I dag tænkte jeg på min ældste søn – han er ikke min biologiske søn, men i mit hjerte er han lige så meget mit barn som de andre.
I en lille by på Lolland, hvor alle kender hinanden, har livet sin egen rolige rytme. Arbejde er der ikke meget af, så de fleste klarer sig med deres egne små gårde. Nogle dyrker grøntsager, andre fisker eller går på jagt.
Vores familie var ikke anderledes. En halv hektar mark og en lille frugthave kunne, med lidt flid, både føde os og give lidt ekstra til lommebogen. Min mand **Erik** elskede at fiske, mens jeg tog mig af husdyrene og haven. Vi lærte vores børn fra barnsben at hjælpe til – nogen gav hønsene mad, andre fjernede ukrudt.
Lige i nærheden boede en kvinde ved navn **Mette**. Hendes mange børn var kendt i hele byen – hun havde mere end ti. Men hverken Mette eller hendes mand **Jens** gad rigtig at sørge for dem. Deres jord lå udyrket, og selv når naboer lejede den, gav de hurtigt op på grund af Mette og Jens’ umulige krav.
Mette og Jens levede mest af at tigge. Naboerne hjalp af medlidenhed – nogen gav en spand kartofler, andre æg, kød eller frugter. Mettes børn kom ofte forbi og tilbød at hjælpe i bytte mod mad. Jeg sagde heller ikke nej og lod dem gerne arbejde for et måltid.
Især husker jeg deres ældste søn, **Lars**. Han tog altid sin opgave alvorligt og gik aldrig hjem sulten.
Så en dag drak Jens sig ihjel og efterlod Mette med alle børnene. Det var, som om hun helt gav op. Borgmesteren fik kommunen til at træde ind, og børnene blev sendt til børnehjem.
Også Lars blev taget. Vi havde fået ham kær, så hans fravær gjorde ondt. Jeg fandt ud af, hvor han var, og begyndte at besøge ham et par gange om måneden. Efter mange **aftaler med Erik** besluttede vi os for at blive Lars’ værger og tage ham hjem til os.
Lars kendte os, vi kendte ham, og vores børn kom godt ud af det med ham. Så da han flyttede ind, gik det helt naturligt. Han blev en uvurderlig hjælp – ældre end de andre, men han skældte dem aldrig ud, han støttede dem bare.
Årene gik, børnene blev voksne. Nogen tog en erhvervsuddannelse, andre læste videre, fandt kærester og flyttede hver til sit. Lars tog sin **svendebrev** og rejste også.
Nu er han over halvtreds. Han har en dejlig familie og to børn, som vi ser som vores egne børnebørn. Der er sådan en særlig varme i Lars, en taknemmelighed for det, vi gav ham. Jeg er så **taknemmelig** for, at vi den gang valgte at give ham et hjem.
