Mens børnene og vores børnebørn bor i en lille lejlighed, nyder min svigersøns forældre tilværelsen i en rummelig, moderne lejlighed i hjertet af København.
Min datter er blevet gift, men desværre har vi ikke haft held med vores svigersøn og hans familie. Vi giver alt til vores børn, men de får ikke noget fra hans side. Otte år er gået siden brylluppet, og vi står stadig med de samme problemer med hans forældre.
Da boligsituationen blev kritisk, lagde hans forældre sig straks fast på, at de ikke ville hjælpe overhovedet.
Vi var nødt til at sælge vores egen, hyggelige lejlighed på Frederiksberg for at kunne købe noget til dem. Vores gamle hjem var varmt og solidt, men hvad gør man ikke for, at ens børn har deres eget sted? Vi satte den i stand, købte møbler og klarede det hele uden nogen støtte fra svigerfamilien.
Jeg hjælper også med børnebørnene. Min datter er på barsel med den lille, mens den store lige er startet i første klasse, så jeg kører ham i skole hver morgen. Det er urealistisk at min datter skal vække begge børn, klæde dem på og aflevere til tiden helt alene. Derfor hjælper både jeg og morfar med at få det hele til at køre rundt.
Min svigersøns forældre lader som om det ikke angår dem. Gang på gang springer de fra og påtager sig absolut intet ansvar. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan man kan være bedsteforældre uden at engagere sig.
Sådan har de været fra starten. Da vi planlagde brylluppet, tilbød de hverken hjælp eller støtte. Jeg ringede til dem for at foreslå, at vi mødtes og talte sammen men fik blot svaret:
Hvad nu hvis de bliver skilt om en måned? 70% af unge par går jo fra hinanden, viser tallene!
Til sidst sørgede min mand og jeg for hele brylluppet, betalte gildet og forærede børnene deres egen lejlighed. Til festen dukkede svigerforældrene op som fremmede og puttede et sølle beløb 800 kroner ned i en kuvert.
Alligevel kommer vores svigersøn stadig med krav.
Vi købte lejligheden til dem for otte år siden en etværelses. Den var fin til to, men nu er de fire, og naturligvis er det trangt.
Jeg synes, min svigersøn burde tage mere initiativ. Jeg siger: Hvis du ikke kan tjene flere penge, kan dine forældre så ikke bidrage lidt?
Men han nægter. Han siger:
Jeg kan ikke bede dem om det!
Så foreslår jeg:
Skal jeg tage snakken med dem?
Men han forbyder mig ligefrem overhovedet at nævne det.
Helt ærligt, jeg fatter det ikke. Det er pinligt at spørge sine egne forældre, men det er åbenbart i orden at tage imod fra svigerfamilien. I alle otte år har han været afhængig af vores penge. Hvorfor finder han ikke selv ud af det? Jeg siger til ham: Du er ung find et ekstrajob, rejs til udlandet og arbejd, gør noget!
Min datter ringer ofte og klager: Hvorfor blander du dig? Hun siger, at svigerforældrene ikke er til at ændre, sådan er de bare, de vil ikke hjælpe.
Jeg bliver træt: De lever komfortabelt, tager på wellnessophold og tænker kun på sig selv, men man kan ikke få lov at sige noget. Svigersønnen sætter endda grænser for sine forældre men har ingen problemer med, at vi hjælper. Hvilken omsorgsfuld søn! Men han har ikke ondt af os, hverken svigermor eller svigerfar.
