*10. oktober 2023*
Jeg har følt mig konstant træt de sidste par dage. Der er så meget, der skal ordnes, men jeg har lyst til bare at sætte mig og ikke bevæge mig. Eller endnu bedre – lægge mig ned og blive liggende. Jeg kan ikke engang klare at kigge på mad. Så jeg tog en graviditetstest, og den bekræftede min mistanke.
To år siden jeg kom tilbage fra barsel, og jeg har knap nok haft tid til at hvile fra bleer og babytøj, og nu dette igen… Jeg blev helt nede i mit sind. Magnus er lige blevet fem, og Sofie er startet i anden klasse. De har brug for min omsorg og opmærksomhed, men nu skal jeg bruge al min tid på en ny baby. Vil de forstå det? Mon de bliver jaloux på en lille bror eller søster?
“Selvfølgelig er et barn en gave fra Gud. Hvis du får en kanin, får du også en græsmark,” sagde jeg til mig selv. Men tiderne er så usikre. Selv om… hvornår var de nogensinde lette? Kvinder fødte børn selv under krig. Hvad skal jeg sige på arbejdet? At jeg snart skal på barsel igen, og bagefter vil jeg tage sygedage ofte?
Hvilket arbejde? Med tre børn? Familien bliver større, men vi skal leve på én løn – Christians. Jeg grublede og grublede og havde ikke lyst til at “glæde” ham med nyheden endnu. Der var stadig tid til at tænke over det.
For ikke så længe siden spurgte min chef, om nogen på holdet planlagde barsel eller opsigelse. Det er forståeligt, når teamet hovedsageligt består af kvinder. Jeg forsikrede ham som alle de andre, at jeg havde den perfekte familie – en dreng og en pige – og at barsel ikke var på tale. Og så dette.
“Hvorfor tænker jeg kun på arbejdet? Familie og børn er det vigtigste, arbejdet kan vente…” Tiden gik, men jeg var stadig splittet. Jeg vejede for og imod uden at nå til nogen beslutning.
“Er du syg? Du ser så bleg ud, og du sidder bare og dagdrømmer. Jeg har spurgt dig tre gange, hvad vi skal give Magnus og Sofie i fødselsdagsgaver, men du hører mig slet ikke. Er der sket noget?” spurgte Christian en aften efter middagen.
Og så fortalte jeg ham alt. Han tav et øjeblik og spurgte så:
“Hvad gør vi?”
Han sagde ikke: *Hvad gør du?* Men *Hvad gør vi?* Det var rigtigt – det var en fælles beslutning. Sådan en ting elsker jeg ham for. Han efterlod mig ikke alene med min tvivl. Jeg følte mig næsten flov over at have prøvet at løse det alene. En tung byrde lettede fra mine skuldre. Jeg delte alle mine bekymringer med ham.
“Vi klarer os fint med to, så en tredje bliver også til at holde ud,” svarede han med sikker stemme.
“Men jeg går på barsel. Vi skal leve på din løn. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan vende tilbage til arbejdet – eller om jeg overhovedet gør. Selvom der er børnepenge…” begyndte jeg igen, tvivlrådden.
“Det skal nok gå. Jeg kan tage ekstra arbejde. Eller… vil du have en abort?” spurgte han direkte.
“Jeg ved det ikke,” tilstod jeg ærligt. “Du vil arbejde hele tiden, og jeg skal løbe hovedet mod væggen hjemme med børnene. Så flyver hele livet forbi… Jeg ved det ikke,” gentog jeg.
“Med to eller tre børn flyver tiden lige hurtigt. Okay, har vi tid til at tænke over det?”
“Ja, lidt er der.”
“Lad os ikke skynde os. Vi vender tilbage til samtalen senere. Men jeg tror allerede, du har taget en beslutning. Eller tager jeg fejl?”
“Hvordan skal vi få plads til alle i vores to-værelses?” Jeg så mig omkring i den trange lejlighed, vi havde arvet efter Christians bedstemor.
“Jeg taler med mine forældre. Jeg foreslår, at vi bytter lejlighed med dem. De har tre værelser, og de er kun to. De sagde ja, da vi ventede Sofie.”
Jeg så tvivlende på ham, men sagde ingenting. Som forventet gik min svigermor i baglås.
“Din kone er med vilje blevet gravid for at få en større lejlighed. Hun trækker dig ved næsen, og du gør alt, hvad hun vil,” sagde hun skarpt.
“Mor, det var min idé at bytte lejlighed. Lærke har intet med det at gøre,” forsvarede Christian mig.
“Så det er dig, min søn, der vil berøve os en god alderdom? Jeg er skuffet. Vi er vant til at bo her. Jeg er ikke sikker på, at flytning er en god idé, især ikke i vores alder. Men I tænker kun på jer selv. Vi betyder ikke noget.” Hun rullede med øjnene og greb sig til hjertet.
“Mor, nu overdriver du. Jeg spurgte bare. Hvis det er et nej, så er det et nej. Vi finder på noget andet.”
“De finder på noget… Måske burde Lærke få en abort? I har to børn. Mere end rigeligt i disse tider. Det ville være bedst for alle.”
“Jeg forstår, mor.”
Da Christian kom hjem fra sine forældre med et bedrøvet ansigt, behøvede jeg ikke spørge. Vi undgik at tale om det efterfølgende. Nogle dage accepterede jeg tanken om endnu et barn, andre gange følte jeg angst ved tanken om bleer, søvnløse nætter og at splitte mig mellem børnene og en million opgaver…
Fristen for abort nærmede sig, men jeg kunne stadig ikke træffe en endelig beslutning. En nat drømte jeg om en femårig pige, der løb gennem lejligheden. Hun hoppede glad og sang, mens hun holdt en lille kurv – ligesom Rødhættes. “Hvad har du der?” spurgte jeg. Pigen kiggede ned i kurven og så op på mig med øjne fyldt af sorg. Jeg kiggede også – kurven var tom.
Først følte jeg glæde ved at vide, det blev en pige. Men hvorfor var kurven tom? Drømmen forfulgte mig som en dårlig samvittighed.
“Har du taget en beslutning?” spurgte Christian en aften.
“Ja… Nej.” Og jeg fortalte ham om drømmen.
“Det er bare en drøm. Det betyder, det bliver en pige – din hjælper.”
*”Han er så god,”* tænkte jeg. *”Jeg skal nok føde. Med Christian er jeg tryg. Jeg burde være glad for, at han ikke presser mig til abort, men jeg tøver stadig.”* Jeg klemte mig ind til ham.
Endnu en ting påvirkede min beslutning. Vi var til fødselsdag hos venner. Livet var perfekt, og huset strålede af velstand. Værten, Matilde, var så smuk, at hun kunne være filmstjerne. Men én ting manglede – børn. Da Magnus og Sofie løb og larmede, bad Matilde mig om ikke at skælde dem ud.
“Lad dem løbeMen da jeg en sen eftermiddag gik hjem fra arbejde, blev jeg pludselig ramt af en tanke så klar, at den fik mig til at stoppe op midt på fortovet – måske var den tomme kurv ikke et tegn på tab, men en invitation til at fylde den med nye drømmer, og jeg vidste i det øjeblik, at uanset hvad fremtiden bragte, ville vi finde en vej sammen.
