Margaritas storslåede entré
Marie! Det der er altså ikke biksemad! Det ligner mere en forvirret kartoffelsalat. Søde, du er jo en fantastisk jurist, brug din tid på dét i stedet! Lad nu køkkenet være for dem, der ikke har så meget i hovedet.
Margrethe, jeg er altså ikke en rigtig husmor! Maria var på grådens rand af frustration.
Hvorfor kunne hun aldrig få det mest simple at lykkes i køkkenet? Ambitionerne rakte aldrig videre end det. I familien Jensen var rollerne for længst fordelt.
Veronika var den store husholderske, Maria den kloge, og Sidsel ja, hun var det vilde barn, der altid fik tingene til at køre her og der, uanset hvad udfordringen var. Derfor lavede Veronika oftest maden, mens Maria og Sidsel stod for alt det bagved: oprydning, indkøb, børnepasning. Sidstnævnte mest Sidsels domæne. Kun hun kunne styre “Jensen-klanen” så huset hos Veronika, hvor alle mødtes, og haven ikke lignede en slagmark efter endnu et familiesamvær. Der blev baldet og forkælet, men opdragelsen var streng, dog uden nævneværdig effekt.
Alle syv børnebørn, som Margrethe elskede over alt på jorden, lignede faktisk mere deres yngste moster, Sidsel. Selvom hun allerede selv var mor til to der nu susede rundt på plænen og legede cowboys eller måske grønlandske slædeførere på villavejen, lod det ikke til at slå hende særligt meget. Hun sad på trappen og sorterede blommer, for Margrethe havde tænkt sig at lave en kæmpe portion saftevand senere, mens tankerne kredsede om at deltage i løjerne hvis ikke det var for Veronikas barske blikke bag køkkenbordet, hvor hun rasende hakkede tomater og mumlede protester:
Du ligner jo mere en gadedreng end en husmor! Sidsel, hvornår bliver du voksen? Se på Maria, hun er da standsmæssig! Og jeg jeg gør også mit, ikke? Men dig? Vil du hoppe rundt som et påskehare hele livet? Køre på din motorcykel og fortælle folk, hvor herligt livet er? Børnene vokser op! Hvordan skal de se på dig? Lige nu er de seks, men om et par år? Skal de skjule blikket af skam?
Skru nu ned, Vera, det er jo bare familie! Maria stirrede usikkert ned i gryden med biksemad, hun havde kæmpet med hele formiddagen, og satte låget på med et suk. De har da noget at være stolte af. Hvem anden kan samle og skille en motorcykel ad? Kan du? Kan jeg næh! Jeg kan ikke engang lave suppe. Skal man ikke være stolt af det?
Jo, selvfølgelig. Du kan ikke koge suppe, men der er ikke den ting du ikke kan i retten.
Præcis! Det betyder vel, at
At alle skal gøre det, de er bedst til.
Bedre kan det ikke siges! Margrethe glider ud på terrassen, og kvinderne gisper, børnene stopper op på græsplænen og stirrer på farmor, der skinner som et fyrtårn.
Hold da op! Sidsels tvillinger klapper i hænderne så synkront, at det lyder som et kanonslag, og Margrethe farer sammen.
Virkningen er slående!
Hun drejer rundt, viser sin nye kjole og de høje hæle, hun kun iklæder sig ved særlige lejligheder. I dag var ingen undtagelse.
Hvad siger I, piger? Kan man tillade sig at gå sådan ud som kvinde i ja, la os sige Balzacs alder til en date med én, man ikke har set i over fyrre år?
Du er skøn, Margrethe! Han får forhøjet blodtryk!
Åh, han skal altså helst ikke falde om! Margrethe vralter majestætisk frem og tilbage, hæver næsen mod vinden og spørger alvorligt: Hvad vil han egentlig med mig, efter så mange år?
Måske noget ganske voksen? Veronikas femtenårige datter Anna sætter sig ved moster og stikker en blomme i munden: Hva for noget!?
Det efterfølgende latterbrøl får kattene til at styrte væk og den spinkle yorkshireterrier, Veronika anskaffede sidste år, til at hyle som et pisket æsel.
Anna, du er frygtelig! Veronika tørrer lattertårerne væk og forsvinder ind efter en klud, Maria trøster den lille hund, der skælver som et aspeløv.
Margrethe, men hvad havde I? hun tysser børneflokken væk, de stormer straks ud bag i haven.
O, Maria! Det var en romance! En dans på roser og iskniv!
Ordet romance ånder Margrethe frem med en dramatik, der får Anna til at synke sammen af grin.
Anna, det er lidt for tidligt for dig!
Næh, hvornår er det så ikke det? Hvor gammel var du selv?
Seksten!
Hun slår ud med armene undertelemet under Vesa. Men altså, vi var jo så unge og dumme. Anna, dig truer det ikke, du er jo skarp og smuk! Men man skal vide, hvad mænd kan forårsage i unge sjæle, ikke sandt?
Margrethe, nu må du fortælle! Sidsel slipper sveskebøtten og fniser.
Anna læner sig tilfreds op ad moster, ser op på Margrethe: deres grønne øjne ligner andedammens andemad påfaldende, ikke kun familien har spekuleret. For Margrethes bånd til pigerne var ikke blod, men hjerte. Den mor, de mistede, blev aldrig glemt, men Margrethe fyldte det hul, livet havde efterladt.
Hun kom til, da pigernes bedstemor gav op og tog hjem til sine høns i Vejle. Veronika, kun otte, blev den voksne i huset, hendes far knust af sorg altid svaret: Godt, hvis vi kunne spørge mor om det.
Og sådan blev det. Sidsel, bare to år, var umulig at styre hun pilede overalt. Da bedstemor forsvandt, og Vejen skulle gå uden hende, var frygten overvældende. Men så, da Sidsel blev syg, turde Veronika endelig bede faren hente lægen. Det var Margrethe, børnelægen på Nørrebros Børnecenter.
Hun kom travende gennem mudder, forbandede de danske vejarbejdere, styrede hjemmevant udenom gamle damer på bænken. Jensen? spurgte hun med bamsestemme og straks fik hun hele sladderen med. Snart var hun børnenes klippe, den der altid kunne overskue situationen og tage ansvar.
Med ét tog hun affære, tilkaldte ambulance, skældte faderen hæder og ære fra: Du må være en FADER, for pokker! Vær der!
Pigerne fik langsomt fodfæste igen. Efter kort tid stort lettet fik Margrethe papir på adoption. Da faderen året efter gik bort i en ulykke, sprang hun uden overtøj ud ad døren og spurtede gennem byen for at hente pigerne i skole, tellte dem forsigtigt op på vej hjem og sagde:
Nu har I mig. Og jeg slipper jer aldrig!
Sådan forblev det. Margrethe gik sin vej fra den offentlige klinik, fandt job på to privathospitaler, og pengene begyndte for alvor at glide i retning af husholdningens huller. Nu var hun mor ikke blot i ord, men i handling.
Sidsel var stadig familiens fandenivoldske projektskaber, og Margrethe lærte at sige: Hvis du vil knække nakken, Sidsel, så gør det med styrthjelm på! og solgte kolonihavehuset for at købe ordentlig motorcykel og gear.
Maria bildte sig ind, hun ville blive skuespillerinde Margrethe ringede straks til københavnske teatre og fik hende til audition. Efter et par år ændrede Maria mening Margrethe åndede lettet op.
Veronika gav aldrig problemer, hun var født voksen. De øjeblikke hvor Margrethe trak sin ældste datter ind til sig, hviskede: Træk vejret, lille ven. Jeg er her, kunne Veronika pludselig give slip og bare være et barn.
Margrethes liv gled videre, fyldt af rutine indtil for tre dage siden: Telefonen ringede, en glemt stemme sagde hendes navn. Hun tabte tekoppen, satte sig i lænestolen eller, faldt egentlig ved siden af og blev liggende, stirrede op i det uendelige loft.
Anna, ring til din mor, jeg har akut brug for moralsk opbakning!
Veronika kom, halvkvalt af spænding, Maria og Sidsel i hælene.
Margrethe! Hvad nu?
Jeg tror jeg er blevet sindssyg!
Nå, det skal da ikke stoppe festen! Veronika sparker støvlerne af.
Snart griner hele huset Sidsel vinker med sin hjelm, katten hvæser over puden, og Margrethe spørger tøvende: Må jeg egentlig tage på date?
HVAD?!
Anna fniser, flygter i køkkenet med tekedlen. Slut med matematik i dag, tænker hun og håber, det varer hele aftenen. Og tænk engang DATE, farmor!
Diskussioner går hvem er han? Hvordan ser han ud nu? Da det bliver weekend, samles alle hos Veronika, Margrethe lider, det skal en god historie til.
Jo Han var min første kærlighed! Åh, det hår, den højde, den stemme…
Blev du forelsket?
Som en gal! Men det blev aldrig til noget. Han fandt en anden. Ældre end os, os barnlige, hun næsten en voksen. Se, Anna, her er lektie nummer ét: Aldrig fortæl din veninde, hvor dejlig din fyr er! Misundelse er som skimmel usynlig, indtil det er overalt.
Tog du aldrig mod til dig? Blev du aldrig Tatyana Larina?
Jeg læste nu altid mere Oehlenschläger end Pusjkin. Men nej. Jeg sagde aldrig noget. Skulle jeg have gjort? Hvem ved. Havde jeg talt ud
Han ville på søen, på dybe dyk, jeg ville redde børn. Vi fulgte hver vores drøm.
Skrev han til dig siden?
Ja, to gange. Første gang svarede jeg jeg elsker dig.
Og så?!
Anden gang afslog jeg ham.
Hvorfor dog!?
Fordi, Anna, jeg kunne ikke give ham børn. Og så må man tænke på den andens lykke. Kærlighed handler om at give mere end man tager.
Anna triller blommer mellem fingrene, betragter farmor hun græder stille. Anna springer op, krammer hende.
Græd ikke, farmor! Du skal være smuk til din store aften!
Margrethe smiler gennem tårerne, drager sig op jeg må hvile, skal være frisk som en svale! Grand entrance!
Alle lader hende gå i fred, sukker. Endnu et kapitel ruller langsomt ud i dette vilde, sammensyede danske familieeventyr.
Senere kører en bil op. En lav, ældre herre i moderigtige briller det kunne være næsten hvem som helst fra Glyngøre eller Skanderborg standser, finder famlende papir, banker på lågen.
God aften, er Margrethe hjemme?
Veronika kniber øjnene sammen, men siger ja, som man nu gør.
Og så med ét står Margrethe på terrassen: Intense sorte eyeliner, tegnet af tvillingernes sprittusser på veninderne før hende, gør hendes øjne så vilde, at Anna skynder sig efter kluden, og yorkien gnider sig under bordet i vild panik.
Håret føntørret, sat op af alle børnebørn til kunstværk, prydet af spænder og blomster ligner noget, der hører hjemme på Galleri Louisiana mere end på Birkerødvej.
Margrethe, for pokker! griner Veronika, så tårerne sprøjter.
Da gæsten med stor alvor tager kasketten af, lyset glitrer på issen og Veronika falder om af grin:
Hårpragten, den var før!
Han klør sig i nakken, bryder også sammen af grin.
Engang var jeg krøllet og farefuld! Nu er det bar pande, men livet har også sine glæder.
Margrethe ser på Anna, som ser på hende med ærefrygt og rædsel, og styrter indenfor. Pludselig runger ejendommen af latter, Sidsel tager førstepladsen på toilettet, alle får sig en omgang befriende latterterapi.
Senere sidder hele flokken på terrassen, det blev starten på endnu et kapitel i familiens mange-farvede bog. En ny side blev vendt. Og alle søstre, i fælles forståelse, tænkte: Gode mennesker kan man aldrig få for mange af.
Tør han, bliver han så må han være dén værdige, at træde ind til den, der er vores families stjerne.
Veronika krammer Margrethe om skuldrene, skænker te, og hvisker i øret:
Hvad end du gør, er vi her. Spring ud, vi står lige bag dig!
