Mads stormede ud af opgangen og skyndte sig mod butikken. Han havde travlt med at nå inden lukketid – aftensmaden ville ikke være den samme uden brød. Udenfor butikken stod en lille fireårig pige og holdt om en lille hund.
“Tante, vil du ikke købe noget brød til min hund?” spurgte barnet stille og så håbefuldt på en kvinde, der gik ind i butikken.
“Pige, hvor er din mor? Hvorfor er du ude så sent? Gå hjem!” sagde kvinden strengt og gik videre.
Mads, der havde set det hele, stoppede. Pigens øjne var fulde af sorg og ensomhed. Han vidste med det samme, det ikke kun handlede om hunden. I modsætning til kvinden gættede han, at pigen var sulten – og egentlig bad om mad til sig selv.
“Spiser din hund brød?” smilede Mads og nærmede sig hende.
“Ja,” svarede hun, “han kan bedst lide pølser og slik. Men når han er sulten, spiser han også brød.”
“Jeg forstår,” sagde Mads med et tungt hjerte. “Vent lige her, jeg skal bare…”
Inde i butikken greb han hurtigt en rugbrød, mælk, yoghurt, småkager, slik og nogle leverpostejsmadder. Mens han stod i køen, mindedes han sin egen barndom. Hans mor havde drukket meget, og hans far havde han aldrig kendt. Som barn havde han ofte gået sulten i dagevis, når hans mor brugte alle pengene på alkohol. Nogle gange gik han om aftenen rundt på legepladserne med en lommelygte og ledte efter småkager eller slik i sandkasserne. Han huskede sit eget blik dengang – et sultent og forladt blik. Den lille pige udenfor butikken havde netop sådan et blik…
Da han kom ud, satte han sig ved siden af pigen. Han ville give hende de forsyninger, men indså, at hun ikke kunne bære posen selv – ikke med den lille hund i hånden.
“Jeg har købt noget mad til din hund. Bor du langt herfra?” spurgte Mads.
“Nej, derovre,” svarede hun og pegede på en lejlighedsblok over vejen.
“Jeg hjælper dig med at bære det hjem.”
Hendes øjne lyste op med det samme. Hun gik glad foran ham og nynnede en melodi, han genkendte.
“Hvad hedder du?” spurgte han.
“Freja,” sagde hun. “Og det her er min ven, Mikkel.” Hun pegede på hunden.
På vejen fortalte hun, at hun boede med sin mor og bedstemor. Hun havde fundet Mikkel på gaden og taget ham med hjem. Mads håbede stadig, at han tog fejl – måske havde Freja en mor, der elskede hende, men de havde bare ikke mange penge.
“Der bor jeg,” sagde Freja og pegede på et vindue i anden sal, hvor høj musik drønede ud. “Jeg går ikke derop endnu. Jeg leger lidt hernede. Giv mig maden, så spiser Mikkel og jeg sammen.”
“Er bedstemor hjemme?” spurgte Mads. Klokken var ved at være ti, og han vidste, et barn ikke burde være alene ude så sent.
“Jo, hun fik pension i dag. Hun og mor drikker på køkkenet,” sagde Freja med et trist udtryk.
Mads stod et øjeblik målløs. Det var mørkt, og der var ikke et menneske i sigte. Han ville ikke efterlade hende alene og bad hende gå hjem.
“Lås dig inde på dit værelse med Mikkel, spis, og gå i seng. Det er for sent at være ude. Det er farligt. Du vil da ikke have, at nogen stjæler din hund?”
Freja rystede på hovedet og holdt Mikkel tættere. Mads fulgte hende til døren og sikrede sig, hun kom sikkert ind. Så gik han selv hjem med en klump i halsen. Han havde troet, at tiderne var anderledes nu – at sociale myndigheder hjalp sådanne børn. Men åbenbart ikke…
Hjemme ventede hans kone, Louise, der var vred over hans forsinkelse. Middagsmaden var kold, og hun havde været bekymret. Louise var gravid i sjette måned, og humøret var ofte skiftende. Men da hun så hans ansigtsudtryk, spurgte hun, hvad der var galt.
Ved middagsbordet fortalte han om Freja og Mikkel, hendes eneste ven.
“Godt, du hjalp hende. Hun får da i hvert fald en ordentlig måltid mad i aften,” sagde Louise bedrøvet. “Men der er så mange forladte børn – vi kan ikke redde dem alle. Vi skal snart have vores egen søn at tænke på.”
Mads vidste, hun havde ret. Alligevel sov han ikke den nat. Han havde ikke regnet med, at den lille Freja ville røre ham så dybt.
En uge senere gik de hjem fra en aftentur. De besluttede at købe noget sødt til aftentDa de nærmede sig butikken, så de Freja stå grædende udenfor med tomme hænder – Mikkel var væk, og hendes verden var gået i stykker.
