Katrine kunne ikke længere udholde måden hendes forældre opførte sig overfor hende. Hun afsluttede pludseligt en samtale med sin mor hendes frustrationer kom stormende og hun kastede telefonen mod væggen, så dens skærm splintrede og glas faldt som små glitrende iskrystaller. Katrine vidste godt det var overdrevet, men hun kunne ikke styre den mærkelige koktail af følelser, som boblede i hende; vrede, bitterhed og en drømmende uvirkelighedsfølelse. Tårer strømmede ned ad hendes kinder, som om hendes sjæl smeltede sammen med en natlig regn over København.
Hun arbejdede på to mærkelige, lidt skæve jobs, og modtog ingen hjælp fra forældrene frustrationens strøm blev stærkere. Det var som om hendes mor og far kun havde øjne for søsteren, Solveig, hvis liv, som Katrine indså, altid havde været kilden til forældrenes forventning. Hun prøvede at være glad for Solveig, men tankerne om penge danske kroner, som svævede ud af hendes hænder som små, gyldne fugle blev ved med at snurre i hjernen.
Telefonen vibrerede rastløst, som en sovende ulv der ulmede under overfladen. Første opkald kom fra moren, der bad om at låne penge. Katrine, fastspændt i sit økonomiske virvar, nægtede hendes stemme var som et blåt ekko fra storebælt. Næste dag blev hun inviteret til Solveigs indflytterfest, men Katrine takkede nej; hun følte sig som en drømmer, der ikke kunne gå ind i virkeligheden.
Nogle dage senere trådte moren ind ad døren, og Katrine håbede mærkeligt, at hun måske var kommet for at sige undskyld for at have bedt om penge til Solveigs lejlighed, selvom hun kendte Katrines situation. Men stemningen blev tung og mærkelig; moren virkede som om hun fornemmede Katrines sårbarhed og spurgte til hendes penge-fokus hun lod som om økonomi var det eneste, der betød noget.
Katrine prøvede at forklare, det ikke kun handlede om kroner og ører; hun nævnte sit eget boliglån, som hendes forældre udmærket kendte til, men de lod til at forvandle samtalen til et drømmespil, og undgik at tale direkte om det. Morens ord flakkede rundt og endte med at beskylde Katrine for at tænke for meget på penge som om penge var skyer, der dækkede solen.
Ramt af dyb, underlig sorg, diskuterede Katrine med sin mor, hun udtrykte sin længsel efter anerkendelse og kærlighed som en længsel fra de fjerne klitter ved Vesterhavet. Hun spurgte, drømmende, om hun havde gjort noget forkert, siden hun blev behandlet så forskelligt fra Solveig.
Efter samtalen føltes hendes sind som en tom, vindblæst plads i Aarhus hun var udmattet, men alligevel drømmede hun om, hvordan hun kunne bringe fred og kærlighed ind i sin familie, selv hvis det kun var et mærkeligt, flygtigt håb i hendes natlige drømme.
