Bekendtgørelsen om sønnens død kom med forsinkelse. Som de sjældne nyheder, han sommetider sendte til sine forældre. Da Niels og Birgitte ankom, var deres søn allerede begravet ved siden af sin kone, Lene, som han omkom sammen med i en bilulykke.
– Vil I tage pigen med? – Lenes omfangsrige tante, der havde bragt den sørgelige nyhed, hev en lille hvidhåret pige frem fra bag sin ryg.
– Jeg kan ikke bruge hende til noget. Jeg har allerede et helt kuld unger. Havde hun så bare været i familie med os… men næh. Lene fik hende et eller andet sted. En armenier ville aldrig gifte sig med hende, men din søn endte med at gøre det! Tanten stirrede ventende på parret. Birgitte stod med sammenpressede læber. Pigen skilte sig virkelig ud med sit hvide hår, tynde fletning, hvide øjenbryn og vipper, gennemsigtigt bleg hud og overraskende klare blå øjne.
“Albino! – tænkte Birgitte med modvilje. – Hvad tænkte min søn på, da han giftede sig med den pige?” Hun ville lige til at sige til den tykke armenier, at de heller ikke skulle have pigen, da Niels, som havde været tavs indtil nu, sagde med en fast stemme:
– Selvfølgelig tager vi hende med! Hvorfor lade barnet fare rundt i børnehjem? Vi er ikke fattige – vi kan opdrage hende lige så godt som andre! – og med et strengt blik på Birgitte tog han pigen i hånden og førte hende til bilen.
Konen, efter et kort farvel, fulgte efter.
– Hvad hedder du så, lille snehvide? – spurgte Niels blidt pigen.
– Anemone, – hendes stemme klang som en klokke.
– Jeg hedder Niels, men du kan kalde mig bedstefar. Og det her er min kone, Birgitte – Niels kiggede spørgende på sin hustru, men hun pressede blot læberne sammen igen.
Med tiden vænnede Birgitte sig til det nye familiemedlem i huset, men hun formåede aldrig at holde af Anemone. Hun mærkede Birkittes afvisning, så Anemone holdt sig på afstand, selvom hun uden klage udførte alt husarbejde Birgitte beordrede hende til. Niels derimod elskede pigen og forsøgte at bruge hvert ledigt øjeblik sammen med hende. Om sommeren tog han hende med i skoven og på fisketure, om vinteren byggede de en kælkebakke sammen og gjorde gården snerydning klar. Ikke en dag gik uden, at Niels bragte sin lille snehvide en lille gave. Pigen gengældte hans kærlighed: mødte ham når han kom hjem fra arbejde, hjalp ham med at tage de tunge støvler af, masserede de trætte skuldre efter en lang arbejdsdag og hun var altid klar til at gøre alt for sin bedstefar. Ulykken ramte, som det ofte sker, uventet. En uforsigtig arbejder tabte en bjælke over Niels under aflæsning. Aldrig syg af noget blev manden nu indlagt. Birgitte og Anemone veg ikke fra hans seng. Det uventede tab bragte dem tættere. Få dage senere gik Niels bort.
Birgitte gik rundt som en skygge, ubevidst om verden. Anemones tilstedeværelse blev igen en irritation. Pigen mærkede dette og prøvede at holde sig ude af Birgittes synsfelt. Først havde Birgitte tænkt at sende pigen på et børnehjem, men hun indså i tide, at hun ville blive skør alene i huset, og ombestemte sig. At have en levende sjæl, selv en uønsket en, var bedre end ensomhed. Så gik der to måneder. Vinteren kom. Nytårsfejringen fløj forbi, og Birgitte tog knap nok notits af den. Hun havde ikke pyntet træet eller købt gaver til Anemone. Ej heller bagt de sædvanlige kager, som hun plejede at gøre, når Niels var der. Selv tv’en stod tavs nytårsnatten. Birgitte forventede måske, at pigen ville spørge om noget, men Anemone gik tavst til ro. På helligtrekonger besluttede Birgitte sig for at gå i kirke efter helligt vand. Udenfor bed kulden selv i benene, på trods af de varme støvler.
“Hvorfor gik jeg ud i denne kulde? – skældte Birgitte sig selv ud. – Jeg kunne have sendt Anemone! Ungene kan bedre klare det!” Eftertænksomt opdagede hun ikke den isglatte stribe på stien og faldt med et brag i snedriverne. Faldet var blødt, men bitterligt koldt. Vandet fra dunken spildtes over hende.
– Hvilken forbandelse er dette? – råbte hun i desperation. Vådt og koldt gik hun hjem. Hun råbte af Anemone og gik ind i sit værelse for at skifte tøj. Om natten steg hendes feber, og om morgenen havde hun en så voldsom hoste, at det nær kvalte hende. Med tæpper trukket om sig prøvede hun at kalde på Anemone, men stemmen gav kun hæse utydelige lyde fra sig. Fortvivlet sank Birgitte tilbage i puder. Pigen ville ikke hjælpe, huskede Birgitte hendes modvilje. Hun kunne høre Anemone rundt i huset. Så smækkede hoveddøren, og alt blev stille.
“Hun er løbet ud! – tænkte Birgitte. – Hun er ligeglad med mig. Som jeg har været med hende hele denne tid!”
Døren smækkede igen. Snart hørte Birgitte brændeovne hvisle og tepotten pifte. Døren til hendes værelse åbnede sig, og Anemone trådte ind med en kop i hånden.
– Birgitte, jeg har lavet urtete til dig. Drik lidt. Jeg løber efter sygeplejersken! – Med koppen på natbordet gik hun derefter ud og rettede puder under Birgitte.
Birgitte tog en dyb slurk. Varmen spredte sig i kroppen. Snart åbnede døren igen med Anemone og sygeplejersken ved hendes side.
– Hvor klodset kan du være, Birgitte? – sygeplejersken rystede på hovedet.
– Jeg skriver noget medicin til dig. Anemone, tag pengene fra natbordet og hente det i apoteket.
De følgende dage huskede Birgitte kun svagt. Anemone kom med bitter medicin, skiftede fugtige klude på hendes pande, hjalp hende skifte tøj. Birgitte hørte lejlighedsvis fremmede stemmer og kolde metalinstrumenter på sit bryst.
Birgitte vågnede til skarpt sollys. Hun følte sig så let i kroppen, at hun havde lyst til at springe rundt som et barn. Stilheden i huset var kun brudt af brændeovnen. Ved siden af natbordet stod en kop kold te og en skål med en klud. Birgittes blik faldt på Anemone, der sad sovende med hovedet på hendes knæ. Forsigtigt for ikke at vække pigen, gik Birgitte ud i køkkenet. Hun begyndte hurtigt at ælte dej og bagte pandekager.
– Birgitte! Hvorfor er du oppe? – Anemone lød bekymret i køkkenet.
– Fordi jeg føler mig helt rask og vil takke dig for at have passet på mig!
– Men…
– Ingen men! Sæt dig og lad os drikke te! – sagde Birgitte muntert og satte en tallerken med gyldne pandekager på bordet.
Anemone adlød og satte sig. – Undskyld mig, Anemone! For alt, undskyld! Jeg var en gammel tosse! Havde ikke opdaget hvilken skat, jeg havde lige ved siden af mig!
– Åh, Birgitte, – smilede pigen.
– Hvis jeg kan, vil du så kalde mig bedstemor? – sagde Birgitte og lagde sin hånd over pigens. – Men hvis ikke, vil jeg ikke blive fornærmet. – Hvordan kan du tvivle? Bedstemor! Uden at kunne holde tårerne tilbage, krammede pigen og kvinden hinanden.
__________________________________________________
– Bedstemor! Skal vi ikke også plante nogle auberginer? Jeg har aldrig smagt dem! – Anemone pegede på en pakke med lilla frugt.
– Selvfølgelig, min lille husholderske! – Birgitte smilede og lagde armen om pigen, mens hun talte til ekspedienten.
– Vi skal også have en pose af de her frø!
– Hun er virkelig en lille husholderske! – smilede ekspedienten bredt. – En glæde for bedstemor!
– Hun er både glæde og lykke! – svarede Birgitte og tog posen. – Lad os gå, Anemone! Vi skal også købe noget nyt til foråret…
