I dag mødtes jeg med min barndomsveninde. Hun er 60 år nu, præcis som mig. Efter vi blev færdige på universitetet, pakkede hun hurtigt sine ting sammen og forlod vores lille by på Fyn. Vi holdt kontakten lidt tid via breve sådan som man nu gjorde dengang men det ebbede ud, og vi gled fra hinanden.
Senere hørte jeg fra fælles venner, at hun var begyndt at rejse meget, aldrig slog sig rigtigt ned, og skiftede også mænd nogle gange. Allerede da hun var 50 havde hun haft tre ægtemænd men hun blev skilt fra dem alle. Børn fik hun aldrig. Jeg har faktisk aldrig rigtig forstået hvorfor. De fleste kvinder har jo som regel børn, ikke? Og hvis det nu ikke går med en mand, har man da som regel børnene og senere måske børnebørn at hygge sig med.
Nå, men nu var hun så vendt hjem til vores lille by her i Danmark. Hun skulle have solgt det sidste af sine ting tidligere havde hun lejet en lille lejlighed her.
Vi mødtes og sludrede over en kop kaffe. Jeg fortalte om mit liv, hun om sit. Så tog jeg mod til mig og spurgte hende:
Sig mig, hvorfor blev dit liv egentlig sådan? Hvorfor fik du aldrig børn? Om ikke andet for din egen skyld. Hvem skal ellers hente et glas vand til dig, når du ligger gammel?
Hun grinede og kiggede på mig:
Et glas vand? Tror du dine børn kommer og gør det for dig? Børn tager sig altså ikke nødvendigvis af deres gamle forældre. Det er meget nemmere at spare op og så ansætte en god hjemmehjælper i stedet for at lægge byrden over på børnene.
Jeg fik aldrig børn, fordi jeg ikke ville. Jeg har aldrig haft lyst til at babysitte, være ansvarlig for nogen eller have ondt i maven over andres problemer eller skulle sende penge til børn, der alligevel bare bruger dem på ligegyldigheder. Jeg valgte at bruge mit liv på mig selv. Jeg ville se verden, rejse, arbejde, tjene mine egne penge. Mine mænd forlod mig kun, fordi jeg ikke ville have børn.
Og i dag lever jeg stadig for min egen fornøjelses skyld. Jeg skal hverken passe børnebørn eller sidde og spare min folkepension op for at kunne give penge til voksne børn, der aldrig helt er blevet voksne selv.
Så nej, jeg fortryder ingenting. Tværtimod, faktisk har jeg lidt ondt af dem, der får en masse børn og senere sidder alene og så bebrejder de børnene for at have glemt dem eller for at være flyttet til udlandet. De problemer har jeg overhovedet ikke.
Sådan er mit syn på livet.
Jeg lyttede til hende og kunne egentlig godt se, at hun havde fat i noget af det rigtige. Hvorfor få børn, hvis man slet ikke har lyst? Hvorfor gå og håbe på, at de hjælper en på ens gamle dage? Måske man bare skal gøre, som man vil, og ikke føle sig forpligtet til noget, hvis det ikke kommer fra hjertet.
