Margrethes store entre
– Maren! Det her er altså ikke biksemad, det er et eller andet mystisk salat-eksperiment! Du er en fantastisk advokat brug nu hjernen til noget fornuftigt og lad køkkenet være dem, der ikke har helt så meget at lave på kontoret, tak!
– Margrethe! Jeg er altså ikke engang kvinde! Maria var tæt på at tude over sit kulinariske nederlag.
Der var bare ikke det, der hed held i køkkenet for hende. Selv kogte kartofler kunne slippe igennem fingrene på hende, og store køkkenprojekter var heller ikke på listen over ting, hun kunne prale med. Familien havde for længst fordelt rollerne hjemme hos sig.
Vibeke styrede husholdning og madlavning, Maria var klogeskabet, og Signe var familiens vovehals en der kunne få tandhjulene til at spinne, som hun ville. Så Vibeke stod for det meste for mad til familiesammenkomsterne, mens Maria og Signe sørgede for det praktiske: indkøb, oprydning, og børneunderholdning. Det sidste var Signes gebet kun hun kunne få Møller-klyngen organiseret, så Vibekes hus og tilhørende have overlevede endnu en familiehær uden at alt blev revet ned eller krævede nybyg.
Hos familien Møller elskede man børn, forkælede dem efter alle de gamle danske dyder, men opdragelsen var til gengæld temmelig streng. Resultatet? Ja, det gav ikke helt mening, for alle syv børnebørn dem Margrethe Møller elskede højere end sin søndagskage var blevet nogle skøre kopier af deres yngste tante Signe. Jovist, hun var mor til to af dem, der nu galoperede rundt på græsplænen, men det betød fejlagtigt, at hun selv voksede op tværtimod. Hun sad på trappen, gjorde klar til at hjælpe Margrethe med at udstene blommer (der selvfølgelig snart skulle blive til kompot), og overvejede at springe med ud til børnenes indianer-og-cowboys leg det var kun Vibekes strenge blik, der holdt hende i ro. Hun stod og snittede tomater til en salat og sagde, så det lød til, hun ikke mente noget godt med det:
– Du er jo ikke engang en rigtig kvinde, Signe! Hvornår lander du mon på fødderne? Maria er jo blevet en ordentlig madam, det kan jeg da også prale lidt af; men dig du hopper rundt som en påskekanin resten af livet? Motorcykler og livet er herligt-historier. Men Signe, børnene vokser jo op! Hvordan tror du, de skal se på deres mor om et par år, hva? Vil de være nødt til at gemme sig under spisebordet af skam?
– Åh hold nu op, Vibeke! Maria sukkede og kiggede skeptisk ned i gryden, hvor hendes biksemad, der tog det meste af formiddagen, mere så ud som grågrønt mos. Hun satte resolut låget på. De kan da være stolte. Deres mor kan både samle og skille en motorcykel ad. Kan du? Jeg kan ikke! Jeg kan dårligt finde ud af suppe! Skal min datter så ikke være stolt?
– Jo jo. Du kan ikke suppe, men til gengæld kan du noget i retten.
– Nemlig! Og det viser bare én ting…
– Hvad så?
– At vi hver især skal holde os til det, vi er gode til.
– Flot sagt! Margrethe Møller var kommet op på terrassen og både børn og voksne tav og gloede, da hun formeligt strålede derude.
– Wow! tvillingerne snappede efter vejret på den der måde, hvor lyden nærmest bliver til en fløjtende basken med ørerne på en marsvin. Margrethe Møller drejede yndefuldt rundt, så folk kunne nyde det nye tøj og stiletterne, der kun kom frem ved seriøse lejligheder. Og i dag var netop sådan en.
– Nå hvad siger I, tøser? Kan en kvinde i min alder tillade sig sådan et outfit, når hun skal på date med én, der ikke har set hende i små fyrre år?
– Margrethe, du ser bragende godt ud! Den mand bliver slået helt bagover!
– Det må I endelig ikke håbe! Margrethe strøg frem og tilbage med favnen fuld af charme. Hvad skal jeg dog stille op med et bevidstløst lig? Jeg prøver jo bare at finde ud af, hvorfor han overhovedet vil se mig efter så mange år. Hvad vil sådan en gammel ven egentlig?
– Måske vil han bare… gerne have dig som kvinde? Det var Vibekes ældste datter, Kristiane på 15, der satte sig ved siden af Signe og forsynede sig med en halv blomme. Hvad?
Latteren, der brød løs, fik kattene på verandaen til at springe højt, mens familienst hund, Molly en undselig lille dansk-svensk gårdhund løb hylende ind under spisebordet.
– Kristiane, du tager livet af mig! Vibeke tørrede tårerne bort og slendrede ind, og Maria begyndte med dæmpet stemme at trøste den stakkels forpinte hund.
– Men Margrethe hvad skete der egentlig dengang? Hun halvhviskede det, mens børnene instinktivt begav sig ned for enden af haven nu var det voksensnak.
– Åh Marie vi havde en romance! Margrethe lagde tryk på ordet som en gammel operasanger og Kristiane satte sig tilbage med forventningens suk, så Signe nærmest fik tårer i øjnene af grin.
– Ro så på, Kristiane! Det er slet ikke tid til de bekymringer endnu!
– Nå, hvornår må man så tænke på romance? Hvor gammel var du, Margrethe, da du havde din første forelskelse?
– Seksten! Margrethe slog teatralsk ud med armene og sendte Vibeke et skarpt blik. Ja, jeg var ung og naiv og vidste ikke et hak om noget som helst! Men du, Kristiane, du er for klog til at lave de samme fejl. Du forstår dog, at man bør tænke sig om, ik? Eller hvad, Vibeke?
– Margrethe, kom bare videre Kristiane flytter sig næppe før, du har fortalt færdigt. Lad hende nu lære lidt på den sjove måde!
Kristiane smilte taknemmeligt til Signe, satte sig så behageligt som muligt og stirrede op på Margrethe. De grønne øjne, som andemad på søen, mindede mistænkeligt meget om Margrethes egne. Det var mærkeligt i og med, at Margrethe ikke var blodsbeslægtet med nogen af børnene og heller ikke med heldigvis-voksne Søs, Maria og Signe. For Margrethe var kommet ind i søstrenes liv, efter at deres rigtige mor var død så alt for tidligt.
Vera den hårdtarbejdende storesøster var kun lige blevet otte, og måtte overtage det meste af ansvaret for sine to små søskende. Spurgte hun faren om noget, svarede han altid: Åh, det kunne din mor nok svare på…
Den sætning frygtede hun mere end tandlægebesøg og spinningtop på silkepapir. Det føltes som om faren mistede forstanden. Så hun holdt op med at spørge og begyndte bare at tage sig af Signe og Maria selv. Med Maria fem år gammel gik det rimeligt; men Signe, den lille to-årige tornado, var en prøvelse.
Deres gamle bedstemor kom for at hjælpe, men måtte hurtigt give op. Beklager, svigersøn, det klarer jeg altså ikke med de unger. Lidt for raske! Hvis du vil, kan Vera tage med, men de mindste dem må du selv råde over.
Vera var rædselslagen over at miste alt: sit hjem, sine søskende, sin barndom. Da Signe forsøgte at stikke en skruetrækker i stikkontakten og ramte det sorte punkt, tudede hun så voldsomt, at Vera trykkede hende ind til sig, ikke helt klar over, både om hun skulle beskytte eller skrige.
Bedstemor forsvandt efter kort tid, og faren fik knapt råbt farvel, før han forsvandt ind i sorgen på kontoret. To måneder senere kom Margrethe ind i billedet.
Signe lå med feber for anden dag i streg, og Vera var til sidst gået til faren, der havde barrikeret sig i arbejdet. Far! Er det alvorligt denne gang? lød det fra den anden side af døren. Vera turde næsten ikke åbne munden men formåede at tøjle frygten. Signe havde brug for hjælp, og Vera skønt oftest stiv af bekymring tog sig sammen.
Ja, far. Det er alvorligt. Signe er ved at dø! lød det panisk. Det virkede, døren gik op, lægen blev tilkaldt, og for første gang følte Vera, at voksensnoren slap lidt.
Margrethe Møller var pædiater, og tog imod vagten for en kollega. Hun bandede over, at kommunen havde gravet halvdelen af byen op, og mens hun balancerede hen over mudderbroen uden for opgangen, indhentede hun familiens sladder fra en flok ældre damer. Møllers? spurgte hun med den myndighed, der åbner alle døre i Danmark.
Da hun kom op, tog hun straks over. Hun kaldte ambulancen og gav Signe og deres far en opsang, der kunne høres i næste opgang: Tag dig nu sammen, menneske! Vær da en far eller er du ligeglad med pigerne! Find din samvittighed frem! Efter det forstod Vera, at hun ikke var alene længere. Snart blev tanken om en stedmor ikke engang så forfærdelig.
Pigerne tog forskelligt imod Margrethe. Vera var lettet, for den energi, systematik og overskud Margrethe kom med, var det, familien havde manglet. Da Margrethe sagde: Jeres mor forbliver jeres mor kald mig Margrethe, for det er det mest ordentlige, vidste Vera, at det skulle gå.
Men Maria, der havde været tættere med moren, nægtede blankt, ligemeget hvad Vera sagde. Maria tog hænderne for ørene og rungede på én tone: Lad mig være! Jeg vil bare have mor! Vera prøvede at holde sammen på det, til også Signe begyndte at gøre det samme. Så råbte Vera op: Maria! Jeg savner hende jo også, men hun kommer ikke igen, og jeg kan altså ikke hænge i begge ender! Jeg vil slet ikke være jeres mor!
Margrethe fandt dem tudende i hver sit hjørne og hev dem ind til sig, uanset protester eller snotnæser. Ikke flere tårer, små guldklumper! Jeres mor er borte, men jeg er her. Jeg kan ikke være jeres mor, men jeg kan være jeres ven. Og jeg slipper jer aldrig igen!
For første gang græd pigerne, uden at ville skjule det, og Signe faldt i søvn i Margrethes favn, mens Maria opgav modstanden. Det var begyndelsen på noget nyt.
Forståelsen kom først senere. Og selvom Margrethe aldrig selv fik børn efter sin mislykkede operation, blev hun netop søstrenes mor i alt andet end papirer.
Faren blev ikke hængende meget længere, han blev kørt over bare et år efter, han havde giftet sig igen. Margrethe løb så hurtigt i sine ballerinaer til skolen for at hente pigerne, at hun lignede nogen i deltagelse til DM i sprint. Hjemme fik hun dem sat ned: Deres far… Åh, nej, vi er her. Hun tog dem til sig, og sådan begyndte hverdagen, hvor ingen var rigtig alene.
Margrethe fik ordnet adoption, skiftede job, bestred to stillinger i private klinikker og begyndte at opdrage sine skøre spurve. Hver af deres drømme omfavnedes Maria kastede sig over teater, Signe over motorcykler også selvom Margrethe måtte sælge sin arvede kolonihave for at give Signe ordentlig udstyr og underviser.
Da Signe senere skulle købe garage for de sidste penge, Margrethe havde fra salg, svarede hun veninderne: Hvorfor ikke? Det er et hederligt erhverv, penge er der, og barnet er lykkeligt. Kan man ønske sig mere?
Vibeke var den eneste, der aldrig gav problemer: præcis, ordentlig og mere voksen end mange voksne, og Margrethe kunne indimellem viske hende i øret: Du må gerne trække vejret, lille ven jeg tager over nu.
Margrethe kæmpede og sørgede, men da hun så tilbage på livet, vidste hun, hun havde intet at skamme sig over. Alle pigerne havde klaret sig, der var en familie, børn… Livet! Var det ikke nok?
Sådan gik dagene til det famøse opkald for tre dage siden. Et helt glemt navn i røret. Margrethe tabte sin yndlingskop med friskbrygget te, smed Kristiane, der hjalp med tirsdagens matematik, af vejen og landede ret så lidt elegant i lænestolen eller rettere, på gulvet ved siden af. Kristiane måtte ringe, og inden længe stormede Vibeke og Signe gennem døren, tunet til kampberedskab.
– Margrethe, hvad SÅ nu?
– Jeg tror, jeg er blevet tosset!
– Det var da ikke nyt! lo Vibeke, trak jakken af, mens Signe allerede var i gang med at smide hjelmen på stuekatten, hvis dag var ødelagt af endnu et familiestormløb.
– Margrethe, se lige det kunstværk, ungerne lavede til min hjelm!
– Smukt! Men hvad forestiller det egentlig?
– En drage!
– Selvfølgelig i din stil, Signe. Men, piger må jeg tage på date?
– HVOR?!?
Kristiane fnisede, stak af i køkkenet for at sætte vand over til te. Det her kunne tage tid farvel matematik, hej familiekaos, tænkte hun med et overbærende smil.
I weekenden, mens hele slænget sad hjemme hos Vibeke, led Margrethe højtideligt under forhør:
– Hvad vil I vide? Han var min første forelskelse! Jamen, han var noget af et syn dengang hårpragt, højde, stemme… Jeg mistede selv evnen til at tænke, før han nåede at sige Hej.
– Var du virkelig forelsket?
– Vanvittigt! Elskede og led… Men man lærer. Og så blev jeg lidt klogere end Tove Ditlevsen det romantiske eventyr holder sjældent i virkeligheden. Til gengæld findes der flere kapitler. Lyt nu: Del aldrig med veninden, hvor sød kæresten er! Man kan ligeså godt fodre sin rival med de bedste boller fra bageren.
Hun viderefortalte en historie om jalousi, hemmeligheder og uopnåelig kærlighed. Og mens Signe nippede til endnu en blomme og Vibeke skar grøntsager til maraton, rasede humoren.
– Så blev du vel ikke Tove Ditlevsen alligevel, Margrethe?
– Nej, jeg læste for meget dansk poesi. Jeg kunne se hurtigt, at livet er mere end en strofe. Og her er lektie nummer to: Finder du én, der sætter dig højere end sig selv, så hold fast. Det er den rigtige.
Da hun endte med at sige, at hun i brevet til sidst havde takket nej til sin ungdomsforelskelse, spurgte Kristiane med store øjne: Hvorfor?
– Fordi, min skat, jeg kun havde min kærlighed at tilbyde, og han fortjente også familie. Nogle gange må man vælge for den andens bedste.
Tårerne trillede ad Margrethes ansigt, og Kristiane kastede sig ind i favnen og kyssede den salte tud. Nej, nu skal du ikke tude mere! Ikke flere historier eller også bliver næsen helt rød til i aften!
Margrethe bakkede op, tog sig lidt sammen og annoncerede: Jeg må hellere ud at hvile, hvis jeg skal være frisk som en forårstulipan til min store entre!
Og så blev der stille. Signe fuldførte sit arbejde med blommerne, Vibeke gik til køkkenet, Maria døsede hen i hængekøjen men hun kunne ikke ryste den fornemmelse af, at alt var lidt for roligt. Hun ville fortryde, hun ikke havde lyttet bedre…
Hen på aftenen stoppede en lille blank Skoda foran havelågen, og ud trådte en ældre herre med den smarteste kasket i Nordsjælland. Han ringede på, og da Vibeke åbnede, var hun tæt på at smile højt.
Det var den legendariske ungdomsven, der, lettere for tidligt, var dukket op. Men skulle I ikke mødes inde i byen? spurgte hun.
Jo jo men jeg kunne ikke vente længere, svarede manden og blev budt ind.
Så pludselig ud på terrassen svævede Margrethe Møller. Forvandlet.
Hendes børnebørn havde givet den gas: huge sorte eyeliner-streger, makeup i absurde mængder, håret stablet op i en kreation, der mindede mest om Tivolis fredagsrock, pyntet med hårnåle og blomster, så selv Tivolis have passede. Katten gemte sig, Molly peb, og Kristiane besluttede sig for at finde kluden frem igen.
Vibeke bukkede sig sammen af grin. Du er uforlignelig!
Og da den ældre herre, der nærmest ikke kunne flytte foden af bar forbløffelse, tog kasketten af, og solen skinnede på den blanke isse, så knækkede hele familien samlet sammen.
Lokkerne! Han havde ellers så meget hår i gamle dage!
Manden grinede med, og alle vidste, at her var en, der forstod families absurde humor, og faktisk gerne ville være med på holdet. Da han åbnede ballet med spørgsmål om, hvilke makeupprodukter børnene brugte og ikke blevet skræmt væk med det samme ja, så kunne selv Signe, Maria og Vibeke mærke, at den rigtige slags havde ringet på.
Familien blev siddende hele aftenen, Margrethe fik sin chokolade og te serveret, og alt åndede fred.
Margrethe sank ned i gyngestolen, Vibeke lagde armen om hende og hviskede: Kom nu bare, vær ikke bange for noget. Vi er lige her. Giv den gas!
