Karen kan ikke længere holde ud, hvordan hendes forældre behandler hende. For første gang stopper hun pludselig samtalen med sin mor, slipper sin frustration løs ved at kaste telefonen hårdt mod væggen, så den går i stykker. Selvom hun godt ved, det var en overreaktion, kan hun ikke styre det kaos af følelser, der bobler inden i hende vrede, bitterhed og en følelse af afmagt. Karen bryder sammen i gråd over den indre storm og mærker situationens alvor.
Selvom hun har to jobs, får Karen slet ikke nogen støtte fra sine forældre, hvilket kun gør hende mere frustreret. Tanken om, at hele opmærksomheden er rettet mod hendes søster, forstærker smerten. Hun ved, hun burde glæde sig over søsterens succes, men pengene fylder stadig meget i hendes hoved.
Telefonen bliver ved med at ringe, og det første opkald kommer fra hendes mor, der beder hende låne nogle penge. Givet sine egne økonomiske vanskeligheder, vælger Karen at sige nej. Så får hun en invitation til søsterens indflytterfest, men Karen afslår igen. Nogle dage senere dukker hendes mor op hjemme hos Karen, og hun håber, at moren måske vil undskylde for at have bedt om penge til søsterens lejlighed især fordi hun godt ved, hvor svært Karen har det.
Men snakken bliver hurtigt anspændt. Moren virker til at være klar over, at Karen føler sig forbigået og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor hun går så meget op i økonomi. Karen prøver at forklare, at det ikke bare handler om penge. Hun nævner selv sin boligkredit, som forældrene udmærket kender til, men som de tilsyneladende vælger at ignorere. Moren trækker sig lidt og beskylder Karen for kun at tænke på kroner og øre.
Dybt såret kommer Karen op at skændes med sin mor. Hun giver udtryk for behovet for at blive anerkendt og elsket og spørger, om hun har gjort noget forkert, som gør at hun bliver behandlet anderledes end sin søster. Efter samtalen føler Karen sig følelsesmæssigt udmattet, men hun tænker alligevel over, hvordan hun kan komme videre og skabe fred og kærlighed i familien.
