Marianne græd lydløst ved sin veninde Anekes grav. Den 40. dag ikke en blomst på gravstedet Lidt tåget og bølgende bevægede hun sig mod sit lille hjem, der duftede af kaffe og regn. Langs grusstien blev hun indhentet af en fremmed mand i mørkeblå frakke.
Skal du have et lift? spurgte han med stemmen fyldt af ekko og mågetråb. Der er langt til busholdepladsen. Kom, det er mig en let sag. Hvem ligger her for dig?
En veninde sagde Marianne og sparkede i nogle visne blade.
Jeg har min mor her, mumlede han, parat på et næsten usynligt smil. Hvor skal du hen?
Bare sæt mig af ved stoppestedet, hvis du vil.
Ingen hast for mig, sagde han. Jeg kører dig hele vejen.
De flød sammen gennem byens drømmegader, og Marianne begyndte, mellem de flydende bilruder og grå aléer, at fortælle om det mærkelige liv, hun havde. I to dages spiral ventede Poul på Marianne ved hendes opgang, klar med en ubeskrivelig samtale.
Marianne og Aneke havde været sammen siden børnehavens gådefulde lege.
Senere, da de blev ældre, klædte de sig identisk og byttede endda bluser og strømper. Hele skoletiden gik drømmende i venskab, siden i samme by Marianne læste til læge, Aneke til lærer.
De sås så tit, det var som om deres skygger var forbundne. Begge fandt kærligheden samtidig Marianne til en jordnær landsbyfyr, Aneke til en københavner.
Aneke giftede sig hurtigt, næsten som om hun frygtede, at han ville glide væk i mælketågen. Kort efter fik hun en lille datter, men hendes svigerforældre så kun med kølige øjne på den ny svigerdatter.
Hun passede ikke ind i deres forestillede rangorden.
Ofte passede Marianne datteren, mens de unge gik på eventyr gennem byens gader badet i gult gadelys. Hun ville også gerne være med, men passede barnet, fordi hun havde lovet. En nat kom de unge aldrig tilbage først om morgenen fik Marianne at vide, at de kørte galt på en glat landevej deres liv gled væk i nattens støj.
Marianne husker kaffebordet kun som gennem dis, et barn på armen, uafklaret og sårbar. Hvem skulle tage hende nu?
Barnefaderens familie havde aldrig anerkendt pigen, og nu afviste de hende helt, som om sorgen over sønnen havde ramt al medmenneskelighed bort.
Anekes mor, træt og alene, havde selv tre mindre børn. Døren til det lille hjem var knap på klem. Til sidst var kun børnehjemmet tilbage. Datteren var knap et år.
Marianne elskede hende det lille væsen med bløde hænder og mørkebrune øjne. Hun havde set de første ord, første skridt alt som i slowmotion.
Marianne havde fået job, lejede et værelse hos en gammel enke med havudsigt. Men hvem ville give hende barnet? Hun var ugift, alene, selvom hun nu arbejdede.
Barnet blev taget fra hende, der var ikke andet at gøre. Hun var sund og rask, sikkert ville nogle tage sig af hende.
Marianne blev fortvivlet for lille Ingrid.
Nikolaj, jeg har et forslag, sagde hun en aften til sin kæreste. Skal vi ikke gifte os så kan jeg måske få hende tilbage?
Er du rigtig klog?! udbrød han. Det tager jeg ikke ansvaret for!
Det handler kun om pigen. Bagefter klarer jeg selv rest en. Jeg kan endda skille mig bagefter. Hjælp mig bare.
Lad være. Jeg vil ikke have papirkrølleri! Du er sær. Lukker dig om dig selv men vil stifte familie. Nej, find dig en anden tåbe!
Marianne græd igen ved Anekes grav stadig ingen blomster på 40. dagen. Anekes mands grav lå ved siden af, helt dækket af blomster i alle regnbuens farver.
Aneke, jeg skal nok, hvis du hjælper mig! Hvis du bare hjælper lidt
Som i en tåget film gik Marianne bort fra kirkegården. En fremmed mand indhentede hende ved den knirkende låge.
Skal du have et lift, nu det er så langt? Tag bare plads, hvis du vil. Og undskyld, hvis jeg spørger for meget
En veninde
Jeg har min mor her. Hvor skal du hen?
Bare ved holdepladsen, jeg vil ikke belaste dig.
Jeg har alligevel tid. Har ingen, intet at vende hjem til. Mor er væk, og min kone er gået. Græder du? Sket noget særligt? Jeg så jer kisten, parret, begravelsen. Fyr og pige. Er det 40-dages dag?
Ja.
Det er også mors 40. i dag Har du problemer?
Marianne fortalte ham alt i den spøgelsesagtige kabine, indtil de gled ind foran hendes bolig.
Her er vi så. Tak fordi du lyttede og gav et lift
To døgn efter ventede Poul under den dansende gadelygte ved hendes opgang, klar med et tilbud, der hang i luften som snefnug:
Endelig dukkede hun op.
Marianne, jeg har tænkt. Jeg hjælper dig. Jeg er fri og kan godt gifte mig med dig!
Marianne stivnede som i søvn.
Er du ikke bange?
Nej. Hvorfor skulle jeg?
Min kæreste flygtede, da jeg kun bad ham hjælpe med pigen.
Jeg hjælper. Fortæl bare hvor vil du bo?
Hvis min udlejer, fru Kristensen, lader mig blive, så der. Ellers finder jeg noget andet.
Så flytter du bare hjem til mig. Vi sætter det hele i gang i morgen. Ingen protester. Jeg har et stort hus, der er plads til jer begge.
Et hus?
Ja der er ikke kun lejligheder i byen. Min mor ville altid have et rigtig hus. Hun hadede at bo småt.
Jeg er også stadig ikke vant til byen. Aneke og jeg kom herind fra landet
Poul ordnede det hele næsten som i en drøm. De blev stille viet på rådhuset og adopterede lille Ingrid. Poul tog dem hjem til sit store hus med duft af hyld og saltvand.
Tak. Resten skal jeg nok klare selv.
Selv? Selvfølgelig. Huset er dit, jeg blander mig ikke, men bliver altid i nærheden.
Måske skulle vi bo hver for sig? Jeg kan leje min egen lejlighed.
Nej, min hustru skal ikke bo alene!
Poul trådte aldrig på, men hjalp stille. Marianne klarede det meste: lavede mad, gjorde rent, passede Ingrid. Forelskelsen voksede, men hun var bange for at sige det.
Mor, hvorfor elsker du mig?
Fordi du er dig. Du er min datter.
Marianne var Poul taknemmelig. Han tog sig af dem begge selv Ingrid elskede ham som en far.
I Marianne så Poul det ideelle men deres ægteskab var kun på papir.
En aften, da Ingrid blev tre år, bad han hende rette på det.
Vi er jo allerede gift, sagde hun.
Jeg vil have, vi er familie rigtigt ikke kun sådan.
Jeg ønsker det også
Så blev de til en rigtig familie ikke bare på papiret! Nu har de to bryllupsdage, med to års forskel.
Ingrid har både bror og søster.
Alt begyndte i fortiden. Børnene er i dag voksne. Ingrid ved, hvor hendes rigtige forældre hviler, og begge grave bliver plejet med kærlighed.
Poul og Marianne er hendes rigtige forældre i hjertet.
Nu har Ingrid sit første barnebarn. Marianne og Poul er oldeforældre. En stor, mærkværdig, lykkelig familieEn sommerdag sidder hele familien under de blomstrende æbletræer i Poul og Mariannes gamle have, hvor børnebørnene løber mellem græs og solpletter. Ingrid ser på Marianne, nu smilerynket og mild i blikket, mens hun holder oldebarnet på skødet.
Alt er kommet videre, hvisker Ingrid. På grund af dig.
Marianne smiler stille og klemmer hendes hånd. På grund af os alle sammen. Man kan altid begynde forfra sammen med nogen, hvis man ikke kan alene.
Poul kommer og slutter sig til dem. Stemningen fyldes af latter og fuglesang. Ingen i familien mangler længere blomster på deres grav og alle har fået et hjem. En lille brise løfter æbleblomster op mod den lyse skyhimmel, og Marianne læner sig tilbage, ånder ind og ved, at de drømme, der begyndte ved en gravsten, nu er gået i opfyldelse under livets blomstrende træer.
Og langt ude, hvor skyggerne fra fortidens sorger før var mørke, danser der nu kun sollys.
