Marie sad grædende ved veninden Olines gravsted. Fyrre dage var gået, og stadig ikke en eneste blomst på graven Hun traskede hjemad. Pludselig indhentede hende en mand på grusstien.
Skal jeg køre dig et stykke? spurgte han venligt. Det er langt til busstoppestedet. Hop ind, det er intet problem. Er du her for at besøge nogen?
Min veninde sagde Marie sagte.
Jeg besøger min mor, sagde han, med ro i stemmen. Hvor skal du hen?
Du kan bare sætte mig af ved stoppestedet.
Jeg har fri i dag, så jeg kører dig gerne helt hjem.
Han kørte hende til lejligheden. Undervejs fortalte Marie om sit liv Og blot to dage senere stod Poul og ventede på hende foran hendes opgang med en samtale, hun aldrig havde forestillet sig.
Marie og Oline havde været veninder siden børnehaven.
De voksede op side om side, klædte sig ens og byttede ofte tøj.
Gennem hele skoletiden holdt deres venskab, og de endte begge på studie i Aarhus. Marie læste til læge, Oline til folkeskolelærer.
De sås tit, forelskede sig endda næsten samtidig.
Marie fandt kærligheden hos en ydmyg landmand, Oline blev betaget af en bydreng.
Oline giftede sig hurtigt, nærmest af frygt for at miste ham.
Allerede året efter fik hun en datter, men svigerforældrene nægtede at anerkende hende.
Marie hjalp ofte ved at passe lille Ida, mens Oline og hendes mand fik en aften ude. Hun længtes selv ud, men havde givet sit løfte.
En skæbnesvanger nat vendte Oline og hendes mand ikke hjem. Først næste morgen fik Marie at høre, at de var blevet dræbt i et færdselsuheld
Begravelsen huskede hun kun tåget, lille Ida i armene. Hvad nu?
Farens familie ville ikke kendes ved barnebarnet, og nu heller ikke barnets mor i live… Sorgen fyldte deres hus, men de kunne ikke rumme mere sorg, og pigen var for dem fremmed.
Olines mor stod tilbage. Med tre mindre børn selv, kunne hun ikke tage Ida til sig. Der var kun plejebørnsinstitutionen tilbage og Ida var kun lige fyldt ét år.
Marie elskede lille Ida. Hun havde set hvert første smil, hvert lille skridt.
Marie arbejdede allerede, lejede et værelse hos en ældre enke.
Men hvem ville overgive hende et barn? Hun var ugift og boede alene, selvom hun havde fast arbejde.
Så blev Ida anbragt. Det kunne ikke være anderledes et sundt barn, plejeforældre ville blive fundet hurtigt.
Marie savnede Ida hjerteskærende.
Mikkel, jeg har et forslag, sagde hun en dag til kæresten. Lad os blive gift, bare for at jeg kan adoptere Ida… De vil kun lade mig få barnet, hvis jeg ikke er alene.
Hvad? udbrød Mikkel. Det kan jeg umuligt tage på mig!
Jeg klarer alt selv bagefter, lover jeg Vi kan bare skilles senere. Hjælp mig.
Nej, forstår du ikke? Jeg vil ikke ødelægge mit papirarbejde! Find en anden, der vil gå med på sådan noget!
Marie græd igen ved Olines grav. Fyrre dage og stadig ikke en blomst. Til gengæld bugnede Olines mands grav med blomster.
Oline, jeg lover, at jeg nok skal plante smukke blomster til dig også. Hjælp mig bare lidt på vej.
Modløs gik Marie mod udgangen af kirkegården, hvor en fremmed mand endnu engang indhentede hende.
Skal jeg give et lift? Det er langt til nærmeste bus. Undskyld, hvis jeg spørger for meget Er du her for nogen speciel?
Min veninde
Og jeg for min mor. Hvor skal du hen?
Bare kør mig til stoppestedet, jeg vil ikke ulejlige.
Det gør intet, jeg bor alene nu. Min mor er væk, min kone forlod mig Græder du? Er der sket noget alvorligt? Jeg kan huske dig fra forrige begravelse. Et ungt par, ikke? Er det fyrre dages mindehøjtid?
Ja
Det er også min mors fyrre dag i dag Har du brug for hjælp?
Marie fortalte ham alt i bilen Da de nåede frem:
Tak for liftet og fordi du lyttede.
To dage senere stod Poul med en uventet besked udenfor hendes hoveddør.
Og pludselig var hun der.
Marie, jeg har tænkt over det. Jeg vil hjælpe dig. Jeg er fri vi kan gifte os med det samme!
Marie blev tavs af overraskelse.
Er du ikke bange for det?
Nej. Hvorfor skulle jeg?
Min forlovede stak af, bare fordi jeg bad ham hjælpe mig med Ida
Jeg skal nok hjælpe. Hvor vil du bo med barnet?
Hvis ikke Frk. Larsen smider mig ud, bliver jeg her. Ellers må jeg finde noget nyt.
Så flytter du bare hjem til mig. Vi starter processen i morgen. Mit hus er stort nok til os alle.
Hus?
Ja, min mor elskede tanken om hus uden for byen, så vi fandt et i udkanten af Aarhus.
Jeg har heller aldrig følt mig hjemme i byen. Oline og jeg var jo også landområdebørn
Poul ordnede alting hurtigt. De blev borgerligt viet, adopterede Ida og flyttede sammen i hans rummelige hjem.
Tak. Resten skal jeg nok klare.
Naturligvis, du bestemmer. Men jeg bliver her når du har brug for mig uden at trænge på.
Måske vi bare skulle bo for os selv, jeg finder en lejlighed
Min kone flytter altså ikke bare! svarede Poul med et glimt i øjet.
Poul trådte ikke på, men var altid der, når Marie behøvede hjælp. Hun klarede det meste selv, lavede mad, også til Poul, passede huset og lille Ida. Hun blev stille og roligt forelsket, men vovede ikke at sige det højt.
Mor, hvorfor elsker du mig?
Fordi du er min datter, min skat.
Marie var Pavls evigt taknemmelig. Han tog sig af hende og Ida, som var de hans egne, og legede med Ida som en rigtig far.
For Poul var Marie den perfekte hustru, men deres ægteskab var jo kun for papirernes skyld
Efter lang tids overvejelse gjorde Poul det, han længtes efter. Til Idas treårs fødselsdag friede han til Marie rigtigt denne gang.
Vi er da gift?
Jeg vil have, at vi skal være en rigtig familie.
Det vil jeg også
Nu var de virkelig en familie, ikke bare på papiret. De fejrede bryllupsdag to gange med to års mellemrum.
Ida fik både en bror og en søster.
Denne historie startede for længe siden. Nu er børnene voksne. Ida ved, hvor hendes biologiske forældre ligger begravet.
Begge grave er plejet og smukke. For Ida er Poul og Marie hendes sande forældre.
Og i dag har Ida selv fået sit første barnebarn og Marie og Poul er oldeforældre til en stor, lykkelig dansk familie.
