Manden sendte sin kone på landet for at få hende til at tabe sig, fordi han havde mistet hovedet, så han kunne nyde friheden med sin sekretær.
“Steen, jeg forstår ikke, hvad du vil,” sagde Mette.
“Intet særligt,” svarede Steen. “Jeg har bare brug for at være alene, slappe lidt af. Tag på landet, slap af, tab dig lidt. Du er blevet helt mat.”
Han kastede et foragtfuldt blik på hendes silhuet. Mette vidste, hun havde taget på grund af medicinen, men sagde ingenting.
“Hvor er dette landsted?” spurgte hun.
“Et meget malerisk sted,” smilede Steen. “Du vil elske det.”
Mette besluttede sig for ikke at protestere. Hun havde også brug for ro. “Måske er vi bare trætte af hinanden,” tænkte hun. “Lad ham nyde sin frihed. Og jeg vender ikke tilbage, før han selv beder om det.”
Hun begyndte at pakke sine ting.
“Du er ikke sur på mig, vel?” tilføjede Steen. “Det er kun for en kort tid, så du kan slappe af.”
“Nej, det er fint,” svarede Mette med et smil.
“Så går jeg,” sagde Steen og gav hende et kys på kinden før han gik.
Mette sukkede dybt. Deres kys havde længe manglet den varme, de engang havde.
Turen varede længere end forventet. Mette kørte forkert to gange GPS’en var lunefuld, og der var ingen signal. Til sidst dukkede et skilt op med landsbyens navn. Stedet var afsides, og husene, selvom de var træbygninger, var velholdte med smukke udskæringer.
“Der er ingen moderne faciliteter her,” tænkte Mette.
Og hun havde ret. Huset lignede et forfalden lille hus. Uden bil eller telefon følte hun sig transporteret tilbage i tiden. Mette tog sin mobil frem. “Jeg ringer til ham nu,” tænkte hun, men der var stadig ingen forbindelse.
Solen gik ned, og Mette var træt. Hvis hun ikke fandt huset, måtte hun sove i bilen.
Hun havde ingen lyst til at vende tilbage til byen, og hun ville ikke give Steen grund til at sige, at hun ikke kunne klare sig selv.
Hun steg ud af bilen. Hendes røde jakke skar sig komisk af mod landsbyens landskab. Hun smilede til sig selv.
“Nå, Mette, vi går ikke tabt,” sagde hun højt.
Næste morgen vækkede en hane hende med skingre skrig, mens hun sov i bilen.
“Hvad er det for en larm?” knurrede Mette og rullede vinduet ned.
Hanen kiggede på hende med det ene øje og begyndte så at skrige igen.
“Hvorfor råber du sådan?” udbrød Mette, men så en kost suse forbi vinduet, og hanen tav.
En gammel mand dukkede op ved siden af vejen.
“Godmorgen!” hilste han.
Mette stirrede forbløffet på ham. Landsbyboerne lignede figurer fra et eventyr.
“Tag dig ikke af vor hane,” sagde manden. “Han er sød, men han larmer som om han bliver flået.”
Mette brast i latter, og søvnen forsvandt øjeblikkeligt. Den gamle mand smilede også.
“Bliver du længe, eller er det kun et kort besøg?”
“Jeg er her for at slappe af, så længe det varer,” svarede Mette.
“Kom indenfor, lille ven. Frokost er klar. Du skal også møde bedstemor. Hun laver de bedste kager… og der er ingen til at spise dem. Børnebørnene kommer én gang om året, børnene også…”
Mette tøvede ikke. Hun skulle lære lokalbefolkningen at kende.
Poul Jensens kone viste sig at være en ægte eventyrbedstemor iført forklæde og tørklæde, med et tandløst smil og medfølende rynker. Huset var rent og hyggeligt.
“Det er vidunderligt her!” udbrød Mette. “Hvorfor kommer børnene ikke oftere?”
Anna Marie trak på skuldrene.
“Det er os, der beder dem om ikke at komme. Vejene er dårlige. Efter regn må man vente en uge, før man kan køre. Der var engang en bro, men den var gammel. Den kollapsede for femten år siden. Vi lever som fanger. Poul kører kun til butikken én gang om ugen. Båden kan ikke bære lasten længere. Poul er stærk, men alderen…”
“Disse kager er himmelske!” udbrød Mette. “Er der ingen, der passer på jer? Nogen må da gøre det.”
“Hvad er meningen? Vi er kun halvtreds. Engang var vi tusind. Men nu er alle rejst.”
Mette tænkte sig om.
“Mærkeligt. Hvor er kommunen?”
“På den anden side af broen. Med omvejen er det 60 kilometer. Tror du ikke, vi har spurgt om hjælp? Svaret er altid det samme: Der er ingen penge.”
Mette forstod, at hun havde fundet et projekt til sin ferie.
“Hvor kan jeg finde kommunen? Eller kan I følge mig? Det ser ikke ud til, at det skal regne.”
De ældre så på hinanden.
“Er du seriøs? Du er kommet for at slappe af.”
“Det er jeg. Afslapning kan tage mange former. Og hvis det regner? Jeg skal også tænke på mig selv.”
De ældre smilede varmt.
På kommunen sagde de:
“Hvor længe vil du plage os? Du får os til at se ud som skurke. Se på byens veje! Tror du, nogen vil give penge til en bro til en landsby med halvtreds indbyggere? Find en sponsor. For eksempel Sørensen. Har du hørt om ham?”
Mette nikkede. Selvfølgelig kendte hun ham Sørensen ejede firmaet, hvor hendes mand arbejdede. Han var født her; hans forældre flyttede til byen, da han var omkring ti år.
Efter en nats overvejelse tog Mette sin beslutning. Hun havde Sørensens nummer hendes mand havde ringet til ham flere gange fra hendes telefon. Hun besluttede at ringe som en tredjepart ud at nævne, at Steen var hendes mand.
Første forsøg fejlede, men anden gang lyttede Sørensen, tav et øjeblik og brast så i latter.
“Ved du hvad, jeg havde næsten glemt, at jeg er født her. Hvordan går det?” spurgte han.
Mette lysnede.
“Meget fint, roligt, folket er fantastisk. Jeg sender dig billeder og videoer. Søren, jeg har prøvet alt ingen vil hjælpe de ældre. Du er den eneste, der kan gøre noget.”
“Jeg skal tænke over det. Send mig billederne, jeg vil gerne huske, hvordan det var.”
I to dage filmede og fotograferede Mette for Sørensen. Beskederne blev læst, men der kom intet svar. Lige da hun var ved at give op, ringede Søren selv:
“Mette, kan du komme til mit kontor på Hovedgaden i morgen klokken tre? Og lav en foreløbig plan for arbejdet.”
“Selvfølgelig, tak, Søren!”
“Ved du hv
