Mellem sandheden og drømmen
Det føles som mange vintre siden, men jeg husker det tydeligt: Sigrid havde viklet sig ind i et uldent tæppe, mens stilheden bredte sig over lejligheden i den gamle bygård på Østerbro. Udenfor dansede snefnuggene sagte i det bløde lys fra gadelygterne og lagde sig i stille lag på vindueskarmen, som var det en stille vintervals for byen. Hun var lige kommet hjem fra prøvning af brudekjole det øjeblik hun havde ventet på med både uro og glæde. I hendes hænder klirrede en pose med tilbehør fine øreringe, en spinkel tiara, og andre småting, der hørte brudens dag til. Tankerne kredsede om festen, hun snart skulle holde; Sigrid kunne næsten allerede se sig selv i den hvide kjole, for sig føle gæsternes beundrende blikke, se lyset fange i smykkerne.
Den rolige stilhed blev pludselig brudt af ringeklokke, der skar gennem mørket. Sigrid for sammen, tæppets kanter knuget mellem hænderne. Klokken nærmede sig kvart i syv; hun kiggede på uret og tænkte undrende: Hvem mon kunne komme uanmeldt på denne aften? En budbringer, måske? Eller Solveig ovre fra nabolejligheden, manglede et eller andet i sidste øjeblik?
Hun gik tøvende ud i entréen, kiggede forsigtigt gennem dørens lille rude. En mand stod derude, høj men ansigtet skjult i vintermørket. Hun tøvede med at åbne.
” Hvem er det?” spurgte hun, med rolig stemme, så vidt det lod sig gøre.
” Det er mig, Viggo,” lød en velkendt, dæmpet stemme gennem døren. “Vi skal tale. Nu.”
Sigrid lod en kort pause falde. Hun havde ærligt talt ikke lyst til at tale med ham men hvad nu, hvis der var sket noget med Alma? Hun drejede låsen og åbnede døren på klem. Viggo stod på dørtrinnet, sneen dryppede allerede af hans skuldre og dannede mørke pletter på frakken. Hans ansigt var blegt, øjnene lyste af uro Sigrid kunne ikke helt kende ham igen. Ikke sådan.
“Kom ind,” sagde hun og trådte til side, mens hun prøvede at skjule sin uro. Hvad ellers kunne hun gøre smække døren i hovedet på ham? Det virkede absurd. “Du er helt gennemvåd.”
Viggo gik ind i stuen uden at tage støvlerne af, sne og sjap smeltede på parketgulvet. Hans blik vandrede rundt, blikket flakkede som var han et andet sted. Sigrid så på ham, knugen i brystet voksede. Hun fornemmede, at hvad end han havde at sige, ville være svært at høre.
“Sigrid,” begyndte han, mens han klamrede sig til sine vanter, “jeg kan ikke mere! Jeg elsker dig!”
Hun stivnede, ude af stand til at finde ord.
“Viggo, du” begyndte hun, men stemmen svigtede, og sætningen blev aldrig fuldendt.
Han gik hen imod hende, nærmest desperat, som om tavsheden kun ville gøre alt værre.
“Jeg ved godt, du skal giftes. Jeg ved det hele er skørt! Men jeg kan ikke holde det inde længere! Alt det her tid har jeg prøvet at glemme dig, men det lykkes ikke. Jeg burde have sagt noget før. Med Alma jeg begyndte at se hende kun på grund af dig! Så jeg kunne være tættere på dig, se dig oftere. Men jeg har aldrig elsket hende. Aldrig!”
Sigrid sank sammen, kulden sneg sig ind under huden. Så Viggo havde opsøgt hendes veninde kun for sin egen skyld? For at komme tættere på hende selv Stakkels Alma, som troede på kærligheden.
Hun slap tæppet hen over stolen, som om det kunne forankre hende i virkeligheden. Pludselig føltes rummet klaustrofobisk og luften tæt.
“Viggo,” prøvede hun at finde de rette ord, “du ved, hvad du siger? Jeg har en forlovet. Jeg elsker ham. Jeg skal giftes det hele er alvorligt. Vi planlægger bryllup og fremtid. Og Alma”
Han holdt hendes blik, smerten synlig i øjnene, men også en mærkelig lettelse.
“Jeg kan simpelthen ikke tie længere! Om lidt er du borte for mig for evigt! Og Alma hun betyder ingenting for mig! Hun var bare vejen til dig!”
I Sigrid spændtes alt op. Stemmen var pludselig ikke længere hendes egen.
“Du skal overhovedet ikke tale sådan”
“Det er sandheden!” Viggo talte stædigt videre. “Hele mit hjerte tilhører dig. Jeg håbede, du ville opdage det. Håbede, du engang ville se, hvor kærlig og generøs jeg kan være. Nu ved jeg det uden dig giver mit liv ingen mening.”
Han knælede, med rystende fingre fiskede han en lille ring op fra lommen; lyset fra lampen fik den til at glimte en ring med fin gravering og en lille sten.
“Kast ham fra dig! Vær med mig. Jeg sværger jeg vil gøre dig lykkelig.”
Sigrid tav. Hun huskede fragmenter: Viggo og Alma, Viggos blide blik, deres latter til en fest tankerne kredsede om, at al den glæde blot havde været spil for galleriet. Alt var en illusion. Den fortid, hun troede hun kendte, var splintret.
“Rejs dig,” sagde hun stille, næsten hviskende. “Bare rejs dig op, Viggo.”
Viggo kom langsomt på benene. I hans blik anedes hårdnakket håb.
“Du tror ikke på mig?” Der gik en sprække af sårbarhed gennem stemmen.
“Jeg tror dig,” sagde hun, roligt men fast. “Jeg tror på, at det du siger, er sandt. Men det ændrer ikke noget.”
Hun tog et skridt tilbage, skabte afstand. Sætningerne blev tunge, men hun måtte være ærlig.
“Du er min ven, Viggo. Men jeg elsker en anden. Jeg skal giftes med ham, fordi han er min sjæleven. Du betyder noget for mig men ikke sådan.”
Han holdt ringen ud mellem fingrene, så den næsten skinnede i lyset.
“Hvis jeg havde sagt det før, før du mødte ham?” spurgte han dæmpet.
Sigrid tænkte sig kort om, inden hun blidt svarede:
“Det ville have været det samme svar. Undskyld, Viggo. Men jeg har aldrig set dig som min kommende mand. Du er rar, men ikke den rette for mig.”
Han trådte nærmere, nærmest desperat.
“Hvorfor ikke? Du må da have set det? Jeg har set, hvordan du kigger”
Sigrid gled uvilkårligt nærmere døren. Hendes tanker kredsede om, hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom til sig selv måske kunne hun skubbe ham ned på sofaen og hurtigt slippe ud på trappen.
“Der er intet mellem os, Viggo,” svarede hun, så afbalanceret hun kunne. “Hvad du føler, handler ikke om mig, men om din egen forestilling. Det er ikke kærlighed det er besættelse. Du har tegnet et billede, hvor jeg er perfekt, og alle andre bruges. Lad os slutte den her samtale.”
Viggo knyttede næverne, ikke af aggression, men af afmagt.
“Du tager fejl,” sagde han intense, “jeg har aldrig følt sådan for nogen før. Det er ikke indbildning, jeg elsker dig!”
Sigrid bed sig i læben. Hun ville ikke gøre situationen værre med ophidset stemme, men hun kunne ikke længere tage hensyn til hans følelser, slet ikke når Alma var blevet en brik.
“Hvad så med Alma?” Hun så ham lige i øjnene, søgte efter blot et gran af skyld. “Forstår du, hvor meget ondt du har gjort hende? Du legede med hendes følelser, brugte hende og vil nu have, at jeg skal smide alt for dig?”
“Jeg ved, det er forkert,” mumlede Viggo og kiggede væk. “Men hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg alligevel have valgt sådan igen.”
“Man bygger ikke lykke på andres ulykke,” sagde Sigrid og kastede et blik på telefonen; den lå langt borte. “Og du kender mig næsten ikke engang. Du elsker en drøm ikke virkeligheden.”
Hun gav ham tid til at tænke, men fortsatte så:
“Du må tale med Alma. Hun har krav på sandheden. Du skylder hende en undskyldning.”
Viggo stod stille, hænderne rystede svagt, før han knyttede dem hårdt.
“Hvorfor? Jeg elsker dig, ikke hende. Hun irriterer mig bare! Det er dig. Kun dig.”
En bølge af medfølelse fór kort gennem Sigrid, men hun standsede den hurtigt. Medlidenhed var farlig hér og nu.
“Det bliver aldrig os. Ligesom det aldrig blev dig og Alma. Du forstår, jeg kommer ikke til at dække over dine løgne.”
Han så på hende et øjeblik, så længe, at hun næsten frøs.
“Jeg går nu. Men jeg giver ikke op! En dag vil du indse, det er os to.”
“Du skal ikke vente,” svarede Sigrid og rystede på hovedet. Hun syntes, hun hørte en trussel i hans stemme, men måske var det bare nervøsiteten. “Lev dit liv. Find den, du virkelig kan elske ikke et billede i fantasien. Gå nu.”
Langsomt gik Viggo mod døren, hvert skridt tungt af indre kamp. Han standsede, vendte sig en sidste gang.
“Tak for din ærlighed,” sagde han uden patos. “Men jeg siger ikke farvel.”
Han forsvandt ud, døren lukkede sagte, og Sigrid blev stående alene, spændingen i kroppen ebbede langsomt ud. Hun gik hen til vinduet. Udenfor lå det gamle København i sne, dæmpet af lygterne. Viggo trak skuldrene op, forsvandt om hjørnet, hænderne dybt begravet i lommen hvert skridt så tungt, som bar han alverdens sorg. Sigrid stirrede ud, mærkede uro. Hun kunne ikke lade alt stå til måske ville han gøre noget dumt. Eller forværre situationen for Alma.
Hun greb telefonen, fandt Almas nummer og trykkede kald op. Hjertet bankede hurtigt, stemmen lød nogenlunde rolig.
“Alma, det er mig. Vi skal tale. Det er vigtigt.”
Der var et svagt raslen i røret, som hvis nogen flyttede papir.
“Hvad sker der? Du lyder presset. Er alt okay?” lød Almas bekymrede stemme.
Sigrid trak vejret dybt. Hun skulle finde ordene, sige sandheden.
“Viggo var lige her… Han sagde, at han kun var sammen med dig for min skyld. Han indrømmede, at han aldrig elskede dig at du kun var en vej til mig.”
Stillhed. Sigrid forestillede sig Alma sidde i sin køkkenkrog, telefonen hårdt klemt.
“Så hvad betyder det? Sagde han virkelig det?”
“Jeg ønskede ikke at såre dig, men jeg kunne ikke lade dig leve i uvidenhed. Du er min bedste veninde. Han sagde, han elsker kun mig. Han ville have, at jeg gik min forlovede. Alma, han var ikke sig selv. Jeg var faktisk bange for ham.”
En pause igen. Så lød Almas stemme, lidt sammenbidt:
“Forstået. Hvad nu?”
“Jeg ved det ikke Han kommer sikkert til dig, men hvad han vil sige Er du alene hjemme? Jeg er bekymret for ham.”
Alma ventede, så sagde hun dæmpet:
“Det går nok. Tak, fordi du fortalte mig det.”
“Undskyld, at det skulle være sådan.”
“Bedre sandheden end en løgn.”
De sagde farvel, Sigrid lagde på. Lejligheden blev stille igen. Hun stillede sig ved vinduet, hvilede panden mod det kolde glas og så snefæstet vokse på gaden. Uanset hvad der ville ske nu, havde sandheden afsløret selv de gamle løgne.
Tankerne kredsede. Hvad følte Alma nu? Hvordan ville hun kunne leve med den sandhed? For Sigrid var det dog klart: En bitter sandhed er bedre end en sød løgn, der før eller siden alligevel brister…
*************
Alma sad stadig i sit køkken. Sigrids ord rungede som genklange mellem minderne.
Hun så tilbage på alle de aftener, hun havde delt med Viggo, de små gestusser, hverdagsøjeblikke, latter og ømhed. Alt det, hun havde troet på alt det, der nu viste sig at være spil, et billede uden indhold.
Hun greb om sin tekop, teen for længst blevet kold. Køkkenet var stille, kun urets sagte tikken mindede om, at tiden alligevel gik videre.
Hvad skulle hun gøre? Ringe til Viggo? Vente? Lige nu havde hun kun brug for tid til at forstå og acceptere.
Døren blev ringet på; teen skvulpede lidt, da hun rejste sig og gik ud. Viggo stod udenfor stadig mærket af sneen, hans ansigt blegt, øjnene røde og trætte.
“Alma,” begyndte han.
“Det har Sigrid allerede fortalt mig,” afbrød hun ham. “Der er ikke mere, du kan sige.”
Viggo stoppede op, sank sammen.
“Så hun nåede det før mig. Jeg ville så gerne sige det selv først forklare alt.”
Alma lagde armene over kors.
“Hvorfor gik du direkte til Sigrid? For at ydmyge mig igen? For at høre det fra dig endnu engang?”
“Nej,” sagde han, tog forsigtigt et skridt frem, men hun trådte automatisk tilbage. “Jeg ville undskylde. For løgnen, for at bruge dig.”
Han lod ordene falde, ægte, uden undskyldninger.
“Jeg ved, det hjælper ikke. Jeg har gjort dig ondt, og jeg fortjener ikke tilgivelse. Men jeg kunne ikke bare lade det passere.”
Alma betragtede ham, måbende. Hvad hun følte? Vrede, foragt mest af alt foragt, for den han havde været.
“Du kunne have sagt det for længe siden,” sagde hun stille. “Men så gik du til Sigrid, tiggende. Hvordan tænker du, at det skulle hele noget?”
Viggo trak en lille æske op af lommen. Hænderne rystede. “Tag den, slå det ud af hovedet på mig.”
Hun så på ringen. Enkel og smuk smedet i guld, en lille diamant. Men tanken om, at den var tiltænkt Sigrid, var næsten for meget.
“Behold den,” sagde hun koldt. “Jeg vil ikke have noget fra dig.”
Viggo stak æsken tilbage i lommen, sagde dæmpet: “Jeg vil bare starte forfra uden løgne.”
Alma rystede på hovedet.
“Det kan du ikke. Kærlighed uden tillid, uden sandhed, er ingenting. Jeg tror ikke længere på dig. Jeg har brug for tid og fred. Lad mig være.”
Han stod forpjusket tilbage, nikkede og lukkede døren stille bag sig. “Undskyld,” mumlede han. “For det hele.”
Før han nåede helt ud, lød en ny ringetone. Alexander Sigrids forlovede stod på dørtrinnet. Høj, målrettet, med mørkt hår og kølig mine, som kom han for at løse det, der aldrig var blevet afsluttet.
“Kan jeg komme ind?” spurgte han nøgternt.
Hun nikkede. Viggo blegnede, trak sig lidt væk, næsten undskyldende.
“Jeg kender sandheden,” sagde Alexander og så direkte på Viggo. “Du har ødelagt mere, end du aner.”
Viggo skulle til at forklare sig, men Alexander afbrød ham:
“Du skal ikke sige mere. Sigrid har fortalt alt. Og nogle gange lærer folk kun af klare grænser.”
Han gik tættere på, Viggo trådte baglæns, forstod alvoren. Alma blev fanget midt i det hele og vidste ikke, om hun skulle bryde ind.
“Alexander, lad nu være…” prøvede hun, men han gav hende ikke ørenlyd.
“Du har fået din straf,” sagde han koldt, og med et præcist slag røg Viggo mod væggen, blodet randt fra hans mund. “Er det forstået? Holder du dig væk fra Sigrid og Alma.”
Viggo rettede sig, hviskede et ja og gik, knuget og bleg, uden et ord mere.
Alexander vendte sig mod Alma stadig fast, men blikket var blødnet.
“Undskyld. Jeg ved, det ikke løser alt men nogen gange er man nødt til at sætte foden ned.”
Alma nikkede, let rystet, men også mærkeligt lettet.
“Der skulle måske et slag til,” sagde hun lavt. “Tak, fordi du passede på mig på Sigrid.”
“Du er stærk,” svarede Alexander. “Det her klarer du.”
Han forlod lejligheden, Alma gik tilbage til sofaen. Hun sad et øjeblik, tankerne tomme.
“Nu er det slut,” tænkte hun. Smerten var stadig der, men også lettelsen for nu begyndte noget nyt.
***************
Samtidig vandrede Viggo ad de sneklædte gader, upåvirket af kulde. Smerten i ansigtet var ingenting mod det tomrum, der havde åbnet sig indeni ham. Han havde tabt både Alma og Sigrid, mistet det, der betød mest, fordi han havde narret sig selv og andre. Hans egne drømme var bare skygger i sneen.
Næste dag mødte han op på arbejde med blå mærker. Ingen spurgte. Efter en uge søgte han transfer til Aarhus og tog afsked med København. Hver gade, hver café, alt mindede ham om, hvad han havde ødelagt.
Før han rejste, afleverede han ringen tilbage i guldsmedeforretningen på Gammel Kongevej, uden forklaring. Pengene satte han ind på Almas konto: “Undskyld. De tilhører dig.”
Den morgen han rejste, ventede han på taxien. Sneen dalede tungt ned, og byen gemte sig i et hvidt tæppe. Han kiggede op, trak vejret dybt. “Alt er min egen skyld,” sagde han til sig selv. Så satte han sig i bilen livets næste kapitel var uforudsigeligt, men det skulle leves på egne ben.
Imens sad Alma i en lille café med Sigrid og Alexander. Tre kopper varm kakao stod på bordet, dampen snoede sig op i det vinterkolde lokale.
Stemningen var rolig og uddybende. De talte om fremtiden: Sigrids bryllup, Alexanders planer, og Almas håb, alle tre mærket af fortiden men med blikket rettet frem.
“Ved I hvad,” sagde Alma efter en lang tavshed, mens hun så snefnuggene udenfor, “jeg er ikke vred længere. Det er bare sørgeligt, at det skulle gå sådan.”
Sigrid lagde hånden på hendes skulder, blidt og varmt:
“Du har intet at fortryde. Du fortjener sand kærlighed ikke løgne.”
Alma nikkede. Det var sandt.
“Jeg finder det, der er ægte,” sagde hun stille, uden prætentiøsitet; bare ro og selvtillid.
Snefnuggene dansede udenfor og skjulte sporene efter det gamle. Inde på caféen var der lunt og trygt og tre hjerter begyndte igen at tro, at livet går videre, og at der altid venter noget bedre på den anden side af sandheden.
