Mens vi sælger lejligheden, kan du bo på plejehjem så længe, siger datteren.
Liselotte blev gift sent i livet. Hun havde ikke meget held i kærlighed, og som fyrreårig havde hun egentlig opgivet håbet om at finde, efter hendes mening, en ordentlig mand.
Den 45-årige Erik viste sig dog at være mere grå end prins. Han havde været gift flere gange og havde tre børn, til hvem han efter domstolens opfordring havde overladt sin lejlighed.
Derfor måtte Liselotte, efter et par måneders slingren rundt mellem lejeboliger, trække sin mand med hjem til sin 60-årige mor, Margrethe Andersen.
Erik trådte ind over dørtærsklen med en syg mine og trak straks vejret ind gennem næsen med utilfredshed.
Her lugter gammelt, mumlede han kritisk. Det kunne trænge til en ordentlig udluftning.
Margrethe lod som om hun ikke hørte svigersønnens bemærkning.
Hvor skal vi sove? sukkede Erik, tydeligt utilfreds med det nye hjem.
Liselotte prøver straks at gøre ham tilpas og tager derfor sin mor til side.
Mor, Erik og jeg overtager dit værelse, hvisker hun, så kan du tage det lille værelse indtil videre.
Samme dag bliver Margrethe uden videre flyttet til det andet kammer, som dårligt kan kaldes beboeligt.
Og det er Margrethe selv, der slæber alle sine ting, for Erik nægter at hjælpe.
Sådan starter et hårdt kapitel for Margrethe. Erik er utilfreds med alt: maden, rengøringen, farven på tapetet.
Men mest af alt er han plaget af lugten. Han mener, at den gamle lugt giver ham allergi.
Erik hoster teatralsk, hver gang Liselotte kommer hjem.
Det går simpelthen ikke! Vi bliver nødt til at gøre noget! siger han vredt til Liselotte.
Vi har ikke råd til at leje noget, siger hun fortvivlet.
Så få din mor anbragt et eller andet sted, knurrer han og rynker på næsen. Man kan ikke trække vejret herinde.
Hvor skulle jeg dog sende hende hen?
Det må du finde på! Men der er intet at gøre, denne lejlighed må sælges, og vi må finde noget nyt, mumler Erik. Ja! Gør det. Snak med din mor!
Hvad skal jeg sige til hende? spørger Liselotte nervøst.
Find på noget! Når det kommer til stykket, går lejligheden til dig efter hende. Vi forkorter bare ventetiden lidt, siger han køligt.
Jeg synes, det er ubehageligt…
Forstår du ikke, hvem der betyder mest? Hende eller mig? Jeg fandt dig jo, da du var fyldt fyrre. Hvem ville ellers have taget dig, gamle jomfru? presser han på, velvidende hvad han skal sige. Hvis jeg går, er du alene igen, og du finder aldrig en anden.
Liselotte kaster blikket ned og går ind til sin mor i det lille værelse.
Mor, det er sikkert ikke rart for dig at bo her? starter hun forsigtigt.
Skal jeg endelig have mit eget værelse igen? spørger hendes mor håbefuldt.
Nej, vi har et andet forslag. Du vil jo alligevel efterlade lejligheden til mig? spørger Liselotte med et glimt af håb.
Ja, selvfølgelig.
Så lad os ikke vente. Jeg vil hellere sælge lejligheden og købe noget bedre.
Måske kan vi bare sætte den i stand?
Nej, det skal være noget større.
Og hvad med mig, barn? Margrethes læber bæver.
Du kan bo på plejehjem midlertidigt, siger Liselotte overstadigt, vi henter dig selvfølgelig igen bagefter.
Mener du virkelig det? spørger Margrethe med et spinkelt håb.
Selvfølgelig. Når alt er i orden, laver vi det hele om, og så henter vi dig, siger Liselotte og tager hendes hånd.
Margrethe har ikke andre valg end at stole på sin datter og skriver lejligheden over på hende.
Da papirerne er ordnet, gnider Erik tilfreds hænderne.
Pak nu hendes ting! Vi kører hende på plejehjemmet.
Allerede? spørger Liselotte, som plages af dårlig samvittighed.
Hvorfor vente? Selv hendes pension kan jeg ikke bruge til noget. Der er mere besvær end gavn med din mor. Hun har jo levet sit liv, nu må vi have lov at leve vores, siger Erik koldt.
Men vi har jo ikke solgt lejligheden endnu?
Gør som jeg siger, ellers står du alene, siger han betydningsfuldt.
To dage senere læsser de Margrethes ting sammen med hende selv ind i bilen og kører til plejehjemmet.
Under hele turen tørrer Margrethe i smug tårer væk, hendes hjerte er fyldt med en kedelig forudanelse.
Erik tager ikke med. Han vil lufte ud for at fjerne den gamle lugt.
Margrethe bliver hurtigt indskrevet på plejehjemmet, og Liselotte tager afsked med hende i en fart og forsvinder uden et blik.
Vil du hente mig igen? spørger Margrethe stille ved afskeden.
Selvfølgelig, mor, Liselotte undgår hendes blik.
Hun ved, at Erik aldrig vil lade hende hente Margrethe hjem igen.
Så snart de har fået lejligheden solgt, køber de en ny, og Erik skriver straks boligen i sit eget navn fordi, som han siger, Liselotte ikke kan betros noget.
Et par måneder efter prøver Liselotte at tage emnet om sin mor op, men Erik svarer vredt.
Så meget som et ord mere om hende, og du ryger ud! snerrer Erik, der ikke tåler samtaler om Margrethe.
Liselotte tier stille, velvidende at hendes mand mener det alvorligt. Emnet bliver aldrig taget op igen.
Enkelte gange har Liselotte tænkt på at besøge sin mor, men hver gang har hun opgivet, ved tanken om at skulle se hendes tårer.
Fem år går, hvor Margrethe dagligt venter på, at Liselotte skal hente hende hjem.
Hun får aldrig sin datter at se igen. Savnet tager til sidst livet af hende.
Liselotte får først besked et år senere, da Erik smider hende ud af lejligheden, og hun husker sin mor.
Skylden bliver så tung for Liselotte, at hun vælger at gå ind i et kloster for at bede for sin synd.
