Jeg blev opdraget af min mormor. Jeg er hende selvfølgelig taknemmelig, men hendes kærlighed var altså ikke helt uden bagtanker.
Jeg var kun fem år gammel, da min kære far pludselig fandt ud af, at familielivet alligevel ikke var sagen. Han smuttede og fandt sig en yngre model ikke just et plus i min mors bog. Da vi boede i min fars lejlighed, mente han, at det vist var på tide, vi fandt os et andet sted at bo, sådan cirka dagen efter skilsmissen.
Så jeg rykkede ind hos min mormor min mors mor. Min far var skam en rigtig ressourcefuld mand; han opfandt alskens smarte måder at undgå at betale børnepenge på. Kort sagt: min mor og jeg stod tilbage uden en krone, og mormors lille lejlighed nær Frederiksberg blev vores nye hjem. Det var alt andet end let. Mormors folkepension var knap nok til at holde os med smør på rugbrødet, mor arbejdede nærmest i døgndrift, og jeg blev slags den lille hushjælper, når jeg kom hjem fra skole.
Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at pjække fra skole for at tage vagter på nogle byggepladser, og negle var det eneste, jeg havde overskud til at trimme lektier kunne jeg glemme alt om. Jeg fik ondt af både mor og mormor, som nærmest knoklede sig selv i graven. Jeg besluttede faktisk at droppe ud efter 9. klasse og få mig et fast arbejde. Men så trådte mormors søster, tante Nina, pludselig ind i billedet. Hun sagde straks: Kom og bo hos mig, så skal jeg sørge for dig og hjælpe dig med skolen! Tante Nina havde ingen egne børn, og hun havde i årevis ønsket, at jeg skulle flytte ind hos hende. Mor og mormor sagde ja.
Så jeg flyttede ind hos tante Nina i Hellerup. Mor og mormor så dog stadig forbi af og til. Og jeg skal love for, at der var lysår til forskel! Tante Nina fik en ordentlig folkepension, jeg kunne gå i skole uden at arbejde ved siden af, og jeg lærte både at lave frikadeller og at sy knapper i mine egne skjorter. Jeg afsluttede folkeskolen med topkarakterer og kom endda ind på jura på Københavns Universitet.
Hver eneste uge sagde tante Nina: Når du er færdig, skriver jeg dig ind i testamentet og sørger for, at du arver min lejlighed. Du er som mit eget barn, jeg vil hjælpe dig! Jeg var selvfølgelig rørt men så mødte jeg Signe på tredje år.
Gud, hvor var Signe dog smuk og klog. Vi faldt pladask for hinanden, og jeg besluttede mig for, at hende skulle jeg giftes med. Den besked tog tante Nina imidlertid ikke i stiv arm. Hun gav mig det største skænderi, Vesterbro nogensinde har lagt øre til. Ifølge hende var Signe ude efter min arv og ikke andet.
Hvis ikke jeg straks droppede Signe, ville hun slette mig fra testamentet. Jeg fortalte selvfølgelig det hele til Signe. Hun tilbød straks, at vi bare kunne gå hver til sit, hvis lejligheden var så vigtig for mig. Men hun sagde også, at hun elskede mig så højt, at vi kunne bo sammen i en skurvogn, hvis det endelig var. Så jeg gamblede og valgte kærligheden. Tante Nina gad ikke høre fra mig mere, men jeg stod nu uden lejlighed og med min elskede ved min side.
Nu har Signe og jeg ti års bryllupsdag, to livlige unger, og vores kærlighed er stærkere end nogensinde. For hvert år der går, bliver jeg mere og mere sikker på, at jeg traf det helt rigtige valg.
