Margrethes Store Entré
Marie! Det der er da ikke biksemad! Det er en forvirrende grøn ret! Min kære, du er en dygtig jurist hold dig nu til paragrafferne! Lad køkkenet være for dem med knapt så skarp en hjerne.
Margrethe, jeg er altså ikke en rigtig kvinde! Maja var tæt på at græde af ærgrelse.
Hvorfor kunne hun dog aldrig lave selv simple retter? Hun havde aldrig drømt om at kaste sig ud i noget større. Hos familien Jørgensen var rollerne fordelt for længst.
Veronika husmoderen, Maja den kloge, og Signe den vilde, der altid fandt en løsning, så alle tandhjul snurrede i den rigtige retning. Derfor lavede Veronika normalt mad til familiesammenkomster, mens Maja og Signe sikrede alt derhjemme rengøring, indkøb og børnepasning. Den sidste del stod Signe altid for og formåede, at Jørgensen-klanen, der stormede rundt både ude og inde, ikke rystede huset grundigt nok til at kræve hovedrengøring eller tilbygning. Familien elskede børnene og var glade for dem, men forsøgte at opdrage dem strengt uden større resultater.
Alle syv børnebørn, som Margrethe elskede langt ind i hjertet, mindede mest om deres yngste moster, Signe. Og selvom hun allerede var mor til to af dem, som nu løb rundt på plænen og legede at være indianere eller folk fra en lille afrikansk landsby, bar det ikke præg af voksenskabet. Signe sad på trappen og sorterede blommer, som Margrethe skulle koge kompott på, og overvejede selv at hoppe med i løjerne. Kun Veronikas strenge blikke holdt hende tilbage. Veronika hamrede tomater i stykker til salaten og mumlede lavt:
Du er ikke engang rigtig kvinde, Signe! Bliver du nogensinde voksen? Maja er blevet så fornuftig, jeg gør mit bedste men dig? Vil du springe rundt som et barn hele livet og brøle om motorcykler og livets glæder? Børnene vokser op, ved du. Lige nu seks år om lidt, hvor skal de kigge hen? Skamme sig?
Veronika, nu må du da stoppe, Maja kiggede skeptisk i gryden og satte låg på. Børnene har da én at være stolte af hvor mange mødre kan skille og samle en motorcykel? Det kan du ikke, og jeg heller ikke! Jeg kan end ikke biksemad!
Men du er fremragende i retten.
Se! Hver sin plads.
Rigtigt! Margrethe kom ud på verandaen, og stilheden faldt så tung, at børnene stoppede i deres leg.
Hold da op! Signes tvillinger klikkede med tungen i perfektion og lyden rungede.
Sådan! sagde Margrethe, der drejede rundt og viste balkonkjole og de gamle stiletter frem kun til ganske særlige lejligheder. I dag var én af dem.
Nå, hvad siger I, piger? Kan en kvinde i min alder tage sådan ud til en aftale med en mand, hun sidst så for fyrre år siden?
Margrethe, du er fantastisk! Han falder omkuld af ren beundring!
Det skal han ikke! Margrethe skred majestætisk frem og satte hænderne i siden. Hvad skal jeg dog gøre med et forblændet lig? Jeg skal jo vide, hvorfor han vil se mig efter så mange år. Hvad kan han bruge mig til nu?
Bedste, måske synes han du er dejlig? Veronikas ældste, femtenårige Kirstine, satte sig på trappen med en halv blomme i munden. Hvad?
Grinet fra alle, frøs kattene øverst på verandaen og fik det lille forlegne mopsede fortidsdyr den stolte chihuahua, som Veronika havde døbt sin hund til at flygte.
Kirstine, du tager livet af mig! Veronika tørrede tårerne og forsvandt ind, mens Maja klappede den forskræmte hund beroligende.
Margrethe, hvad var der imellem jer? Maja tyssede på børnene, der straks begreb at lade de voksne tale i fred og for om på bagsiden af haven.
Åh, Maja! Vi havde et ægte romance!
Ordet svævede i luften med en sådan styrke, at Kirstine, som var rejst sig for at følge de mindre, dumpede ned igen og sukkede dybt, så Signe næsten vred sig af grin.
Den slags må du vente med at tænke på, Kirstine!
Hvornår er det nu det rigtige tidspunkt? Hvor gammel var du, Margrethe?
Seksten! Margrethe lo og så på Veronika. Ja, jeg var ung og urimeligt uerfaren! Det slipper du for, barn. Hele dig er klogskab og ynde. Men du må vide, hvor farlige mænd og unge forelskelser kan være for sjælen. Du er vel enig, Veronika?
Margrethe! Fortæl nu! Signe tørrede lattertårerne. Hun flytter sig alligevel ikke; hun skal høre det hele.
Kirstine så taknemmeligt på sin moster, og slog sig til rette på trappen. De grønne øjne, som andeplanterne i søen, var til forveksling lig Margrethes, hvilket forundrede alle der kendte Jørgensens, for biologisk slægt var her ikke tale om. Heller ikke mellem Margrethe og Veronika, Maja og Signe og kvinden, der for længst var blevet deres mor.
Margrethe kom til Jørgensen-søstrene, da deres mor døde alt for tidligt og brat. Faren var fortabt, og otteårige Veronika måtte sørge for alt, mens han mumlende gentog:
Hvis mor var her, ville hun vide hvordan
Det svarede Veronika frygtede mest. Så hun spurgte ikke mere, tog Maja og Signe under sine vinger. Maja var nem fem år og fornuftig; toårige Signe umulig at holde styr på.
Deres mormor kom til hjælp, men kastede håndklædet i ringen efter få måneder:
Jeg kan ikke, min dreng. Min alder, mine skavanker Dem må du selv tage dig af. Vil du, kan Veronika komme med mig.
Veronikas verden var ved at skride. Selv Signe, som i protest stak en skruetrækker i kontakten, hylede, og Veronika holdt hende tæt.
Jeg vil ikke væk! Jeg gemmer mig så kan hun ikke finde mig!
Heldigvis skulle hun ikke. Faren trak bare hovedrystende på skuldrene, og mormoren drog hjem, overbevist om, at alt nu var i orden.
Så, et par måneder senere, kom Margrethe.
Signe lå syg, og Veronika gik til sin far, der sad indesluttet og optaget:
Far! Signe er ved at dø!
Formentlig var det ordene, eller panikken, der gjorde, lægen blev tilkaldt. For første gang i de lange måneder slap Veronika kontrollen.
Margrethe, børnelæge i Brabrand, trådte til for en kollega og fik straks alle naboplumrede detaljer. Med bestemthed og ro fik hun ambulance og alt på gled. Så røg hele familien på hospitalet med Margrethe og børnenes far, der fik en vred opsang, som flyttede ham ud af sin sløve, selvynkende boble:
Tag dig sammen! Du er far til de børn! Skal de både undvære mor og nu også dig?
Margrethe råbte højere og mere klart end nogen anden, og faren forstod, at nok var nok. Nu slap Veronika endelig ansvaret. Da adoptionen kom på tale, blev hun faktisk lettet: En stedmor var meget bedre end ingenting.
Ikke alle tog dog imod den nye stedmor. Maja, tættest på moren, nægtede i starten at lade Margrethe komme ind, hvad Veronika end sagde. Maja holdt sig for ørerne og sagde bare:
Forlad mig i fred! Jeg vil kun have mor!
En dag kunne Veronika ikke mere:
Maja! Jeg savner hende også! Og jeg kan ikke være jeres mor jeg magter det ikke!
Margrethe samlede pigerne i favnen, uanset protester, nussede dem rolige og sagde:
Nu har I ikke jeres mor, men I har mig. Lad mig være jeres ven og jeg giver slip, når I er klar.
Lang tid senere, da pigerne forstod, at de ikke blev forladt, begyndte der at blomstre et forhold, som var stærkere end blodsbånd. Margrethe, der aldrig selv fik børn, blev ægte mor til dem i hjertet.
Deres far døde pludseligt året efter et tragisk trafikuheld. Da Margrethe fik besked, lod hun alt være og stormede uden overtøj til skolen og hentede pigerne hjem. Hun serverede varm kakao og sagde:
Nu har I mig. Jeg forlader jer aldrig!
Sådan blev det. Papirerne til adoption var i orden, og ingen spurgte mere.
Margrethe sagde job i lægehuset op og tog arbejde i to private klinikker for at betale regningerne. Pengene strakte, og nu kunne hun lære sine gråspurve alt om livet.
Gråspurvene var selvstændige og energiske, og Margrethe støttede enhver drøm også de skøre. Da Maja ville være skuespiller, ringede Margrethe til den lokale teaterdirektør, som skyldte hende en tjeneste. Når Signe ville køre på motorcykel, solgte Margrethe sit lille arvehus og købte udstyr og en rigtig maskine og fandt en gammel stuntmand til at undervise hende. Trygheden betød alt.
To år senere gik resten af huspengene til en garage, og Signe åbnede eget lille værksted. Margrethe blev spurgt af veninder:
Mekaniker-datter? Er det nu klogt?
Arbejde er arbejde! Hun er lykkelig mere kan man ikke kræve.
Kun Veronika gav aldrig problemer altid alvorlig, altid parat. Margrethe holdt hende tæt og hviskede:
Slap af, min pige. Jeg er her.
Og sådan gik livet roligt indtil for tre dage siden, da telefonen ringede med en stemme fra fortiden. Margrethe tabte sin tekop og satte sig næsten ned ved siden af lænestolen. Kirstine, ring til din mor, råbte hun, Jeg har brug for akut opbakning!
Veronika kom stormende en halv time efter, og snart mødte både Signe og resten af familien op, klar til katastrofeberedskab.
Margrethe, hvad sker der?
Jeg tror, jeg er blevet vanvittig!
De lo, slog sig på lårene over gensynets drama, og alle var enige det krævede en kop te mere.
Ved weekendens familiesamling hos Veronika kom Margrethes udfordring: En middag med en gammel flamme hun ikke havde set i fire årtier.
Fortæl nu! Hvordan var han?
Mit livs første kærlighed! Hans stemme var som tørvetone og jeg var væk i seksten år!
Elskede du ham?
Jeg mistede mig selv i det, sagde Margrethe med teaterblik, og lærte, at jalousi og usikkerhed kan ødelægge alt.
Fortsæt, bedstemor!
Da hun endelig fortalte det, strømmede minderne tilbage. De havde været for unge, ulykkeligt forskudt af en veninde, der lige var ældre. Tiden og ungdommens nervøsitet forhindrede hende i at erklære sin kærlighed, som voksede sig fast. Hun skrev ham dog brev, tilstod sin kærlighed i det første, og trak sig tilbage i det næste:
Hvorfor, farmor? Kirstine så forfærdet ud.
Fordi jeg ikke kunne love ham noget særligt. Jeg kunne give ham kærlighed men ikke børn. Og når man elsker, skal man tænke på den anden persons lykke mere end sin egen.
Find én, der sætter dine drømme først, så har du den rette, tilføjede Margrethe.
Kirstine tørrede farmoderens tårer med kindkys, og alle faldt til ro. Margrethe trak sig tilbage for at gøre sig klar til aftenen. For det var virkelig en stor entré. Familien sad i sofaerne, ventede, og lo af den overdådige sminke og frisurer, som børnebørnene havde givet Margrethe, mens hun blundede. Da hendes bejler fra gamle dage trådte ind ad porten i sin pæne hat og så hende, gispede han og kunne først ikke finde fodfæste og brød så ud i latter.
Nu, hvor jeg ser dig … ja, dengang var jeg fuld af krøller og charme. Nu er varmen en anden, sagde han og lo, og familien lo med.
Margrethe slap dog aldrig det varme smil, hun var centrum for deres univers. Måske, tænkte Veronika, mens hun skænkede en kop te og krammede hende blidt om skuldrene, er det på tide at slippe fortiden og gribe det, livet endnu har måske sammen med ham her.
Du skal ikke være bange, hviskede Veronika. Vi er her altid gør det!
Og endnu et kapitel vendte og lagde sig til rette i fortællingen om Margrethe og den store Jørgensen-familie i Danmark, i den lune skærsommer, vi stadig husker.
