»Men han er ægte«
»Mette, hvordan kan du opdrage en pige på den måde?« spurgte Lene jævnligt sin søster. »Hun er en pige, ikke en dreng!«
Mette og Lene var søstre, begge længe gift med børn. Mette havde en datter, Freja, og en søn, mens Lene kun havde den lille Johanne.
De mødtes ofte, mest hos Mette, fordi de boede i et hyggeligt parcelhus med en velholdt have, hvor børnene kunne lege. Lene boede i en lejlighed midt i Aarhus.
Lene var overbevist om, at hendes Johanne var klogere, smukkere og mere talentfuld end Freja. Der var kun et års aldersforskel mellem pigerne, Freja var den ældste.
»Mette, nu har din Freja igen klatret i træet. Hvad skal det dog forestille?« prøvede Lene at påvirke søsterens opdragelsesmetoder.
»Hvad er der galt med det?« sagde Mette forundret. »Hun er et barn, hun skal udforske verden.«
»Men ikke ved at hoppe i træer! Det er noget, drenge gør, ikke piger,« insisterede Lene, men Mette trakede bare på skuldrene.
Pigerne var venner, og måske ville Johanne også gerne lege frit og klatre i træer, men morens skarpe øje forhindrede det. Sådan noget var simpelthen ikke tilladt.
Freja misundte aldrig sin kusine, selvom Lene var sikker på, at hun burde. I barndommen og skoletiden var Freja ligeglad. Hun levede sit eget liv, var kvik og deltog i alt.
Hun elskede at rydde op i fars garage.
Freja var anføreren i nabolaget, kunne hamle op med drengene, klatrede i træer, slås, og forsvarede sin lillebror. Nogle gange hoppede hun endda over hegnet med drengene for at stjæle æbler. Hun legede sjældent med dukker, var ligeglad med frisurer, sløjfer og kjoler. Hun foretrak at rode med sin far i garagen, studerede skruenøgler, bolte og møtrikker – og hun elskede at rydde op.
»Skatter, jeg har ikke brug for din orden her. Jeg kan aldrig finde noget bagefter. Gimme lige en 13’er nøgle,« sagde han, og med det samme rakte hun ham den rigtige. Hun vidste præcis, hvad der var hvad, og faren roste hende. Det stoltgjorde hende.
Johanne var Frejas modsætning. Hun blev klædt på som en dukke – smukke kjoler, hvide sokker med pompomer og kæmpe sløjfer. Freja kunne ikke lide Johannes kjoler, for de var altid fyldt med volanger og broderi.
Lenes bebrejdelser lød konstant:
»Johanne, ikke i sandkassen – du bliver beskidt! Gå væk fra døren, der trækker! Rør ikke de andre børns legetøj, det er klamt! Hvorfor tog du det beskidte æble? Der er bakterier!« Det eneste, Johanne hørte, var »det må du ikke«.
Freja forstod det ikke, og det var lige præcis der, hun ikke kunne lide sin tante Lene. Der var for mange forbud, og det var kedeligt at lege med Johanne i gården. Ud over hegnet kom Johanne slet ikke.
»Hvor skal du hen, skat? Der er beskidte hunde og katte, og drengene er ubehøvlede. Freja kan godt gå, men du bliver her hos os.« Freja syntes ærligt talt, det var synd for sin kusine.
»Tante Lene, lad hende da følge med. Ingen vil gøre hende noget,« prøvede Freja at hjælpe.
Men Lene så strengt på hende.
»Nej, Johanne går ingen steder…«
I skoletiden dyrkede Freja atletik, spillede volleyball for skoleholdet og begyndte endda kampsport. Lene fik hår, der rejste sig, hver gang hun hørte om nieceens aktiviteter.
»Burde piger virkelig opdrages sådan?« spurgte hun hver gang.
»Lad hende gøre, hvad hun vil, og finde sin egen vej i livet,« svarede Mette altid og forsvarede datteren.
Johanne gik i musikskole og spillede klaver, moren havde meldt hende til selskabsdans. Hun prøvede også at gøre hende til kunstner og sendte hende i malerkursus, men Johanne kunne ikke lide det og var elendig til at tegne. Så hun droppede det. Det blev ikke til noget.
På sit første semester på universitetet mødte Freja Mads i kampsportsklubben. Han trænede også. Han var ikke en skønhed, men han var charmerende.
»Hej,« sagde han og kom hen til hende. »Jeg har iagttaget dig – du er virkelig dygtig. Jeg hedder Mads, og du er Freja, ikke? Jeg har spurgt lidt rundt,« grinede han.
Hans ærlige smil og muntre øjne vandt hende. Hun smilede tilbage. Det føltes, som om de havde kendt hinanden i hundrede år.
»Hej, jeg mener ikke, jeg har set dig på uni?«
»Nej, jeg studerer ikke her. Jeg er mekaniker og læser til voksen på Aalborg Tekniske Skole,« sagde Mads.
Siden da så de hinanden. De blev hurtigt tætte, trænede sammen, gik i Dyrehaven, så film. Fælles interesser bandt dem.
»Mor, far, jeg tager Mads med i morgen. Han har allerede introduceret mig for sin mor. Nu vil jeg gerne have, I møder ham,« sagde Freja en aften.
»Fint, I er velkomne,« sagde de.
Mads fandt hurtigt tonen med forældrene, især faren. De faldt i snak om biler, værkstedet og teknik. Faren blev glad, da han hørte, Mads var mekaniker og studerede til ingeniør. De var på samme bølgelængde.
Tiden gik. Freja og Mads fortsatte deres forhold, og i løbet af andet semester fortalte Freja forældrene:
»Mor, far, Mads og jeg vil leje en lejlighed sammen.«
Mette var imod det:
»Skatter, det er for tidligt! Du skal fokusere på studierne, ikke…«
Men faren overraskede ved at støtte dem. Han kunne lide Mads. Når de besøgte forældrene, tilbragte de tid i værkstedet og rodede med farens gamle Volvo. De delte også en forkærlighed for fodbold og hyggede sig med at se kampene sammen.
Da Lene hørte det, var hendes forargelse total.
»Åh gud, Mette, hvordan kan I tillade, at Freja bor sammen med en fyr uden at være gift? Det er helt utænkeligt!« Hun sukkede og rullede med øjnene.
»Hvad er der galt med det?« svarede Mette, som altid rolig.
Men et år senere hørte de, at Johanne havde gjort det samme. Hun flyttede sammen med Christian. Han var ældre, næsten færdig med sin kandidat. Smuk, intelligent. Lene pralede straks af sin kommende svigersøn og prot
