Med bankende hjerte bankede hun på døren. Kun stilhed svarede tilbage.
Med sit hjerte i halsen bankede Freja på døren. Da ingen lyd kom, tog hun forsigtigt nøglen opd af tasken og låsede døren op Gud, hvor længe var det siden, hun sidst var her? Alt så ud som før, intet havde ændret sig i det hus, der engang var så kærligt og hjemligt men nu føltes alt koldt og fremmed.
Næsten et år var gået siden striden med Mads. De havde skændtes før. Freja plejede at tage deres lille datter, Sol, i hænderne og med tårer i øjnene gå hjem til sin mor. Ofte kom Mads allerede næste dag for at blive forstående igen. Livet vendte tilbage til normalen, og fred bragte ny variation til deres forhold. Men sidst var alt anderledes
Hun skubbede minderne væk og gik beslutsomt hen til skabet for at finde de nødvendige papirer. Dokumenterne var uforstyrret, nøje lagt i en mappe af hende selv. I to måneder havde en ung mand, der længe havde været forelsket i Freja, ivrigt forfulgt hende. Der var ikke sket noget imellem dem, men for en uge siden havde han officielt friet til hende.
Hele den uge havde Freja ikke kunnet sove. Noget trykkede på hendes bryst, og hun kunne ikke træffe en beslutning. Først syntes det, som om konflikten med Mads ville løse sig. Han ville banke på døren, som han plejede, se hende dybt i øjnene og sige: *Hvor har jeg savnet dig!*
Men dagene gik, månederne skred frem, og intet ændrede sig. Hun så Mads sjældent, han blev koldere og fjernere, og en kløft voksede mellem dem. Han kom kun for at hente Sol, tog hendes hånd i tavshed og gik med hende hjem til sig selv. Senere bragte han hende tilbage uden et ord. Sol larmede glad med de skinnelige gaver fra far pralede med en ny kjole eller sko foran spejlet. Og Freja begyndte at huske, hvordan Mads øjne plejede at lyse, når han gav hende gaver. Men nu han så ikke engang på hende, det blev akavet at være sammen, og hun skyndte sig væk til sit værelse. Hendes mor, som aldrig rigtig havde brydet sig om Mads, sagde ofte: *Hvad Gud giver, er det bedste.* Lidt efter lidt begyndte Freja at tro på det.
Hun trak vejret dybt, så sig om i stuen et sidste gang og vaklede, da hun så Mads sove på sofaen. Måske efter en lang arbejdsvagt. Først ville hun bare gå, men noget fik hende til at blive. Hvert kendt træk i hans ansigt, nu grå og med skægstubbe, mørke ringe under øjnene Freja satte sig langsomt ved siden af ham. Hvad vidste hun egentlig om denne mand, hun havde levet sammen med i så mange år? Hvilke tanker gemte sig bag den rynkede pand? Pludselig dukkede et glemt billede op i hendes sind: unge Mads ansigt, med rene drenges øjne og et sv
