Hej dagbog,
Godmorgen, kære damer! Hvad snakker vi om i dag? Flyt jer lidt, så jeg kan høre nyhederne. Man får jo ikke den slags historier på TV, sagde Robert, altid med et grin. Kvinderne lo og gjorde plads til ham.
Hvor har du været? spurgte min moster. Jeg har været i Brugsen. Der skete et uheld, min kone er gået fra mig…
Den ældre dame udbrød: Virkelig, min dreng? Ja, hun er flyttet over til min ven. Hun sagde, jeg ikke var mand nok, når jeg ikke arbejder.
Min moster rystede på hovedet: Men han er jo også arbejdsløs. Hvad er forskellen?
Robert trak på skuldrene: Jeg forstår det heller ikke.
Robert gik, og min moster kommenterede: Se nu til, mændene kommer bare hjem! De har intet at lave, men vil gerne leve på en kvinde. Robert… han var virkelig en flot mand! Da hans kone og barn forlod ham, forvandlede han sig helt. Hans ven? Han var den første i landsbyen, der ejede sit eget hus. Og Mette er en fremragende kok! Da hendes mand gik, lever hun nu for sine børn. Men nej, hun flytter fra den ene til den anden. Hun venter på, at de skal gøre noget for hende. Og de?
Nej, de skal ikke bygge hegn eller hvidte væggene… De konkurrerer med hinanden. Hvad sker der i landsbyen? Tidligere gik mændene ture, men de arbejdede hårdt. Nu? Ingen job, ingen familie! Andre rejser væk. Det er klart, de gør det. De søger efter et bedre liv.
Og tro mig, sagde den gamle dame, mine børn er taget til alle verdens hjørner. De kommer kun hjem hver halve år. Jeg ser mine børnebørn kun på billeder. Før var vi sammen, forældre, børn… Alle var glade. Med sange og snak til langt ud på aftenen. Vi samledes for at lave hø. Hele familien og naboerne. Eller gravede haven sammen. Det kunne vi klare på en dag. Blev til sent, og næste dag tog vi fat igen. Nu går alle alene på deres egne gårde.
Mette kom forbi, slæbte tunge sække, og to børn løb efter hende. Skal I flytte? spurgte hendes moster. Mette sukkede dybt.
Ja, vi flytter til Michael. Hvad ellers? Han får sin folkepension. Men Robert, hvad med ham? Han gør ingenting. Jeg skal bringe mine børn på rette vej. Jeg har ingen penge. Børneydelsen er ikke nok at leve på. Ellers havde jeg spurgt for længe siden. Jeg tror, jeg flytter til byen til foråret. Køber et lille hus uden mænd. Jeg er træt af det her. De gør intet uden at man beder dem. Men spise, det vil de. Jeg har ikke mere her. Den ældste skal snart i skole. Hvem skal følge ham? Min datter skal i børnehave. Jeg finder mig et arbejde. Det gør ondt, jeg må forlade alt. Jeg blev født her, voksede op her. Men jeg må videre. Nå, jeg smutter nu, ellers finder Michael mig hele landsbyen rundt. Farvel, damer, sagde Mette, tog sine tasker og gik.
Hun har ret. Mette er stadig ung, hendes børn har brug for hende. Jeg ville gøre det samme, hvis det var mig. Men hvor skal jeg gå hen nu? Det er trist at forlade huset. Min afdøde mand byggede det. Han troede, børnene ville bo her. Engang gik jeg ud for at plukke svampe og for vild. Folk plejede at gå på stierne, nu er alt groet til. Så bliver vi bare her. De bringer da pensionen hjem. Jeg må videre, sagde min moster og rejste sig, gården venter ikke. Jeg skal malke koen og fodre hønsene. Vi ses i morgen.
Den gamle dame blev siddende længe alene. Hun tænkte på, hvordan livet var, hvordan hun opdragede børnene. Årene var gået. Kun Gud ved, hvor mange der er tilbage. Da det blev mørkt, gik hun ind, tændte ikke engang lyset, gik direkte i seng. Hun behøver det ikke længere. Hendes øjne har ikke set noget i tre år.
Mette flyttede aldrig fra landsbyen. Hun blev. Hun turde ikke ændre livet. Så længe mennesker bor her, lever landsbyen. Mange af disse byer er helt tomme! Kun gamle huse og kirkegården er tilbage, og folk kommer kun på besøg én gang om året.
