Min trediveårige søn kom hjem klokken otte om aftenen, trækkende to kufferter hen ad fortovet, som om han vendte hjem fra en meget lang rejse. Da han kom ind ad døren, hilste han ikke engang han sagde bare, at han var nødt til at bo lidt hos mig, fordi han ikke kunne klare livet derude mere.
Da jeg spurgte, hvad der var sket, indrømmede han, at han havde sagt sit arbejde op uden varsel, givet slip på alt, og at han var træt af presset og ikke ønskede at vende tilbage. Det, der rørte mig mest, var, da han sagde, at han også havde solgt sin bil for ikke at have nogen forpligtelser. Han sagde det med stolthed, som om det var den bedste beslutning, han nogensinde havde taget. Jeg blev målløs han havde knoklet i årevis for at købe den bil.
Jeg spurgte, hvor han havde tænkt sig at bo, mens han kom på fode igen, og han svarede, at han ville være ved mig ligesom før. Han sagde, at han havde brug for en pause, og at han følte sig tryg herhjemme. Jeg grinede først, fordi jeg troede, han lavede sjov, men han mente det alvorligt. Han gjorde det klart, at han forventede at flytte tilbage på sit gamle værelse det samme værelse, han flyttede ud af, da han var tyve, som om tiden havde stået stille.
Da han gik ovenpå og opdagede, at værelset ikke fandtes mere at jeg havde lavet det om til mit atelier blev han vred. Han sagde, at jeg burde have vidst, at han altid kunne finde på at komme tilbage, og derfor burde værelset have været holdt klar for en sikkerheds skyld. Jeg forklarede ham, at jeg havde boet alene i mange år, at jeg havde indrettet det hele efter mine behov, og at han ikke bare kunne komme og opføre sig, som om ingenting havde ændret sig. Han tog det ilde op, som om jeg stødte ham væk.
Den samme aften begyndte han at opføre sig som en femtenårig: smed tøjet på gulvet i stuen, rodede i køleskabet uden at spørge, bad mig varme mad til sig og spurgte endda, om jeg kunne låne ham nogle tusinde kroner i et par dage. Jeg så på ham og kunne ikke forstå, på hvilket tidspunkt denne voksne mand havde valgt at give slip på alt og igen være afhængig af mig.
Næste morgen stod jeg tidligt op, mens han stadig sov og ikke havde ryddet op efter sig. Kufferterne lå stadig midt på gulvet i stuen, snavset tøj var smidt over sofaen, beskidte tallerkener overalt. Da jeg vækkede ham for at tage en snak, blev han irriteret. Han sagde, at det var derfor, man har et barndomshjem han var kommet for at slappe af, og mente, jeg gjorde et stort nummer ud af ingenting.
Jeg sagde tydeligt, at han gerne måtte blive i nogle dage, men ikke kunne tillade sig at opføre sig som en ansvarsløs teenager. Så tog han begge kufferter igen, vrissede over, at ingen forstod ham, og forlod huset mens han gentog, at han nok skulle klare sig.
Selvom mit hjerte smertede over at se ham sådan, lod jeg ham gå. For der er forskel på at støtte sit barn og på at bære en voksen, der nægter at tage ansvar for sit eget liv.
Gør man altid det rigtige ved at slippe sit barn eller burde man gøre noget andet?
Anonym beretning fra en dansk mor.
Livet lærer os, at kærlighed også kan betyde at give slip og have tillid til, at egne vinger bærer også når det er svært.
