Du, jeg har lige tænkt lidt over det hele, og jeg må bare dele det med dig det føles som sådan en dansk version af de der klassiske kærlighedsfortællinger. Forestil dig Mads Jensen, som for nyligt blev skilt fra sin kone, og nu sidder tilbage med en bittersød følelse i maven. Ved du, den slags mænd, der burde lade de spændende forhold forblive passionerede eventyr men han valgte at gøre sin elskerinde til sin hustru.
Nå, gør dig klar for at høre det her. Mads kom hjem efter arbejde, parkerede sin gamle Volvo på Sankt Annæ Plads, og så snart han trådte ind i opgangen til sin lejlighed på Østerbro, forsvandt hans opløftede humør. Alt var så forudsigeligt: tøflerne stod klar, duften af karrysild og friskbagt rugbrød i køkkenet, og vaserne med tulipaner var selvfølgelig fyldte. Ingenting rørte ham; hans kone, Berit, var jo hjemme hvad skulle en ældre kvinde ellers lave hele dagen? Hun strikkede sokker, bagte boller og lavede varm mad. Sokkerne var egentlig lidt en overdrivelse, men du ved, hvad jeg mener.
Berit kom ud fra køkkenet med sit sædvanlige venlige smil, iført sit strikkede joggingtøj og et tørklæde om håret hun har altid sat pris på at være ordentlig, det kommer nok fra hendes tid som kok på Skovshoved Kro. Hendes øjne var let markerde, og læberne med lipgloss, hvilket Mads nu syntes var så lidt tja, upassende for en kvinde i hendes alder. Han kunne ikke lade være med at kommentere:
Den make-up, Berit! Den hører altså ikke hjemme på dig nu.
Hun frøs kort, men svarede ikke. Hun gjorde heller ikke bordet klart, hvilket måske var bedst han kunne sagtens hælde sig selv te op og smage på bollerne under viskestykket.
Efter badet og maden begyndte han at slappe af i sit grønne frotté-badekåbe, og satte sig i sin yndlingslænestol med avisen, som om han læste. Han blev ved med at tænke på den nye kollega, som sagde:
Du er en charmerende mand, og ret interessant.
Mads er 56 og leder af juraafdelingen i en af de store danske firmaer. Under sig har han tre kvinder over fyrre, og så en ung jurastuderende. Hans tidligere kollega var taget på barsel, og ind kom så den unge kvinde Nicoline, hed hun.
Første gang han så hende var i dag. Da hun kom ind i hans kontor, gjorde duften af hendes parfume og hendes friske energi, at han straks følte sig ti år yngre. Lysende blå øjne, lyst hår, og den der selvsikre måde, hun talte på. Han kunne ikke tro på, hun var 30 hun lignede mere en 25-årig.
Skilt, mor til en søn på otte. Ikke at han forstod hvorfor, men han tænkte bare, “Fint!”
Han forsøgte charmerende at sige, at han var en gammel chef, men Nicoline slog det væk med et fascineret blik og de ord, hun sagde, kunne han ikke glemme.
Berit havde tilgivet hans små dumheder og kom med aftenens kamillete. Mads rynkede panden, men drak med tilfredshed. Han kom til at tænke på, hvad Nicoline mon lavede netop nu, og mærkede den dér følelse jalousi som han næsten havde glemt.
***
Nicoline stoppede i Irma på vejen hjem. Ost, grovbrød, koldskål til sig selv. Hjemme var stemningen lidt fladere end normalt, og hun krammede hurtigt sin søn, Gustav, som kom løbende ud i gangen.
Faren lavede projekter på altanen, og moren var i gang med madlavning. Hun lagde varerne i køleskabet og sagde, at hun havde hovedpine og ikke måtte forstyrres. Sandheden var dog, at hun følte sig ensom.
Siden hun blev skilt fra Gustavs far for nogle år siden, havde hun forgæves prøvet at blive hovedpersonen i en mands liv. De, der var værd at satse på, var gift og ville kun have en affære.
Den sidste havde hun nærmest delt hverdag med han var vildt forelsket, lejede endda en lejlighed til hende (mest for sin egen skyld), men da forholdet blev seriøst, mente han, de ikke bare skulle slå op, men at hun også burde sige jobbet op. Han fandt endda et nyt sted til hende. Nu boede hun igen med sine forældre og sin søn. Moren havde ondt af hende, faren insisterede på, at mindst en forælder skulle tage sig af Gustav.
Berit havde efterhånden set, at Mads gennemgik en midtvejskrise. Han havde alt, men savnede noget. Hun prøvede at gøre hverdagen hyggelig, lavede hans yndlingsmad, holdt sig pæn, og lod ham være i fred, selvom hun savnede lange snakke.
Hun prøvede at engagere ham i deres barnebarn og kolonihaven, men han virkede bare passiv.
Måske derfor gik det hurtigt med Mads og Nicoline. To uger efter hun startede, inviterede han hende til frokost, og kørte hende hjem bagefter. De slap hinandens hånd, hun så på ham med rødmende kinder.
Jeg vil ikke skilles fra dig nu. Skal vi tage ud til mit sommerhus? sagde Mads. Nicoline nikkede, og de kørte afsted.
Om fredagen sluttede Mads tidligt. Først sent om aftenen fik Berit en SMS: “Vi må snakke i morgen.”
Mads havde måske ikke tænkt over, hvor rammende den besked var. Berit forstod godt, at man ikke kan være vildt forelsket efter 32 års ægteskab.
Men han var hendes liv, og tanken om at miste ham var som at skulle miste sig selv. Lige meget hvor sur han var, skulle han blive i den stol, spise i hendes selskab, være tæt på.
Berit brugte hele natten på at finde ordene, der kunne stoppe hendes liv fra at falde fra hinanden. Hun fandt det gamle bryllupsalbum de var så unge og smukke! Måske ville det minde ham om, at der var noget, der ikke bare kunne smides ud.
Men han kom først hjem søndag, og hun kunne mærke, at alt var forbi. Han var en forandret mand; han havde fundet sin energi ingen skam, ingen fortrydelse.
Fra nu af var hun fri. Han ville selv aflevere skilsmissepapirerne. Deres søn med familie skulle flytte ind hos Berit. Alt korrekt og juridisk den gamle lejlighed i Valby var jo arvet af Mads.
Søn og svigerdatter fik en toværelses, og Berit fik nyt liv med sit barnebarn. Bilen beholdt han, sommerhuset skulle han stadig bruge til afslapning.
Berit følte sig elendig og utjekket, men kunne ikke holde tårerne tilbage, selvom hun forsøgte at skjule dem. Hun bad ham om at tænke sig om, huske fortiden, overveje helbredet sit eget… Men dét blev han rasende over:
Lad være med at trække mig ind i din alderdom!
Det ville være naivt at sige, at Nicoline elskede Mads. Hun sagde ja til ægteskabet på deres første nat i sommerhuset, mere af tryghed end kærlighed, og tanken om at kunne sige farvel til sit gamle liv frydede hende.
Hun gad ikke længere leve med sine forældres regler. Hun ønskede stabilitet og det kunne Mads give. Han var faktisk ikke et ringe valg, tænkte hun.
Selvom han nærmede sig de tres, så han stadig frisk og ungdommelig ud. Han var chef for sit område, intelligent og venlig. Han elskede at snakke, og i sengen var han sød og opmærksom. Hun behøvede ikke længere bekymre sig om penge, fremtid eller om at få en lejlighed. Det hele kørte næsten. Kun hans alder vakte tvivl.
Et år senere begyndte Nicolines tvivl at vokse. Hun følte sig stadig ung, ønskede mere ud af livet ikke kun en tur i teateret om året. Hun hungrede efter fester og oplevelser, ville tage Gustav med i Tivoli, og elskede strandture med venner. Hun organiserede alt og nød hverdagen også med sin søn.
Men Mads lagde sig mere og mere fast. Han knoklede og havde stadig styr på jobbet, men hjemme var han bare træt, søgte ro og rutiner, og kunne ikke holde til de mange mennesker, den unge familie, strandture eller vildt med venner mere.
Elskov var aldrig et problem, men han ville ofte bare sove bagefter klokken ni, bevares.
Og hans sarte mave tålte ikke stegte frikadeller, pølser, eller butikssalater Berit havde nok forkælet ham. Han kunne savne hendes dampede retter. Nicoline lavede maden efter Gustavs smag, og forstod ikke klagerne over svinekoteletter.
Hun syntes, at han som voksen kunne holde styr på sine piller selv.
Hun begyndte at leve mere og mere sit eget liv: tog Gustav med til aktiviteter, delte oplevelser med veninder. Sjovt hans alder fik hende til at være ekstra ivrig efter at leve livet nu.
De arbejdede ikke længere sammen firmaets direktør syntes, det var upassende, så Nicoline kom til en notar. Hun var lettet, for hun havde ikke lyst til at være under Mads’ opsyn hele dagen.
Respekt var nok det dybeste hun følte. Var det nok til et lykkeligt ægteskab?
Snart rundede Mads de 60, og hun ville arrangere en stor fest, men han reserverede bare et bord på Den Lille Havfrue den slags steder han altid havde været. Han virkede lidt mat, men måske naturligt i hans alder. Nicoline tog det roligt.
Kollegaerne fejrede ham, gamle venner fra Berits tid blev ikke inviteret det føltes akavet. Familien boede langt væk, og han følte ikke han blev forstået, nu hvor han havde giftet sig med en ung kvinde.
Hans egen søn ville intet have med ham at gøre. Men er det ikke Mads ret at leve sit eget liv? Han havde bare troet, det ville føles anderledes.
Det første år med Nicoline var som smør på et varmt stykke rugbrød. Han nød at være omkring hende, opmuntrede hendes små indkøb (hun var heldigvis ikke sløv med kroner), hendes veninder og fitnessvaner.
Han kunne godt klare en Snapsting eller en koncert, og på den bølge overgav han både lejlighed og senere sommerhus til hendes og hendes families navne.
Bag hans ryg fik Nicoline Berit til at afgive hendes halvdel af sommerhuset truede med at sælge til en eller anden fra Amager. Med penge fra Mads, blev huset hendes, for der var jo skov og sø tæt ved. Godt for Gustav.
Hele sommeren boede hendes forældre og søn på landet. Det passede fint, Mads var aldrig meget for Gustavs liv og larm. Han havde giftet sig af kærlighed, ikke for at opdrage en andens barn, især ikke en vild dreng.
Berits familie solgte den gamle lejlighed og flyttede hver til sit; sønnen til en mindre lejlighed, Berit i en lille studielejlighed. Hvordan de levede det interesserede ikke længere Mads.
Og så kom dagen, da han fyldte 60 år. En masse mennesker, gode ønsker om helbred og lykke, men han følte sig ikke rigtig til stede. Skuffelsen havde sneget sig ind år efter år.
Han elskede da sin unge kone, men han hang ikke med længere, og kunne ikke styre hende. Hun smilede, levede sit eget liv, gjorde aldrig noget, han kunne bebrejde dét irriterede ham.
Hvis bare han kunne give Nicoline lidt af Berits sjæl at hun kom med kamillete, lagde et tæppe over ham, sad sammen med ham om aftenen og lyttede til hans lange tanker. Men Nicoline blev træt af hans snak, og han mærkede, hun kedede sig i sengen. Han blev nervøs, og det hjalp ingenting.
Han holdt sin fortrydelse for sig selv; havde han fortravlet sig med skilsmissen? Kloge mænd burde gøre elskeren til en uforglemmelig begivenhed, ikke til en kone!
Nicoline tager nok mindst ti år mere som fræk rød hoppe. Men selv efter fyrre vil hun være meget yngre end ham og det gab vil kun vokse. Hvis han er heldig, får han en hurtig død. Ellers…
Tankerne dunkede hurtigt i tindingerne, hjertet bankede, mens han så ud over rummet. Nicoline dansede, smuk, strålende. Det var trods alt dejligt at vågne op med hende ved sin side, tænkte han.
Han listede ud af restauranten, han ville bare trække vejret. Men kollegaerne fulgte efter, og Mads, lidt forpint, kørte straks væk i en taxi, bad chaufføren bare køre han skulle senere nok finde ud af, hvorhen.
Han ville bare hen, hvor han selv betød noget, hvor folk ventede på ham, hvor hans tid blev værdsat, og han kunne slappe af, uden at føle sig gammel eller svag.
På et impulsivt øjeblik ringede han til sin søn og bad om adressen på sin ekskone. Sønnen svarede lidt køligt, men blødte op, da han hørte det var farens fødselsdag. Søn sagde, at der kunne være besøg hos moren, ingen ny mand bare en ven.
Mor siger, de gik i folkeskole sammen. Navnet er sjovt Bulbæk?
Bulbæk, rettede Mads, og mærkede et stik af jalousi. Dengang var han helt tosset med hende. Hun havde mange beundrere, smuk og fri. Hun var ved at gifte sig med Bulbæk, men Mads stjal hende Alt føltes så nærværende, som om det var i går.
Sønnen spurgte:
Hvorfor skal du derhen, far?
Mads rystede lidt, han savnede dem allesammen. Han svarede ærligt:
Det ved jeg ikke, min dreng.
Adressen blev givet. Taxachaufføren stoppede, og Mads gik hen til døren han ville ikke tale med Berit foran andre. Klokken var næsten ni, men han vidste, hun elskede at være sent oppe.
Han ringede på men en anden mand stemme svarede. Han sagde, Berit var optaget.
Er hun ok?! Er hun rask? spurgte Mads nervøst. Manden bad om navn.
Jeg er hendes mand! Du er vel Bulbæk? råbte Mads, lettere frustreret.
“Manden” rettede ham, og sagde, at han ikke længere havde ret til at forstyrre Berit. Han behøvede ikke at forklare at hun var i bad.
Gammel kærlighed ruster aldrig, eller hvad? spurgte Mads med sarkasme, klar til diskussion. Men Bulbæk svarede roligt:
Nej, den bliver sølvgrå.
Døren blev aldrig åbnet.
