Mands hævn ramte det forkerte sted… 😒🌿
Årene gik, men følelserne svækkedes ikke – tværtimod blev de stærkere, til misundelse for alle omkring dem. I syv år var der ingen sorte katte, der løb deres vej. Den eneste ting, der bedagede Kasper, var den evige ledsager i et lykkeligt ægteskab: jalousien. Som en selvbehersket mand lod han ikke den grønne monstre slippe ud, men kvælede enhver tvivl indeni. Hvem ved, hvilke storme der rasede i dybden af den tidligere ubådsmands sjæl, når han så mændenes beundrende blikke på hans hustru eller hørte kollegaers smigrende ord til firmafester?
Men udadtil mærkedes intet. Selv Signe bemærkede ingen bekymringer, eller også ønskede hun ikke at se dem. Kasper, derimod, modnede i stilhed – som en byld, der er ved at briste.
Skibet forlod havnen på en rutineøvelse. Ti dages nervøsitet, ti søvnløse nætter. Tidligt om morgenen kyssede Kasper sin sovende søn farvel, lovede Signe at være hjemme om ti dage og forsvandt for at tjene sit land. Havet var hårdt denne gang, og teknikken strejfede konstant. Som maskinmester sled Kasper dag og nat for at holde den lunefulde maskineri i live.
Endnu mere bitter var kommandantens beslutning på den syvende dag: de måtte vende tilbage pga. tekniske fejl. Kun én ting mildnede Kaspers raseri: tre dage tidligere i sin kones varme favn. Og da hans manddom savnede kontakt, tilbragte han hele hjemturen i opstemt tilstand, mens hans fantasi malede det ene billede efter det andet.
De ankredes op sent om aftenen. Kasper sprang over den traditionelle snaps og galopperede som en hingst hjemad. Han nød tanken om at lægge hovedet mod Signes bløde bryst og nåede hjem på rekordtid. Med et ryk var han oppe på tredje sal og standsede foran den velkendte dør.
“Klokken er halv to. De sover,” tænkte han og forstillede sig, hvordan han lydløst ville smyge sig ind i sengen, overraske Signe og… ja, resten kunne man kun forestille sig. Med skælvende hånd drejede han nøglen forsigtigt – låsen, som han altid havde holdt ollet, svigtede ikke.
Men til hans forbløffelse var Signe vågen. Lys skinne gennem en klemt dør, og der lød mumlende stemmer. Kasper listede tættere på, stadig i uniform, endnu med hue på hovedet. En klump væltede i hans mave.
Gennem dørspringen så han noget, der overgik hans værste mareridt. En natlampe kastede sit skær. På hans ægteseng, med blonde hår spredt over hovedpuden og benene skamløst åbne, lå en kvinde. Resten blev skjult af en nøgen mand, der arbejdede rytmisk mod loftet. Kvinden stønnede højlydt – sådan havde Signe aldrig stønnet med ham. Kaspers verden brød sammen.
Hvor længe han stod der, lammet, ved ingen. Men da han kom til sig selv, var det for sent at tænke på konsekvenser. I politirapporterne ville det blive beskrevet som “alvorlig psykisk choktilstand”.
Blændet af hævnlyst greb han instinktivt efter sit bælte – intet våben. Så styrtede han ud i køkkenet. Det første, han fik fat i, var en sølvgaffel fra deres bryllupsgavesæt. Med den i hånden stormede han tilbage til soveværelset.
Hans hånd dirrede ikke. Gaflen sugede dybt ind mellem bedragerens hofter. Det hyl, der fulgte, var uhørt. En nabo, krigsveteran fra Besættelsen, vækkede hele familien med råbet “BOMBER!” og insisterede i fyrre minutter på, at det var et luftangreb.
Børnene ovenpå tissede i sengen, forældrene var tæt på at gøre det samme, og nabohundene tudede til solopgang.
Efter at have forladt våbenet i forræderens bagdel, drejede Kasper om på hælen og marcherede ud. Hans eneste tanke var at komme væk, lægge sig i brandert og hente sine ting om morgenen.
I entreen stod Signe pludselig foran ham – i badekåbe med håndklæde om håret. Smuk. Forvirret.
“Hvad sker der?” spurgte hun, mens Kaspers mund arbejdede som på en tør landkrabbe.
“Din bror Mads… og hans kone…?”
“Ja, de blev forflyttet, husker du ikke? Jeg overlod dem soveværelset, mens du var væk. Jeg og drengen har sovet på sofaen. Hvad var det for et skrig?”
“Jeg… gaffel…”
Signe rynkede panden. “Jeg var i bad – om natten er der bedst vandtryk. Hør, Kasper, der er sket noget derinde…”
“Åh,” sagde Kasper og segnede om i en besvimelse.
Alt endte bedre end frygtet. Mads’ røvhul blev syet sammen. Lægen på Rigshospitalet beundrede det kraftfulde stik og forsikrede:
“Du får aldrig hæmorider! Den kanal er slebet glat som en olierørledning!”
Mads lærte hurtigt at sidde forsigtigt, græd hver gang han besøgte toilettet, men vænnede sig til sidst. Hans kone, Mette, fik hjælp af fire sygeplejersker til at samle benene igen. Hun stammede i tre måneder – kun i sengen.
Familien holdt sammen. Solen skinnede igen, og skibene sejlede som før.
Signe gemte nu alle skarpe genstande, selv tandstikkere, og Kasper ringede altid på i fem minutter, før han gik ind.
Mads og Mette tilgav ham, men overnattede aldrig hos Kasper igen.
