Midten af en stille nat blev brudt af en skarp telefonring. Klokken var halv tolv, og Lise havde lige lagt sig til at sove ved siden af sin mand, hvis jævne åndedrag ellers skulle have lullnet hende i søvn. Hun fór sammen, og hendes hjerte hamredeet opkald så sent varslede sjældent godt.
“Henrik,” ruskede hun blidt sin mand. “Henrik, vågn! Telefonen!”
Han satte sig brat op i sengen og greb røret. Lise fulgte hans ansigtsudtryk, der med hvert sekund blev blegere.
“Hvordan… hvornår?” mumlede han hæst. “Ja… ja, jeg forstår. Jeg kommer med det samme.”
Langsomt lagde han telefonen fra sig. Hans hænder dirrede.
“Hvad er der sket?” hviskede Lise, allerede med en fornemmelse af at det uoprettelige var sket.
“Jonas og Mette…” Han så ned. “En ulykke. Begge to. Øjeblikkeligt.”
En tung tavshed fyldte rummet, kun afbrudt af tikken fra væguret. Lise stirrede på sin mand, ude af stand til at tro det.
Ikke engang to dage før havde de alle været i køkkenet, draget te, mens Mette delte sin nye æbletærteopskrift, og Jonas, Henriks bedste ven siden studietiden, fortalte om sine fisketure.
“Og Freja?” indså Lise pludselig. “Åh Gud, hvad sker der med Freja?”
“Hun var hjemme,” sagde Henrik, mens han travlt trak bukserne på. “Jeg må af sted, Lise. Der skal ordnes ting… og…”
“Jeg følger med dig.”
“Nej!” Han vendte sig brutalt mod hende. “Ellie er alene. Unødvendigt at skræmme hende midt om natten.”
Lise nikkede. Hendes mand havde retder var ingen grund til at involvere deres tolvårige datter i tragedien. I hvert fald ikke endnu.
Hun sov ikke den nat. Hun vankede rundt i lejligheden, kastede blikke mod uret og tittede ind til Ellie, der sov med kinden mod sin hånd og det røde hår spredt ud over puden. Så fredfyldt. Så sårbar.
Henrik kom hjem i den tidlige morgen, udmattet og med rødkantede øjne.
“Det er bekræftet,” sagde han mat og sank ned i en stol. “Frontal sammenstød… med en lastbil. De havde ingen chance.”
“Hvad sker der med Freja nu?” spurgte Lise blidt og satte en kop stærk kaffe foran ham.
“Jeg ved det ikke. Hun har kun sin bedstemor tilbage ude i landsbyen. Hun er meget gammel, næsten hjælpeløs.”
De tav. Lise stirrede ud ad vinduet, hvor morgengryet var gråt og dødt. Freja, Henriks guddatter, var på samme alder som deres Ellie. En lille blondine, der altid holdt sig lidt i baggrunden.
“Ved du hvad,” sagde Henrik langsomt, “jeg tænker… kunne vi ikke tage hende til os?”
Lise vendte sig mod ham: “Er du alvorlig?”
“Hvorfor ikke? Vi har pladsen, et gæsteværelse. Jeg er hendes gudfar, trods alt. Jeg kan ikke lade hende ende på et børnehjem!”
“Henrik, men det er… det er en stor beslutning. Vi må tænke os om. Tale med Ellie.”
“Hvad er der at tænke på?” Han hamrede knytnæven i bordet. “Den pige er forældreløs! Min guddatter! Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg svigtede hende!”
Lise bed sig i læben. Selvfølgelig havde han ret. Men alt føltes så hastigt, så uventet.
“Mor? Far? Hvad foregår der?” Ellies søvnige stemme fik dem til at fare sammen. “Hvorfor er I oppe så tidligt?”
De udvekslede et blik. Sandhedens øjeblik var kommet hurtigere end ventet.
“Skatter,” begyndte Lise, “sæt dig ned. Vi har… nogle meget triste nyheder.”
Ellie lyttede i tavshed, øjnene blev større og større for hvert ord. Og da hendes far nævnte, at Freja skulle bo hos dem, sprang hun op:
“Nej!” råbte hun. “Jeg vil ikke! Hun kan bo hos sin bedstemor!”
“Ellie!” Henriks stemme skar gennem luften. “Hvor kan du være så kold! Efter alt, hvad hun går igennem…”
“Hvad med mig?” hendes øjne lynede. “Det er ikke mit problem! Jeg gider ikke dele mit hjem med hende! Eller jer!”
Hun stormede ud af køkkenet og smækkede døren. Lise så på sin mand, forvirret: “Måske skal vi ikke haste beslutningen?”
“Nej,” svarede han fast. “Beslutningen er taget. Freja bor hos os. Ellie vænner sig til det.”
En uge senere flyttede Freja ind. Tavs, bleg, med et tomt blik. Hun talte knap, svarede kun med nikkene.
Lise gjorde sit bedste for at pleje hende. Lavede hendes yndlingsretter, købte nyt sengetøj med sommerfugle.
Ellie ignorerede Freja fuldstændigt. Hun låste sig inde på sit værelse, og hvis de mødtes i gangen, vendte hun blikket og gik videre.
“Stop med det der!” bebrejdede hendes far hende. “Hav lidt medfølelse!”
“Hvad gør jeg forkert?” snøftede Ellie. “Jeg behandler hende, som om hun ikke er her. Det er mit hjem!”
Spændingen i huset voksede dag for dag. Lise pendlede mellem pigerne, forsøgte at glatte ud. Men jo mere hun prøvede, jo værre blev det.
Så forsvandt øreringene. Hendes yndlingspar, i guld med små diamanteren gave fra Henrik på deres tiårs bryllupsdag.
“Det er hende, der har taget dem!” påstod Ellie, da Lise opdagede, de manglede. “Jeg så hende gå ind på jeres værelse!”
“Det er ikke sandt!” for første gang hævede Freja stemmen. “Jeg tog ikke noget! Jeg stjæler ikke!”
Hun brast i gråd og løb ind på sit værelse. Henrik stirrede mørkt på sin datter: “Du lyver med vilje, hva? Prøver du at få hende smidt ud?”
“Jeg siger sandheden!” Ellie stampede i gulvet. “Hun spiller bare offer!”
“Nu er det nok!” afbrød Lise. “Ingen flere skænderier. Øreringene dukker nok op. Måske har jeg selv lagt dem forkert.”
Men tre dage senere manglede en ring fra æskenet uvurdeligt minde om Lises mor.
“Så den forsvandt også bare?” spurgte Ellie hånligt. “Skal vi også lade som ingenting?”
Hun stod midt i stuen med hænderne i sidenen lille furie. Og i døren stod Freja, skælvende, bidende sig i læben for ikke at græde.
Lises blik flakkede mellem dem. For første gang i dagevis følte hun, at hun forstod noget.
Siddende på badevOg siddende på badeværelsets kant med en lille flaske grøn sæbe i hånden, vidste Lise pludselig hvad hun måtte gøre for at bringe sandheden frem i lyset.
