Du forstår da, Alberte, at folk som dig aldrig får gifte sig, sagde Anders roligt, der er kvinder til kærlighed og hyggelige timer, men der er også dem, der holder sig til brylluppet. Desværre passer du ikke ind i den gruppe.
Hvad er der så galt med mig, Anders? Jeg laver lækker mad, ser godt ud, har rent i hjemmet. Er jeg altså ikke din drømmekvinde? spurgte Alberte overrasket, mens hun så på manden, hun havde troet var sin elskede.
Netop det er problemet! Du er allerede ødelagt. Forstå: folk som dig bliver kun set på uden forpligtelser. Man gifter sig med uskyldige piger, hvor du er første. De skal kunne vaske sin mands fødder og drikke vand som i det gamle ordsprog. Anders, tilfreds med sit sidste ord, vendte sig mod væggen og gabte.
Kun en uge før sad Alberte på en café i Indre By med sine veninder og delte sine planer: livet er ved at falde på plads. Jeg er tretti, ikke længere ung, men har en karriere, en lejlighed, en bil, ser fantastisk ud. Jeg kan både gifte mig og få børn! Desuden er der en kandidat som om han er taget ud af en drøm. Anders: aldrig gift, bor alene, men han har netop købt en lejlighed ved siden af sin mor. Fireten år aldersforskel, flot, velplejet, næsten uden dårlige vaner og med en seriøs stilling. Ren held.
De mødtes på arbejdet han kom ind til hende som patient i tandklinikken, men gik ud med forelskelse. Alberte arbejdede dengang mange steder: både på offentligt hospital og på en privat klinik, så der var knap tid til privatliv. Så fik hun blomster, men ikke de sædvanlige roser, men pæoner. I februar! En restaurant og så gik det helt op for ham.
Kun én ting bekymrede hende: to år i et forhold, men ingen frier. Veninderne gav hints: det er på tide, at Alberte gifter sig. Hun mærkede det også selv. Så hun turde tage samtalen op. Før sengetid løftede hun emnet og hørte: hun er «ødelagt», «ikke egnet til ægteskab».
Det gik ikke op i hende. Hvad giver han sig selv lov til? Næste aften mødtes Alberte igen med veninderne på caféen for at få råd.
Forestil jer, piger, begyndte hun, han sagde, at jeg ikke længere er den rette! At folk som mig aldrig gifter sig!
Er du seriøs? udbrød Katrine. Du er en skøn kvinde, intelligent, selvstændig!
Han siger, at man kun gifter sig med uskyldige. Jeg er som en tredje sort, en defekt. Men på alle andre områder passer han: klog, med penge, i sengen er alt i orden.
Alberte, smid ham, før han knuser din selvtillid, sukkede Liva.
Endnu bedre lad ham komme på besøg! Hos os fejrer Mikkel og Skipper ti års bryllup! Så skal han se, hvad familie betyder, tilføjede Katrine.
De besluttede at invitere ham. Anders, som normalt undgår sådanne arrangementer, sagde ja og satte sig endda selv bag rattet. Alberte så allerede frem til en hyggelig eftermiddag med veninderne endelig behøvede hun ikke selv køre hjem.
På Mikkels og Skippers sommerhus var stemningen som hjemme: børn, grill, fuglesang, hunden Skipper løb rundt som om han havde en usynlig batteri.
Måltidet strakte sig fra middag til aften. De ældre gik hjem, børnene gik i seng. Ved bordet blev de «udvalgte» veninder, værter og Anders.
De drak te med bæredyrepai, snakkede. Så gik Anders i gang igen:
Fortæl mig, Katrine, hvorfor er Alberte stadig ubrygt? I har jo været gifte i ti år.
Ikke alle har held med at blive forelsket på tredje semester, som mig, svarede Katrine med et skuldertræk. Jeg studerede, arbejdede, havde ingen tid.
Giftede I jer som uskyldige?
Hvad siger du! lo Katrine. Mikkel og jeg har været sammen siden første semester!
Men han var først?
Skal du have bevis? protesterede Mikkel. Min kone er min, punktum.
Så ser du, hun var «ren». Det er respekt. At gifte sig med en kvinde, der har haft flere, er en skam for familien!
Hvilken slags ære kræver I, at man skal være helt uden baggrund? lo Liva. Så hvorfor gav du Alberte håb?
Jeg lovede ingen ting, trak Anders på skuldrene. Din veninde må forstå, at hun er en anden sort. For ægteskab med hende kræver seriøse grunde, som jeg ikke ser.
Så jeg er også den tredje sort, skilt med et barn, grinede Liva. Trist for dig, mand. Dig og din slægt.
Hvordan taler du til kvinder i mit hus? brølede Mikkel. «Sorterne» er ham! Du er en udløbet sild! Han greb Anders og trak ham udenfor. Det gik let han var to meter høj og solid.
Gå væk! Jeg vil ikke have, at du ødelægger festlighederne. Hvis det ikke var for pigerne, ville jeg allerede have slået dig ihjel. Du er ikke velkommen.
Alberte, jeg kører. Bliver du med eller bliver du? erklærede Anders stolt, mens han greb sin taske.
Alberte, mens hun grinede, kunne ikke svare. Anders, uden at vente på hendes svar, smækkede lågen i og kørte.
Tak, Mikkel, fnøs Alberte. Nu er der ingen mænd mere! Ikke engang en udløbet!
Det var en dårlig idé at forsøge at oplyse ham om ægteskab, smilede Katrine. Men hvilken karakter! Piger, hørte I? Jeg er første sort! Og I sådan gik det.
Joken varede hele aftenen. Senere kørte Liva Alberte hjem. Livet vendte tilbage til de sædvanlige patientbesøg og udfyldning af journaler.
Anders ringede ikke længere.
Alberte, her er et konvolut, som er efterladt i receptionen.
Tak, Lene, jeg kigger på det senere.
Da hun åbnede konvolutten, fandt hun
Det, hun opdagede, mindede hende om, at ingen andres mening kan definere ens egen værdi. Sand respekt og kærlighed kommer fra at acceptere sig selv, uanset andres mærkelapper. Så lærte hun, at den vigtigste ægteskab er den, man indgår med sig selv.
