Meget afhænger af skæbnen
Ofte skaber mennesker selv deres egen ulykke, men til sidst forstår de, at tilgivelse og kærlighed er vejen frem. Så falder tingene på plads, og livet bliver lettere. Liva havde hverken brødre eller søstre. Som enebarn følte hun sig til tider ensom.
Men da Liva giftede sig med Mads og fandt ud af, at de ventede tvillinger, var hun så lykkelig, hun ikke kunne holde sig.
“Mine børn vil aldrig føle sig alene. De vil altid have hinanden,” tænkte hun ofte, og det varmede hendes hjerte.
Snart fandt de ud af, at de ventede to døtre. Mads havde håbet på en søn, men han glemte hurtigt den drøm. Fie og Mille fyldte hans hjerte helt ud. Begge piger var smukke og lignede hinanden fuldstændigt. Mads undrede sig over, hvordan Liva kunne skelne dem ud fra de mindste detaljer, som han slet ikke kunne se. For ham var det en ren pine:
“Liva, hvordan kan du vide, hvem af dem jeg lige har fodret? Hvem er sulten?” Hun lo blot og rakte ham den datter, der stadig var sulten.
“Hvordan kan du overhovedet skelne dem? Det er umuligt! Jeg bliver altid forvirret hvem er Fie, og hvem er Mille?”
Men én ting var sikker: hans kærlighed til dem. De voksede, og Liva, som hele dagen var alene med pigerne, blev mere og mere udmattet. Hun kunne knap vente, til Mads kom hjem om aftenen og tog lidt af byrden. Hun drømte om en pause, bare et øjebliks hvile. Hun var helt udkørt.
“Jeg er så træt af alt,” sagde hun en dag til ham. “Jeg kan ikke engang tage et minut for mig selv. De klatrer op over alt, og jeg skal hele tiden holde øje med dem. Kunne du ikke tage noget ferie?”
“Liva, du ved godt, at jeg ikke kan tage fri lige nu. Der er så meget arbejde, og jeg er den eneste, der tjener pengene. Hvem skal ellers sørge for os? Jeg ved, du er træt, men jeg gør mit bedste.”
Mads hjalp faktisk, når han kom hjem. Han tog pigerne med ud at gå, så Liva kunne slappe af, og hvis vejret var for dårligt, legede han med dem indenfor.
En dag kom han hjem fra arbejde, åbnede døren og hørte straks pigerne græde højt. Han skyndte sig ind i stuen og fandt Liva sovende på sofaen hun var fuld. Han vækkede hende hurtigt, men hun var beruset.
Han fik hurtigt trøstet pigerne, gav dem mad, og besluttede at tale med Liva senere. Da han havde lagt Fie og Mille, satte han sig ned med hende.
“Liva, hvad sker der? Hvorfor drikker du? Pigerne græd, og du hørte det ikke engang.”
“Du forstår det ikke. Jeg er også et menneske. Jeg har brug for at slappe af. Prøv du at løbe fra komfuret til børnene hele dagen. Jeg drak bare lidt hvordan skulle jeg vide, at jeg ville falde i søvn efter et par mundfulde vin?”
“Jeg tror på dig, Liva, men det her er ikke vejen frem. Vin fører aldrig til noget godt. Og pigerne skal passes hvad hvis de kom til skade?”
Mads troede på hende. Hun var virkelig udmattet, og han måtte hjælpe hende mere. Han håbede, det ikke ville ske igen, men han tog fejl. Snart fandt han hende tit beruset, mens børnene græd. Liva insisterede på, at hun havde brug for en pause.
“Jeg har to døtre! Du aner ikke, hvor hårdt det er. Jeg er helt færdig. Du er væk hele dagen jeg har brug for at slappe af.”
Ingen rationelle samtaler hjalp. Liva drak mere og mere og nægtede at lytte til Mads. Hun ville bare have fred. Mads følte sig magtesløs. Da pigerne var fire år gamle, søgte han om skilsmisse i håb om at få dem begge ikke en mor, der drak.
Men dommeren besluttede anderledes. Den ene datter blev tildelt moderen, den anden faderen. Det var en tragedie for ham. Pigerne græd, da de blev adskilt. Men han havde intet valg. Mads tog Mille med til sine forældre i en anden by. Liva beholdt Fie.
Hun hjernevaskede Fie mod faren:
“Tak din far det er hans skyld, du ikke kan være sammen med din søster,” sagde hun til den grædende Fie.
I sin hjemby fik Mads arbejde og boede med Mille hos sine forældre, der hjalp til. Han kunne gå på arbejde med ro i sindet, for han vidste, Mille var i gode hænder. Men hans hjerte blødte for Fie, som han savnede dybt.
Mille knyttede sig hurtigt til bedsteforældrene, der elskede hende højt. I starten spurgte hun ofte efter Fie, men med tiden glemte hun. Kærligheden fra bedsteforældrene fyldte hende fuldstændig, og et nyt, lykkeligt liv overskyggede minderene.
Fies liv var helt anderledes faktisk ret elendigt. Hun følte sig forladt og uværdig. Hendes mor drak, og hendes venner var konstant i lejligheden. Nogle behandlede Fie dårligt, skubbede til hende eller råbte uden grund.
Fie tilbragte mere og mere tid udenfor, sad på en bænk langt fra morens venner og kom kun hjem om aftenen. Hun så misundeligt på de andre børn i parken, der blev passede af deres forældre. I skolen så hun pigerne i flotte tøj, mens hun gik i slidte ting. Hun tænkte ofte på sin far og søster.
En dag, da hun var i fjerde klasse, sagde hun til sin mor:
“Mor, jeg vil bo hos far og Mille. Jeg savner dem så meget.”
Moren, halvfuld, stirrede på hende:
“Så du husker din far nu? Han forlod os for en anden kvinde. Han lovede Mille alt muligt, og hun troede på ham. Nu sidder hun der og fortryder, men det er for sent.”
Fie forestillede sig sin søster grædende og ensom, med en ond stedmor ved sin side. Faren, en forræder, havde svigtet dem. Hun begyndte at hade ham og tænkte ikke mere på ham.
Årene gik. Mille var nu 18 og studerede. Hun boede sammen med sin far og stedmor, men Solvej var mere end en stedmor Mille kaldte hende altid “mor”. Solvej var god og rolig og elskede Mille som sin egen. Hun havde ingen børn og gav Mille alt. Mads og Solvej startede deres egen virksomhed, byggede et hus uden for byen og levede lykkeligt.
Fie derimod, som 17-årig, datede en meget ældre mand, skiftede gang på gang, indtil hun som 18-årig blev gravid. Manden gav hende lidt penge, men bad hende om at få en abort og
