Mens børnene og børnebørnene maser sig sammen i en lille lejlighed, nyder min svigersøns forældre tilværelsen i et rummeligt hjem, hvor de sikkert dårligt nok kan høre ekkoet af deres eget gisp over regningen fra Matas.
Min datter blev gift desværre træk vi nitten, både med svigersønnen og især hans forældre. Vi giver alt til de unge, men der er ikke meget, der kommer fra den anden side. Nu er det otte år siden brylluppet, og vi bøvler stadig med hele svigerfamilien.
Da boligproblemet bankede på døren, tog svigersønnens forældre omgående hænderne op: Det har intet med os at gøre. Tak for laksen!
Så vi måtte pakke vores egen lejlighed sammen for at købe et lille sted til børnene. Ærligt talt, det var ikke drømmen. Den gamle lejlighed var hyggelig og lun og bygget i rigtige mursten ikke det papbæger, de bygger i dag! Men hvad gør man ikke for, at ungerne får eget hjem? Vi fik sat det i stand, shoppet rundt hos IKEA og Jysk, men stadig uden så meget som en krone fra svigersønnens forældre.
Og selvfølgelig hjælper jeg også til med børnebørnene. Min datter er lige nu på barsel med den mindste, og den ældste er lige startet i skole så jeg kører gerne i pendulfart til og fra Sankt Annæ Skole. Hun kan jo ikke nå det hele selv: vække børn, få dem i tøj og madpakker og så transportere sig selv og ungerne ud ad døren og helst før klokken slår otte. Så både morfar og jeg tager en tørn med at være taxa (det driver jo ikke sig selv, det her bedsteforældre-show).
Men sviger-forældrene ja, de kigger væk og lader som ingenting, som om de abonnerer på det ikke vores bord. Man må da spørge sig selv: Hvor hjerteløse kan bedsteforældre være?
Det var nu sådan fra dag ét. Forestil jer, ikke engang at give sit barn en femmer i bryllupsgave! Jeg ringede til dem før brylluppet og spurgte: Skal vi ikke tage en kop kaffe og snakke om brylluppet det er jo vores børn? De svarede: Jamen, hvad nu hvis de bliver skilt om en måned? Hele 70% skilles i løbet af det første halve år, siger statistikkerne!
I sidste ende måtte min mand og jeg arrangere hele brylluppet og spæde op med en lejlighed som gave. Svigerforældrene dukkede op til brylluppet som polstrede statister og smed et fladt kuvert med 500 kroner på gavebordet. Ikke ligefrem noget, der kan købes meget kærlighed for. Alligevel står min svigersøn stadig på spring med nye ønsker på ønskesedlen.
Den lille lejlighed, vi købte til dem for otte år siden, var en pæn etværelses. Mere end rigeligt til to. Men nu er der to børn, og så bliver det altså svært at finde plads til både legetøj, puslebord og vasketøj på fire kvadratmeter.
Efter min mening kunne min svigersøn godt tage lidt mere initiativ. Jeg siger til ham: Hvis du ikke tjener nok, så kunne dine forældre måske bidrage en smule?
Men han svarer bare, at det kan han ikke få sig selv til at bede dem om.
Jamen så nævner jeg det for dem, foreslog jeg.
Men nej, det måtte jeg da endelig ikke! Svigersønnen forbød mig simpelthen at sige noget, som om jeg var en art Geheim-agent i Familien Danmark. Det er åbenbart skammeligt at bede Sine Egne om hjælp, men det er helt i orden at tømme sine svigerforældre for både penge og børnepasning i otte år. Hvorfor tjener han ikke bare lidt selv? Folk får da jobs, og unge kan sagtens finde en ekstra stilling eller tage et par år i udlandet.
Så snart jeg nævner noget, brokker min datter sig: jeg blander mig for meget! Svigersønnen mener, at svigerforældre bare er sådan nogle, og de ændrer sig alligevel ikke så hvorfor spilde energien.
Det irriterer mig grænseløst, at de kan slappe af og tage på kur-ophold, mens vi står i mudderet til knæene. Men man må åbenbart hverken spørge eller forvente noget. Hold da op, for en kæphøj søn, de har opdraget! Jeg ville i det mindste gerne have haft bare lidt medlidenhed med mine slidte nerver.
