af hele sit hjerte.
En mors hjerte rummer dog altid kærlighed. På trods af alt det svære og grufulde, Søren havde gjort, bød mor ham tilbage med åbne arme og tilgav ham.
Jeg glemmer aldrig de dage på Frederiksberg. De lærte os alle noget om, hvor stærk og rummelig, en mors kærlighed kan være selv gennem den bitterste sorg.