Mads skjulte et nag i sit bryst over, at han havde handlet for hurtigt. Kloge mænd gør elskerinder til en fest, og han gjorde hende til en hustru.
Hans lette humør forsvandt, som sukker i regn, da han, efter at have parkeret sin Volvo i den grå skumring, trådte ind i opgangen. Hjemme ventede den sædvanlige forudsigelighed: tøflerne linet op lige inden for døren, duft af hakkebøffer med løg, alt skinnende rent, friske tulipaner i en vase på bordet.
Intet ved det rørte ham: hustruen hjemme, hvad skal en moden kvinde ellers gøre med sine dage? Hun bager kringle, strikker strømper, hans bemærkning om strømper var selvfølgelig overdrevet, men pointen stod fast.
Marianne kom ham i møde med et smil, som hun plejede.
Er du træt? Jeg har bagt kager med spidskål og æbler, præcis som du holder af
Hun tav, da hans blik blev tungt og mørkt. Hun stod i sine bukser, den gamle tunika, håret pakket ind i et tørklæde hun lavede altid mad sådan.
En gammel vane fra hendes tid som kok. Øjnene lidt opmalede, glans på læberne endnu en vane, som nu virkede alt for prangende på Mads. Han tænkte: hvilken mærkelig vane, at male sin alder.
Han sagde groft, uden at ville det:
Makeup i din alder giver ingen mening! Det klæder dig ikke.
Mariannes læber sitrede, hun sagde intet, men gik heller ikke hen og dækkede op til ham. Det var egentlig godt nok. Kagerne stod under viskestykke, teen var brygget han kunne selv.
Efter akselvarmen fra bad og aftensmad begyndte en smule venlighed og dagens minder at vende tilbage til Mads. Indhyllet i sin bløde, grønne badekåbe satte han sig i stolen, som næsten længtes efter hans krop, og lod som om han læste. Han mindes, hvad den nye juramedarbejder havde sagt:
Du er en ganske attraktiv herre, og meget interessant.
Mads var 56 og chef for retsafdelingen i et stort dansk firma. Under ham en nyuddannet jurist og tre kvinder i fyrrerne. En var på barsel. Hendes plads blev overtaget af Astrid.
Mads havde ikke haft mulighed for at hilse personligt før, da han var på forretningsrejse, men nu så han hende for første gang.
Han inviterede hende ind på kontoret. Med hende kom duften af let parfume, og en følelse af forår og ungdom. Det fine ansigt med lyse krøller, trygge blå øjne, fyldige læber, et lille modermærke på kinden. Kunne hun virkelig være 30? Mads ville have gættet 25.
Skilt, mor til en otteårig dreng. Hvorfor han tænkte, Fint nok, ved han egentlig ikke.
Han flirtede lidt under samtalen, præsenterede sig som hendes gamle chef. Astrid slog med sine lange vipper og sagde noget, der rørte ham og nu var en del af hans aften.
Hans hustru, som var kommet sig over fornærmelsen, dukkede op ved hans stol med kamillete, som hun altid gjorde. Han rynkede brynet: Altid på de forkerte tidspunkter.
Alligevel drak han teen med vis tilfredshed. Pludselig spekulerede han: Hvad laver Astrid lige nu, sådan en ung, køn kvinde? Hjertet blev stukket af en glemt følelse jalousi.
****
Astrid besøgte Meny på vej hjem. Ost, rugbrød, en liter kærnemælk til aftensmad. Da hun kom hjem, var hun hverken glad eller sur bare neutral. Uden smil. Hun krammede sin søn Vilhelm mere mekanisk end kærligt, da han kom løbende.
Far arbejdede i sit værksted på altanen, mor ordnede aftensmad. Astrid lagde varerne og sagde straks, at hovedet gjorde ondt, hun ville helst ikke røres. I virkeligheden var hun bare trist.
Efter hun skiltes fra Vilhelms far for år tilbage, har hun spejlet sig i et tomt håb om engang at blive nogens hovedperson den betydningsfulde kvinde.
Alle de værdige var gift og jagtede kun uforpligtende eventyr.
Den sidste var kollega. Han virkede forblændet af hende. To lidenskabelige år. Han lejede endda en lejlighed til hende (mest for sin egen skyld). Da eventyret smuldrede, sagde han, ikke bare at de skulle skilles men at hun også skulle sige op!
Han havde endda fundet et andet job til hende. Nu boede Astrid igen med sine forældre og søn. Moren sørgede over hendes vegne, faderen mente at barnet skulle vokse op med moderen og ikke kun bedstefar og bedstemor.
Marianne, Mads kone, havde længe fornemmet, at han gik igennem noget aldersmæssigt. Alt var til stede, undtagen det vigtigste. Hun frygtede, hvad der kunne blive vigtigst for ham. Hun forsøgte at gøre sit bedst. Lavede hans livretter, var velsoigneret, undgik dybe samtaler, selv om hun savnede dem.
Hun forsøgte at engagere ham i barnebarnet, sommerhuset. Men Mads kedede sig og blev mere og mere mut.
Måske derfor gik romanen med Astrid i gang så hurtigt. To uger efter hun begyndte, inviterede han hende ud til frokost og kørte hende hjem fra arbejde.
Han rørte ved hendes hånd, hun vendte sig til ham med et rødt ansigt.
Jeg vil ikke hjem. Skal vi ikke køre i sommerhus? sagde han hæst. Hun nikkede, bilen startede med et ryk.
Fredage gik han tidligt fra arbejde, men først kl. 21 fik Marianne en sms: Vi taler i morgen.
Mads vidste ikke engang selv, hvor spot on beskeden i virkeligheden var. Marianne forstod: man kan ikke brænde med flammer efter 32 års ægteskab.
Men han var så nær hende, at miste ham føltes som at miste sig selv. Ligegyldigt hvor meget han brummede, sad i sit yndlingsstol, spiste, levede og hun åndede ved siden af.
Rastløst ledte hun natten igennem efter ord, der kunne forhindre at livet især hendes gik i opløsning.
Fortvivlet fandt hun bryllupsalbummet frem. De unge på billederne, alt var foran dem. Hvor smuk hun var! Mange drømte om hende dengang. Måske ville Mads genkende brudstykkerne af deres lykke og indse, at ikke alt kan smides ud.
Men han kom først hjem søndag. Og hun vidste med det samme: det var slut. En anden Mads stod foran hende. Fyldt med adrenalin, ingen skam, ingen forlegenhed.
Hun frygtede forandringerne, han higede efter dem. Hans stemme forlangte, ikke bad.
Nu var Marianne fri. Han ansøgte om skilsmisse, sagde han. Søn med familie skulle flytte ind hos Marianne. Alt efter reglerne. Den toværelses, hvor sønnen boede, tilhørte ham arvet fra en onkel.
Flytningen til treværelses hos hende ville ikke forværre sønnens families liv, og hun ville have nogen at passe på. Bilen, naturligvis, hans. Sommerhuset skulle han beholde ret til at bruge.
Marianne følte sig trist og grim, men kunne ikke holde tårerne tilbage. De forstyrrede talen, gjorde den uforståelig. Hun bad ham stoppe, tænke sig om, huske deres fælles fortid, tænke på helbredet i hvert fald sit eget. Det gjorde ham rasende. Han stak ansigtet helt op i hendes og hviskede, halvt råbende:
Træk mig ikke med ned i din alderdom!
Det ville være dumt at sige, at Astrid elskede Mads, da hun sagde ja til hans frieri på deres første nat i sommerhuset.
At blive gift tiltalte hende, og det varmede at kunne svare tilbage til den elsker, der havde droppet hende.
Hun var træt af lejligheden, hvor faren bestemte, og længtes efter stabilitet og fremtid. Alt dette kunne Mads give. Ikke det værste valg, tænkte hun.
Med sine snart 60 år lignede han ikke nogen bedstefar. Slank, ungdommelig. Chef. Klog og charmerende. Selv i sengen overraskede han, og hun værdsatte, at hun slap for skiftende boliger, økonomi, besvær. Kun fordele? Hun havde dog sine tvivl om alderen.
Efter et år voksede skuffelsen. Hun følte sig stadig som ung pige og higede efter oplevelser. Ikke kun sjældne, ophøjede. Hun elskede koncerter, ville i Aquaparken, solbadede i vovet badetøj, hyggede sig med veninder.
Ungdom og temperament gjorde, hun nemt balancerede det hele med husholdning, familie. Selv Vilhelm, som nu boede hos hende, generede ikke hendes aktive liv.
Men Mads var tydeligt trættere. Dygtig jurist, mestrede alle opgaver på arbejdet, men hjemme var han… træt og eftertænksom, søgte ro. Han kunne kun kapere gæster, teater eller strand i små doser.
Han sagde sjældent nej til sex, men ville straks sove bagefter uanset om klokken var ni.
Der var også hans sarte mave, allergi mod stegte retter, pølser og færdigmad. Ekskonen havde forkælet ham, selvfølgelig.
Han savnede hendes dampede retter. Astrid lavede mad til Vilhelm, forstod ikke, hvordan svinekoteletter kunne give mavepine.
Hun holdt ikke styr på hans medicin, tænkte han som voksen nok kunne klare det og huske selv. Og stille og roligt blev mere af hendes liv uden ham.
Hun slog sig sammen med Vilhelm, tænkte på hans interesser, og fandt sig sammen med veninderne. Mærkeligt nok gav hans alder hende lyst til at leve stærkere.
De arbejdede ikke længere sammen i virksomheden ledelsen mente det var uetisk Astrid tog job i et notariat. Hun åndede faktisk lettet op: hun slap for at se sin mand hele dagen, som mindede hende om sin far.
Respekt. Det følte hun for Mads. Var det nok eller for lidt til lykke?
Hans 60-årsdag nærmede sig, og hun ville have et stort festivitas. Mads bestilte dog bare bord på sin stamrestaurant i København, hvor han havde været før. Han virkede mere og mere uengageret, men det var nok naturligt for alderen. Astrid bekymrede sig ikke.
Der var kollegaer til festen. De gamle venner, med hvem han engang havde været sammen med Marianne, var det pinligt at invitere. Familien var langt væk, og der var ingen forståelse for hans ægteskab med den unge kvinde.
Han havde nærmest mistet sin søn. Frafaldet. Men har en far ikke ret til sit liv?! Da han giftede sig, forestillede han sig nu, at det ville være anderledes.
Det første år med Astrid var som et hvedebrødsår. Han elskede at vise sig med hende, opfordrede til hendes interesser (ikke alt for dyre), veninder, sport.
Han holdt gode grin til hendes vilde koncerteventyr, skøre film. På denne bølge gjorde han Astrid og hendes søn til medejere af lejligheden. Efter et stykke tid overdrog han sin halvdel af sommerhuset, som han og Marianne havde ejet, til Astrid.
Hun, bag hans ryg, bad Marianne om hendes del også. Hun truede med at sælge halvdelen til fremmede.
Ved at opkøbe naturligvis med Mads penge overførte Astrid nu hele huset til sig selv. Hun sagde: der er å, skov, det er godt for barnet. Nu boede hele hendes familie og Vilhelm der om sommeren. Det var praktisk: Mads havde ikke noget særligt forhold til Astrids søn. Han giftede sig af kærlighed, ikke for at opdrage fremmede børn.
Den tidligere familie blev vrede. Med pengene solgte de den gamle lejlighed og flyttede væk. Sønnen med sin familie fik en mindre ejerlejlighed, Marianne flyttede til et studio. Hvordan de levede nu, interesserede ikke Mads.
Og så dagen for hans 60-årsdag. Så mange med ønsker om alt godt: sundhed, lykke, kærlighed. Men han følte ingen festlighed. Slet ikke. Årene havde kun givet ham mere utilfredshed.
Han elskede sin unge hustru uden tvivl. Men han nåede ikke hendes tempo. Han kunne ikke styre hende, kunne ikke lægge hende i sin favn. Hun smilede og levede sit eget. Hun tillod sig ikke noget overflødigt det mærkede han, og det irriterede.
Åh, kunne han blot plante sin gamle kones sjæl i hende! Hun, der kom med kamillete, lagde tæppet over ham, hvis han småslumrede. Han ville have elsket langsomme parkvandringer, samtaler ved køkkenbordet men Astrid kunne ikke udholde dybe samtaler. Og hun begyndte at kede sig i sengen. Det nervede ham, det generede.
Mads skjulte en bitter fortrydelse over, at han havde handlet så forhastet. Kloge mænd gør elskerinder til fest og han gjorde hende til hustru!
Astrid, med sit temperament, holder nok ti år mere som livlig hoppe. Men selv derefter, i fyrrerne, vil hun være mærkbart yngre. Afstanden vil kun vokse. Hvis han var heldig, ville han dø i ét øjeblik hvis ikke?
Disse ikke-jubilæumsagtige tanker dunkede som en gammel kirke i hans tindinger, hjerterytmen blev vild. Han ledte efter Astrid hun var midt blandt de dansende. Smuk, med lysende øjne. Ja, det er lykke at vågne og se hende ligge ved siden af sig.
Han benyttede øjeblikket, gik ud af restauranten. For at trække vejret, slippe af med tristheden. Men kollegaer kom efter ham. Han mærkede en indre uudholdelighed og løb mod en ventende taxa. Bad chaufføren køre, hurtigt. Han ville beslutte destinationen senere.
Han ville bare derhen, hvor kun han var vigtig. Hvor tiden med ham var dyrebar, hvor han kunne give slip, ikke frygte at virke svag eller gammel.
Han ringede til sin søn og bad næsten ydmygt om den nye adresse på ekskonen. Modtog en fortjent, skarp bemærkning, men insisterede, gentog at det var liv og noget mere.
Slap, at dagen faktisk var store fødselsdag. Sønnen blødte lidt op, sagde, at hans mor nok ikke var alene. Ingen kæreste, bare en ven.
Mor sagde, de gik i klasse sammen. Han hedder et mærkeligt navn noget med Bullerkvist.
Bullerkvist, rettede Mads, straks stukket af jalousi. Ja, han havde engang elsket hende. Mange ville hende. Smuk, dristig.
Hun ville giftes med Bullerkvist, men han, Mads, stjal hende. Det var så længe siden, men i går nok til at føles mere virkeligt end livet med Astrid.
Sønnen spurgte:
Hvorfor gør du det her, far?
Mads sank ved det glemte far og indså, hvor meget han savnede dem alle. Han svarede ærligt:
Det ved jeg ikke, min dreng.
Drengen gav ham den nye adresse. Chaufføren stoppede efter anmodning. Mads steg ud, han ville ikke tale med Marianne foran andre. Kiggede på uret næsten ni, men hun var en natugle, et evigt morgenmenneske, i hvert fald for ham.
Han ringede på døren.
Men det var ikke ekskonen, der svarede; en halvdøv stemme lød gennem dørtelefonen. Mandsstemmen sagde, at Marianne var optaget.
Hvad sker der?! Er hun okay? spurgte Mads. Stemmen krævede at vide, hvem han var.
Jeg er jo manden, for fanden! Er du Bullerkvist? råbte Mads.
Herre! blev han præcist rettet, at han kun var eks-mand, og derfor havde han ingen ret til at forstyrre Marianne. Ingen grund til at forklare, at hun tog bad.
Hvad, gammel kærlighed ruster aldrig? spurgte Mads ironisk, klar til ordkrig med Bullerkvist. Men han svarede tørt:
Nej, den bliver sølvgrå.
Døren forblev lukket.
