Mellem sandheden og drømmen
Sofie havde pakket sig godt ind i et lunt, uldent tæppe og nød roen i sin lejlighed på Frederiksberg. Udenfor dansede snefnuggene stille i vintermørket og lagde sig på vindueskarmen som et eventyrligt drys. Hun var lige kommet hjem fra prøvningen af sin brudekjole noget, hun havde drømt om i flere måneder, og som havde sat sit lille piblende spor af sommerfugle i maven. Accessoriesposen øreringe, en fin, let diadem og små detaljer til dagen knugede hun stadig i hånden. Tankerne kredsede om brylluppet, om kjolens falden, om lyset i krystallerne, om de blikke hun drømte om at møde på selve dagen.
Lige dér, hvor alles kunne falde på plads, blev stilheden sprængt af en pludselig ringelyd på døren. Sofie fór sammen, greb automatisk lidt hårdere om tæppet. Klokken var kun ti minutter i syv. Hvem ringer på så sent? Var det mon et bud, der havde glemt noget, eller måske naboen fra overboen med endnu en småbørnsnød?
Hun gik hen til døren og kiggede ud gennem dørspionen. Der stod en høj mand hun kunne ikke se ansigtet. Hun tøvede og stillede sig ikke til at åbne bare sådan uden videre.
Hvem er det? spurgte hun, mens hun forsøgte at lyde helt afslappet og rolig.
Det er mig, Magnus, lød det dæmpet gennem døren; stemmen var velkendt, men der var noget insisterende over den. Vi er nødt til at snakke. Nu.
Sofie tøvede. Det var ikke fordi hun ligefrem havde lyst til at sidde og sludre med Magnus… Men tænk, hvis nu der var noget galt med Mathilde? Hun åbnede forsigtigt døren på klem. Magnus stod foran hende. Sneen smeltede på hans skuldre og efterlod mørke pletter på frakken, hans ansigt var gustent og øjnene flakkede, som havde han ikke sovet i dagevis. Sofie blev nervøs. Det gik pludselig op for hende, at det måske ikke var helt ufarligt at have lukket ham ind.
Kom indenfor sagde hun, rykkede et skridt tilbage og forsøgte at skjule sin uro. Hvad skal man ellers sige? Klappe døren i hovedet på ham? Du er drivvåd.
Magnus trampede ind, uden at tænke over at tage skoene af. Sne og sjap lavede straks grå spor henover det ellers lyse trægulv. Han virkede ligeglad med det hele, stirrede bare ud i luften, som om han var et helt andet sted. Sofie betragtede ham, mærkede hvordan hendes urolighed bredte sig op gennem brystet. Hun havde på fornemmelsen, at det her ville blive en samtale, hun ikke havde set komme og slet ikke ønsket.
Sofie, sagde han endelig, mens han gned handskerne mellem hænderne. Jeg kan ikke mere. Jeg elsker dig.
Hun stivnede. Hørte hun rigtigt?
Magnus, du… begyndte hun, men stemmen slap op. Sætningen hang tavst mellem dem.
Han gik et skridt nærmere, som om han frygtede, at hun ville forsvinde, hvis han ikke sagde det nu.
Jeg ved, du skal giftes. Det er vanvittigt, jeg ved det! Men jeg kan ikke gå rundt og lade som ingenting længere. Hele vinteren har jeg forsøgt at glemme dig, men det kan jeg ikke. Jeg burde have fortalt dig det for længst. Med Mathilde… jeg begyndte kun at se hende, fordi jeg ville komme tættere på dig. Se dig oftere. Men jeg har aldrig elsket hende. Aldrig!
Noget koldt ramte Sofie indvendig. Hvad? Hadde han kun været sammen med Mathilde, hendes veninde, for at komme tættere på hende selv? Mathilde var jo helt oppe at køre over ham…
Hun slap tæppet ned over lænestøtten, nærmest for at holde fast i virkeligheden. Rummet blev pludselig for lille og luften tyk som uforløst sne.
Magnus, hun forsøgte at finde ordene. Du ved godt, hvad du siger, ikke? Jeg skal giftes. Jeg elsker min forlovede. Vi bygger en fremtid sammen. Og Mathilde fortjener…
Han nikkede, men så ud som om han var lettet over at have fået det ud. En tung byrde, der endelig var lagt fra.
Jeg ved det. Men jeg kan ikke holde kæft mere. Om to uger er du fuldstændig udenfor min rækkevidde. han tog en dyb indånding Jeg ved det ikke er fair. Men hvis jeg ikke sagde det nu, ville jeg fortryde det resten af livet. Mathilde betyder ingenting for mig. Hun er bare… ingenting!
Sofie snappede efter vejret og følte, hun så sig selv udefra, som om stemmen ikke længere var hendes.
Hvordan kan du sige sådan noget? Hvordan tør du?
Det er sandheden! Magnus så på hende med et blik, hun aldrig havde mødt før. Mathilde var bare min undskyldning. Jeg håbede du en dag ville se, hvor meget jeg holder af dig. Hvor god jeg er for dig. Men uden dig… hvad har jeg så?
Han gik ned på knæ, rodede en lille ring op fra frakkens inderlomme. Glansen fra lampen spillede i den enkle form et diskret mønster, en lille sten.
Glem ham. Drop din forlovede. Vær sammen med mig. Jeg lover jeg vil gøre dig lykkelig!
Sofie stod tavs. I tankerne susede billeder forbi Magnus og Mathilde grinende til en fest, de to der gik hånd i hånd, hendes venindes lykkelige blik, som om hun havde fundet drømmefyren. Og nu løgn det hele? Alt, hun havde troet på, blev blæst op igen. Stumper over det hele, hun kunne ikke få dem til at hænge sammen.
Rejs dig, sagde hun ganske stille. Rejs dig op.
Magnus rejste sig langsomt, og håbet i øjnene slukkedes langsomt.
Du tror ikke på mig? spurgte han med en stemme, der nu afslørede sårbarheden.
Jeg tror dig, sagde hun. Men det ændrer ingenting. Du er min ven. Jeg elsker en anden. Jeg skal giftes og har valgt, hvem jeg vil dele mit liv med.
Han klemte ringen i hånden, så på hende:
Hvad hvis jeg havde sagt det før, før ham?
Sofie tænkte sig om og rystede let på hovedet.
Svaret ville stadig være nej. Du er sød nok, men aldrig min type.
Magnus gik tættere på, hans kropssprog stædigt, næsten desperat.
Hvorfor? Jeg kan se, hvordan du kigger på mig… Vi har noget sammen.
Sofie trak sig tættere på døren. Helt ærligt hans blik nu havde bare en kant, som fik hende til at overveje, hvad hun ville gøre, hvis han ikke gav sig. Hvis hun bare skubbede til ham, ville han sikkert falde bagover i sofaen, og så kunne hun styrte ud i opgangen…
Der er ikke noget mellem os, Magnus, hun talte roligt, håbede hun. Det, du mærker, er ikke kærlighed, men en illusion, du selv har bygget op.
Magnus knyttede hænderne. Ikke af vrede, men af fortvivlelse.
Du tager fejl! Jeg har aldrig følt sådan for nogen før. Jeg elsker dig. Det er ikke indbildning!
Sofie bed sig i læben, holdt stemningen rolig. Man ved aldrig, hvad folk gør, hvis man hidser dem op.
Men hvad med Mathilde? Tænker du ikke på, hvor ondt, det gør hende? Du har brugt hende nu kommer du og forventer jeg springer på hende, bare fordi du siger, du elsker mig?
Det ved jeg, sagde han, blikket rettet mod gulvet. Men hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det samme. Jeg ville stadig vælge dig.
Man bygger ikke lykke på andres smerte, hviskede Sofie, skævede mod sin mobil på bordet. Og du kender mig jo ikke engang rigtigt. Du er forelsket i drømmen, ikke i mig.
Hun ventede lidt, og fortsatte:
Du bliver nødt til at fortælle Mathilde sandheden. Hun har fortjent det.
Magnus stod stille, knoerne hvide.
Hvorfor skulle jeg? Hun betyder intet for mig… det er kun dig jeg vil have.
Det ramte Sofie alligevel, så hun mærkede stor medfølelse men hun nægtede at give efter. Viser hun for meget omsorg, ville han tolke det som håb…
Der er ikke noget at håbe på, sagde hun, hverken her eller med hende. Du ved godt, jeg siger det til hende, ikke?
Magnus ansigt stivnede.
Jeg smutter. Men jeg giver ikke op. Jeg venter til du forstår, at vi to hører sammen.
Lad nu være, sagde Sofie stille, ikke længere helt tryg ved situationen Tag videre. Lev dit liv. Find en, du virkelig kan elske. Og gå nu, tak.
Han gik sløvt mod døren, kampen tydelig i kroppen. Før han trådte ud, så han tilbage.
Tak for ærligheden, sagde han stille. Men det er ikke et farvel.
Og så gik han, og lukkede døren sagte efter sig. Sofie stod længe og stirrede på døren efter ham, mærkede langsomt spændingen sive ud af kroppen. Hun gik hen til vinduet, så sneen lægge sig fredeligt på gaden. Magnus skikkelse forsvandt i mørket, og Sofie blev overvældet af uro. Hvad hvis han nu gik til Mathilde og løj, eller gjorde noget skørt?
Hun fandt Mathildes nummer i mobilen og trykkede ring op. Hjertet bankede lidt for hurtigt, men stemmen var rolig, næsten praktisk:
Hej, Mathilde. Vi skal lige snakke sammen. Det er vigtigt.
Der lød papirrusten i røret, og Mathildes stemme var anspændt:
Hvad er der? Du lyder mærkelig. Er du okay?
Sofie trak vejret dybt, forsøgte at holde det nøgternt, men hun rystede alligevel.
Magnus var lige forbi… han indrømmede, at han kun begyndte med dig for at komme tættere på mig. Han sagde, han aldrig har elsket dig og du bare var et springbræt.
Mathilde sagde ikke noget i lang tid. Sofie kunne næsten føle, hvordan hun forsøgte at samle tankerne igen. Da der endelig kom lyd i røret, var det med sprød stemme:
Hvad betyder det? Er det rigtigt?
Jeg vil ikke gøre dig mere ked af det end nødvendigt, men du er min bedste veninde. Han sagde, han kun vil have mig. At jeg skal forlade min forlovede. Mathilde, han var helt væk! Jeg var faktisk bange for ham…
Der blev stille igen, så lo hun lavt skuffet, måske lettet.
Okay… Hvad nu?
Jeg ved det ikke, sagde Sofie ærligt. Men pas på dig selv. Han kan finde på at dukke op hos dig. Er du alene derhjemme?
Mathilde tøvede.
Bare rolig… men tak fordi du fortalte mig det.
Undskyld, at du skal opleve det sådan, svarede Sofie sagte.
Bedre at vide sandheden end at leve i løgn, lød det, nu lidt stærkere, fra Mathilde.
De lagde på, og Sofie gik endnu en gang hen til vinduet, lagde panden mod det kolde glas og betragtede sneen. Et sted derude prøvede to mennesker at finde hoved og hale i virkeligheden, mens hun bare kunne håbe, tingene ville falde på plads engang.
Tankerne kom og gik. Hun tænkte på Mathilde, på hvad hun mon følte, på hvor hårdt det måtte være at skulle bygge alting op fra bunden. Én ting vidste Sofie dog: sandheden var altid at foretrække selv om den gjorde ondt.
*******************
Mathilde sad stadig i køkkenet. Sofies ord rungede gennem hovedet; de blandede sig med minder, rodede tankerne rundt, skyllede ind og ud i bølger.
Hun huskede, hvordan Magnus inviterede på første date. Han var så charmerende, åbnede døren, grinede, alt virkede let og ægte. Hun tænkte på hvordan han holdt hende i hånden, sagde jeg elsker dig, kiggede hende i øjnene. Var det aldrig sandt?
Hånden om tekoppen var kold. Hun havde ikke drukket en slurk, siden Sofie ringede. Tiden stod stille udover klikket fra væguret, der mindede hende om, at det hele alligevel gik videre.
Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Ringe til Magnus? Vente? Få Sofie til at komme over? Ingen mulighed virkede helt rigtig. Hun havde brug for tid. For bare at forstå.
Netop som hun skulle hælde ny te op, ringede det på døren. Hun så ud af kighullet og der stod Magnus. Hun stivnede, usikker på, om hun overhovedet skulle lukke op.
Da hun åbnede, stod han der i sin mørke frakke, sneen var smeltet til store mørke plamager, hans hud næsten bleg som sne. I blikket ulmede rastløshed.
Mathilde, begyndte han straks. Jeg må fortælle dig alt. Jeg… men hun afbrød ham:
Sofie har allerede fortalt mig det, hun forsøgte at lyde stærk. Så du kan droppe dit lille show.
Magnus så ud, som om han lige havde tabt pusten. Hånden rakte febrilsk ud, men faldt straks slapt ned igen.
Så hun nåede det før mig… sagde han lavt. Jeg ville gerne selv have forklaret det.
Mathilde lagde armene over kors. Hun kæmpede mod tårene, men vreden slog alligevel igennem.
Hvorfor kom du? For at gentage ydmygelsen? For at jeg igen skal høre, jeg kun var din bagdør til en anden kvinde?
Nej, han trådte et skridt frem, og hun gik et tilbage. Jeg kom for at sige undskyld. For løgnen, fordi jeg brugte dig.
Han forsøgte at finde de rigtige ord, men ordene føltes hulere og hulere.
Jeg ved godt, det ikke hjælper. Jeg ville bare sige, at jeg er ked af det.
Mathilde så på ham, forsøgte at forstå, om hun følte vrede, sorg, foragt. Mest af alt følte hun sig tom.
Du kunne bare have sagt sandheden, sagde hun stille. Men du valgte at løbe hen til Sofie og trygle hende… og så kommer du nu?
Jeg ved det, svarede han, nærmest opgivende. Jeg indså bare, det her var min eneste chance. Jeg tænkte ikke.
Han tog et lille etui frem ringen til Sofie og rakte den mod Mathilde.
Tag den. Som et tegn på, at jeg fortryder, mumlede han.
Hun så kort på ringen: enkel, guldbelagt og med et lille glimtende stykke, som hun straks vidste, ikke var til hende. Måske endnu en hån?
Behold den, sagde hun køligt. Jeg har ikke brug for noget fra dig.
Magnus lukkede æsken og stoppede den i lommen.
Mathilde, undskyld, han var tæt på at bryde sammen. Jeg vil gøre det godt igen.
Hun rystede på hovedet ikke vredt, ikke sørgmodigt, bare som én, der havde indset, at det var for sent.
Det kan du ikke. Jeg tror ikke mere på dig eller dine ord. Alt er ligegyldigt nu.
Mathilde vendte sig væk, tog en dyb indånding og tilføjede lavmælt:
Mig og dig det er forbi.
Magnus tøvede, gik mod døren men med et sidste blik, som om han havde noget usagt, men han lod det ligge. I det samme ringede det på døren igen.
Denne gang stod Kasper Sofies forlovede i døren. Høj, slank, mørkehåret og med et alvorligt og beslutsomt blik.
Må jeg komme ind? spurgte han helt roligt.
Mathilde lod ham komme ind, og mærkede straks, hvordan Magnus sank endnu mere sammen.
Jeg ved, hvad du har gang i og hvordan du har behandlet dem begge, sagde Kasper direkte til Magnus.
Magnus forsøgte at sige noget, men Kasper løftede hånden:
Hold op. Sofie har fortalt mig alt. Du har ødelagt for meget. Nogle ting siger man ikke sig ud af.
Kasper gik direkte hen mod Magnus, og han bakkede instinktivt ind mod væggen.
Kasper, lad nu være prøvede Mathilde roligt, men Kasper stoppede hende.
Det her handler ikke om dig, Mathilde. Nu får han, hvad han fortjener.
Magnus stod som frosset, mærkede først nu alvoren i hvad han havde gjort. Kaspers blik var koldt og urokkeligt.
Prøv at forstå, fremstammede Magnus, jeg har allerede bedt om undskyldning…
Tror du, alt er glemt fordi du siger undskyld? sagde Kasper tørt. Du har splittet og løjet for to mennesker, og du vil bare have medlidenhed?
Han gik helt tæt på, og da Magnus gjorde mine til at sige noget, kom slaget hurtigt. Magnus sank sammen, holdt hånden for munden, hvor blodet drev mellem fingrene.
Det er kun begyndelsen, sagde Kasper roligt. Ser jeg dig nær Sofie eller Mathilde igen, bliver det værre. Forstået?
Magnus sagde intet, kæmpede sig op, fjernede blodet og kastede et blik på Mathilde, der nu stod sammenbidt og rolig.
Han gik mod døren, tøvede, mødte Kaspers kolde blik og forsvandt så ud af lejligheden i natten.
Nu kom Kasper hen til Mathilde. Ansigtet blev lidt blødere.
Sorry, men nogle gange forstår folk kun handling.
Mathilde så på ham, stadig overrumplet, men ikke vred.
Du skulle måske have… nej, det var sikkert på sin plads, sagde hun og trak på smilebåndet.
Kasper smilede skævt.
Jeg ved hvad du føler. Snydt. Såret. Men du kommer videre du er stærk.
Mathilde nikkede, mærkede lidt mere ro indeni. Hun havde styrken i sig hun havde bare glemt det midt i stormen.
Tak for at passe på os, sagde hun, og tak fordi du tog dig af det.
Kasper nikkede.
Sofie er vildt bekymret for dig. Hun ville selv være kommet, men jeg overtog.
Hun er verdens bedste veninde, smilede Mathilde. Heldige dig.
Roen sænkede sig. Udenfor dalede sneen som i et gammelt, dansk juleeventyr, og Mathilde mærkede mærkeligt nok lidt fred indeni. Der var stadig en del at ordne men nu havde hun i det mindste forstået, at hun ikke stod alene.
Kasper sagde farvel og gik. Mathilde lukkede stille døren, satte sig tungt i sofaen.
Det er slut, tænkte hun. Men smerten føltes nu mere som opstarten på noget nyt ikke et nederlag, men et vendepunkt, hvor hun igen kunne lære at stole på sig selv og drømme videre.
*********************
Imens trampede Magnus formålsløst gennem sneen på Vesterbro, ligeglad med kulden. Læben dunkede fra slaget, men det var ingenting mod tomheden indeni. Han vidste, han havde mistet alt. Mathilde for evigt, Sofie allerede før kampen blev givet op. Han havde selv ødelagt det hele.
Næste dag mødte Magnus på arbejde med forslået ansigt. Kollegaer undgik ham og snakkede lavmælt bag ryggen. Det prallede af på ham. Ingen her skulle alligevel have forklaringer.
Efter en uge søgte han om overflytning til Aalborg. Chefen løftede øjenbrynene, men skrev under. Magnus var færdig her hver gade mindede ham om sit nederlag.
Kort inden han skulle rejse, gik han ind i guldsmeden og returnerede ringen. Han tog ikke engang imod forklaringer, ville bare have det ud af verden. Pengene overførte han til Mathilde med én kort besked: Undskyld. De tilhører dig.
På afrejsedagen stod Magnus foran opgangen, mens sneen skjulte alle spor. Han kastede et sidste blik på facaden, indåndede vinterens kolde luft og sagde stille for sig selv:
Jeg ødelagde det hele.
Taxaen kom. Han kiggede ikke tilbage før han sad bag ruden og kørte mod stationen. Snefnuggene dansede forbi, og forude lå en ukendt vej.
I mellemtiden havde Mathilde mødtes med Sofie og Kasper på café på Østerbro. Foran dem dampede tre kopper varm chokolade, og snakken gik lavmælt, nærmest fortroligt. De talte om fremtiden, om bryllupsplaner, om at turde tro på, at alt nok skulle løse sig på den ene eller den anden måde. Kasper var der, lyttede, bakkede op.
Jeg er ikke vred mere, sagde Mathilde og kiggede ud på sneen. Bare ærgerlig over det hele gik som det gik.
Sofie klappede hende på skulderen, varmt og med et smil.
Du skylder ingen noget. Du har fortjent lykke ikke flere løgne og spil.
Mathilde nikkede. Hun troede på det nu ikke bare fordi nogen sagde det, men fordi hun mærkede det.
Ja, svarede hun stille, og jeg skal nok finde den.
Det var ikke en tom kliché, men en rolig erkendelse af, at livet gik videre og det vigtigste var at tro på det.
Udenfor dalede sneen stadig over København, og i cafeens varme kunne man næsten tro, at det hvide tæppe åbnede for nye begyndelser og slette gamle spor. De sad der, tre venner, lidt klogere, lidt stærkere og med blikket fast rettet fremad.
