Jeg er opvokset hos min bedstemor, men nu har mine forældre besluttet, at jeg skal betale dem underholdsbidrag.
Mine forældre bor på Sjælland, nær Næstved, mens jeg bor i Nordjylland, i Aalborg. Vi har ikke set hinanden i over tyve år. De arbejder som kunstnere og synger i et kor; deres liv består af turné og rejser. Da jeg blev fem år gammel, flyttede jeg ind hos bedstemor. Hun ville gøre hverdagen lettere for sig selv og måtte derfor flytte tættere på sine slægtninge i Nordjylland.
I starten kommer mor og far forbi totre gange om året, men efterhånden bliver deres besøg sjældnere. Til sidst tænker jeg slet ikke på dem længere, og kontakten bryder. Da jeg læser tandlægestudiet på tredje år, gifter jeg mig.
Nu driver jeg sammen med min mand vores egen tandklinik, og vi tjener rigtig mange kroner. For et år siden dukker min far og mor op i døren. De ringer til klinikken, for de har ikke engang mit telefonnummer. Samtalerne handler kun om, hvor meget de klager over deres liv.
Jeg lytter til deres klager og svarer, at de selv har valgt den vej, da de overlod mig til bedstemor. Af og til sender mine forældre et par kroner til bedstemoder, men hovedparten af vores liv lever vi af hendes pension. Hun gentager det ofte, og jeg forstår det, for vi har altid skåret ned på udgifter.
I skolen klarer jeg mig supergodt, så jeg har penge til at leve af og tøj at have på. Jeg har også arbejdet på en nattevagt på sygehuset. Nu mener jeg, at jeg har mit eget liv, og mine forældre har deres eget; hver af os skal gå sin egen vej.
Da mor og far indser, at jeg ikke vil hjælpe dem økonomisk, truer de med at kræve underholdsbidrag. Deres trusler skubber mig væk fra dem. Hvis jeg før havde tvivlet på min beslutning og stadig overvejede at støtte dem, så er jeg nu sikker på, at jeg ikke vil have noget med det at gøre. Synes du, jeg har ret, eller burde jeg alligevel hjælpe mine forældre?
