Lyt nu, skat… Der er lige noget, jeg gerne vil snakke om…
Olivia satte sig til rette i stolen, klar til et af de der lange samtaler. Moren havde en helt særlig måde at sige “lyyyt nu…” på, og det betød sjældent gode nyheder.
Kan du huske Katrine, datter af moster Vera? Min halvkusine, eller noget. Så vidt jeg husker er hun, hvad, din fjernt beslægtede kusine?
Mor, jeg har mødt hende én gang til mormors begravelse for ti år siden.
Og hvad så? Familie er familie! Men altså, de har problemer. Hun og hendes mand og sønnen bliver smidt ud af den lejlighed, de lejer. Ejeren har solgt den. Kan du forestille dig det?
Olivia gnubbede sig på næseryggen. Udenfor var decemberhimlen grå, og kaffen smagte efterhånden af ligegyldighed, ligesom hendes tålmodighed.
Mor, det er synd for dem… Men hvad har det med mig at gøre?
Jamen altså! Du bor jo alene i den store treværelses her. De kunne bo hos dig bare midlertidigt, et par måneder, lige indtil de finder noget andet…
Nej.
Ordet røg ud, næsten før Olivia fik tænkt tanken til ende.
Hvad mener du, nej? Moren lød chokeret over klarheden. Du har ikke engang hørt mig færdig!
Mor, jeg har ikke lyst til at folk bor i min lejlighed, som jeg nærmest ikke kender. Især med et barn. Og især uden at vide hvor længe.
Jeg sagde jo det bare var midlertidigt! Max to-tre måneder. Katrines mand arbejder, de sparer op til depositum og flytter ud. Olivia, de har en dreng på otte år. Han ender jo på gaden, hvis du ikke hjælper!
Jamen hvorfor lejer de ikke et værelse eller tager et hostel? Hvad som helst.
Hvad for nogen penge? De har ikke noget at stå op med! De bliver jo smidt på gaden!
Det er altså ikke mit ansvar, mor.
Så begyndte hun at græde ikke højt, bare de der stille, rystende tåre. Olivia slukkede øjnene et øjeblik.
Jeg kan ikke kende dig, sagde moren med gråd i stemmen. Min egen datter… Hvordan kan du være så hård? Du er jo familie, og de har brug for hjælp.
Men det er jo ikke min familie, mor. Det er din!
Og dermed også din! Har du glemt hvad familie betyder? At vi skal hjælpe hinanden?
Mor, jeg arbejder hjemmefra. Jeg har brug for ro, for mit eget rum. Jeg kan ikke dele med fremmede mennesker.
Det er jo kun midlertidigt! For fanden da, du har tre værelser! Tre! Og du sidder bare der har end ikke fået dig en kat. Den lejlighed kunne gøre nytte for nogen!
Den gør nytte jeg bor her.
Du er egoistisk, hun snøftede. Jeg har opdraget en egoist. Tænk, at min egen datter vil nægte sin familie et sted at være.
Jeg nægter ikke brød, mor. Jeg nægter bare at have fremmede boende hjemme hos mig.
Samtalen kørte i ring. Moren sagde det samme igen og igen, Olivia gav de samme svar. Efter næsten tre kvarter lagde hun mærke til, at hun var begyndt at sige “jeg skal nok tænke over det”. Og til sidst: “måske kan det gå an”.
Men max en måned, sagde hun så endelig. Højst to. Hvis der er det mindste, så skal de ud.
Selvfølgelig! Olivia, tusind tak! Du aner ikke hvor taknemmelig jeg er!
En klump af ubehag voksede indeni. Ikke fordi hun fortrød mor-administrationen, men fordi hun eftertrykkeligt vidste, det her ville hun fortryde.
Næste morgen ringede det på døren kvart i syv. Olivia, halvt sovende og ret muggen, åbnede og blev mødt af kuffertolkes, tasker, papkasser og barnelarm.
Olivia! Sødeste! Katrine susede ind og gav hende et kys på kinden. Tak tak tak! Du har reddet os!
Efter hende kom en ordentlig mand i joggingbukser og en otteårig dreng, som straks sprintede ind for at undersøge lejligheden.
Lars, hent den store taske! Katrine råbte med telefonen i hånden.
Olivia talte syv kufferter, fire papkasser og to enorme plastcontainere. “Bare for et par måneder”, jo tak…
Vi skal nok hurtigt falde til, forsikrede Katrine. Du bemærker os knap nok!
Første par uger forløb i planlagt kaos. Olivia gemte sig på sit værelse, prøvede at arbejde med fjernsynet brusende i stuen og barnestøj fra gangen. Hun gentog for sig selv, at det kun var midlertidigt. Det går nok.
Men så begyndte Katrine at flytte rundt på møblerne i køkkenet “meget mere praktisk” og Lars lagde beslag på altanen som en hyggekrog. Mads knækkede håndtaget til badeværelsesdøren, og ingen gjorde andet end at nævne det.
Katrine, Olivia tog hende på køkkenet. Vi skal altså lige snakke. I har været her næsten en måned nu. Hvordan går det med boligsøgningen?
Vi kigger, vi kigger, sagde hun og kiggede ned i mobilen. Alt er så dyrt, du fatter det ikke. Men det skal nok gå, bare rolig.
Jeg vil have et konkret tidspunkt.
Katrine så op på hende. Noget skiftede i hendes blik.
Olivia, hvor skulle vi hen? Ud på gaden, med et barn?
Jeg siger ikke gaden. Jeg siger bare…
Vi leder jo! Katrine blev skarp i stemmen. Hvad vil du? Skal vi sove på hovedbanegården?
Nu kom Lars ind.
Er der problemer?
Olivia så på dem, ansigterne ikke taknemmelige, ikke usikre. Hun sagde bare:
Nej. Ingen problemer.
Og så gik hun ind til sig selv.
Men problemerne voksede. Lars optog badeværelset hver morgen, lige når Olivia skulle have videomøde. Katrine begyndte at flytte Olivias mad nederst i køleskabet, hendes egen øverst “nemmere at få fat i”. Mads fandt ud af hvordan man skruer op for tv’et fulde drøn, klokken syv weekendmorgen.
Olivia arbejdede i ryk, faldt i søvn til tv-babbel i stuen og vågnede til Lars larm fra gangen.
En dag kom hun hjem med indkøb og fandt sit skrivebord fyldt med Mads legetøj. Katrine sad i hendes kontorstol, snakkede i telefon.
Nå, du er hjemme, sagde hun uden at rejse sig. Forresten, kan vi få hurtigere internet? Dit er virkelig sløvt.
Det her er altså mit arbejdsrum.
Ja, ja, men Mads har jo ingen steder at lege. Hans værelse er for lille.
Olivia samlede legetøjet uden at sige mere og bar det ud i gangen. Katrine snøftede bare.
Kommunalregningen kom, dobbelt så stor som før. Olivia lagde den frem på køkkenbordet, da alle skulle spise aftensmad.
Vi skal snakke om regninger.
Lars spiste uden at kigge op. Katrine skar i sin frikadelle.
Hvilke regninger?
El, vand og varme. I er tre, jeg én. Det må være rimeligt at dele.
Katrine lagde gaflen.
Olivia, er det for alvor? Vi er jo familie. Vil du tage penge fra os?
Jeg vil bare dele udgifterne. Det er helt almindeligt.
Almindeligt? Lars så endelig på hende. Almindeligt er at hjælpe sin familie. Ikke at kradse penge fra dem, der har det svært.
I har boet her to måneder, gratis. Bruger mit internet. Jeg taler ikke om leje, kun fælles udgifter.
Ved du hvad, Katrine rejste sig, hvis du er så nærig, så sig det bare. Lad være med at spille Florence Nightingale.
Olivia så dem gå. Mads snuppede det sidste stykke rugbrød. Lars brummede “hun er godt nok nærig” på vej ud.
Hun blev siddende helt til midnat. Tænkte over familiens ord om “pligt”. Gjorde regnskab. Overvejede hvor længe hun holdt til det endnu.
Næste morgen gik hun ind i stuen hvor Katrine og Lars så tv.
I har én uge.
Katrine drejede knapt hovedet.
Hvad siger du?
Én uge til at finde bolig og flytte.
Nu vendte de begge om.
Er du blevet vanvittig? Lars rejste sig. Hvor skal vi tage hen?
Det er ikke mit problem. I har fået to måneder. I har ikke fundet bolig, ikke betalt, respekteret mit hjem. Nu er det nok.
Og hvem tror du, du er? Katrine rejste sig også. Bare fordi du har fået en lejlighed, tror du du er dronning?
Jeg er ejeren her, og jeg vil have ro igen.
Ved din mor egentlig hvordan du behandler familie? Lars truede med mobilen. Skal jeg ringe?
Ring du bare.
Katrine fandt sin telefon frem. Olivia blev stående. Hun var ligeglad, ville moren skælde ud og græde, så må det være sådan.
Én uge, gentog hun. Ellers tilkalder jeg viceværten.
Din… Katrine blev helt forpustet af raseri. Du… Hvordan tør du! Vi har jo hjulpet dig!
I har boet gratis. Det er noget andet.
Hun vendte sig om og gik ind til sig selv. Låste døren. Satte sig på sengen med armene rundt om knæene. Hjertet hamrede oppe i halsen, men hun følte en mærkelig ro.
Ugen blev forfærdelig. Katrine magtede ikke at gøre rent, Lars “kom til” at ødelægge en hylde, og Mads tegnede på tapetet. Olivia tog billeder af det hele.
Efter syv dage flyttede de. Lars slæbte kufferter, bandende ned ad trappen. Katrine vendte sig i døren:
Bare vent, det kommer til at slå tilbage!
Olivia lukkede stille døren.
Hun gik gennem lejligheden, fjernede sporene. Åbnede vinduerne for at lufte ud. Flyttede møblerne på plads.
Om aftenen var det igen hjem.
Hun hældte et glas rødvin op og satte sig i sofaen. Telefonen var stille moren var nok ikke færdig med Katrines klagesang endnu. Det går nok, hun kommer sig vel.
Godhed er i bund og grund en fin ting. Men godhed uden grænser ender som svaghed. Og svaghed bliver udnyttet.
Olivia lovede sig selv: Aldrig igen. Ikke mere “familiepligt”. Ikke mere “de bor bare lidt”. Ikke flere fremmede i mit hjem.
Hun drak vinen, vaskede glasset og gik i seng. Første nat i måneder med komplet stilhed.
