Da jeg vågnede i morges, kom jeg pludselig i tanke om, at min kones fødselsdag var i morgen. Jeg havde grublet længe over, hvad jeg skulle give hende, for ærligt talt har jeg verdens bedste kone og verdens mest omsorgsfulde mor til vores børn. Hjemmet er altid ryddeligt, maden er veltilberedt, og børnene bliver passet til punkt og prikke. Hun glemmer aldrig mig, og forsøger altid at opfylde mine ønsker uden at jeg behøver at sige noget.
Astrid og jeg har fire børn, fra 6 til 17 år gamle. Jeg må sige, at hun virkelig er en fantastisk mor. Hun har et tillidsfuldt og varmt forhold til alle vores børn, elsker at arrangere familieudflugter, laver kreative ting til børnehaven, deltager i flere forældrekomitéer, hjælper med lektier, sætter pris på børnenes venner og taler med alle fra hjertet. Alt det lykkes hun med samtidig med, at huset altid ser ud som om det er gjort rent seks gange om dagen. Hun laver mad til os alle velsmagende og rigeligt.
Astrid virker til at være glad og tilfreds. Hun siger det ofte selv, fordi hun ikke klager over livet. Da børnene var helt små, spurgte jeg hende engang, hvad hun ønskede sig til sin fødselsdag. Jeg ved ikke, svarede hun, men måske ved jeg det alligevel: en fridag! Bare én dag for mig selv! Jeg vil være alene fra morgen til aften… Sove, slappe af, tage et langt bad… Men ingen tog det alvorligt dengang. Alle grinede og så blev det glemt.
Det var jo næsten umuligt: børnene var små, og hvem skulle passe dem hele dagen? Med fire børn blev det betragtet som en vits. Astrid mente, hun nok bare havde sagt det uden at tænke. Jeg gav hende dengang et sæt gryder og pander, og så blev den samtale lagt til side. Nu er børnene store, og hun har ingen børn at tage sig af på samme måde længere. Hun taler efterhånden mere om, hvordan hun glæder sig til, at de bliver voksne og kan stå på egne ben. Alligevel sørger hun stadig for alle.
Til hendes fødselsdag gav jeg hende smukke guldringe. Hun blev selvfølgelig meget glad og tog dem straks på. Hun dækkede et flot bord, samlede de nærmeste, og hele familien fejrede hende. Klokken et om natten vågnede jeg og opdagede, at hun stadig ikke var gået i seng. Hun havde først lagt børnene i seng og gik derefter ud i køkkenet for at vaske op. Hun så træt og udmattet ud.
Næste morgen vågnede Astrid og fandt huset helt tomt. Det føltes mærkeligt, for hun var ikke vant til sådan en stilhed. Hun gik ud i køkkenet og fandt en seddel på bordet. Vi er taget ud til min mor i landsbyen, stod der med min håndskrift. Vi ville ikke vække dig. Vi kommer hjem i morgen, så husk nu at slappe godt af. Kort efter ringede det på døren budet stod der med en stor buket blomster til Astrid.
Jeg blev mindet om, hvor vigtigt det er at huske ikke bare at give fine gaver, men også tid og ro til dem, vi holder af. En fridag kan være den største gave af alle.
