For næsten to år siden sagde min ægtemand noget til mig, jeg aldrig vil glemme. Han sagde: “Du lever dit liv så forudsigeligt, at jeg er blevet træt af dig.” Selvom Martin syntes, at vores hverdag var kedelig, var jeg faktisk tilfreds. Jeg stod tidligt op hver morgen, lavede morgenmad, trænede lidt og gjorde mig klar til arbejde. Det første jeg gjorde, var at sørge for, at Martin havde det hele klar, da han altid tog afsted før mig. Dernæst gjorde jeg også mig selv klar. Al mad lavede vi hjemmefra, jeg pakkede madkasser til os begge, noget til frokost og lidt snack. Hver aften på vejen hjem handlede jeg ind, lavede mad, ryddede op og vaskede tøj. Før vi gik i seng, så vi en film sammen, så var det på hovedet i seng.
Jeg syntes, det hele kørte perfekt. Martin fik mad, var velfriseret, lejligheden var pæn og hyggelig hvad mere kunne man egentlig ønske sig? Om lørdagen gjorde jeg ekstra grundigt rent, bagte noget lækkert og lavede god mad. Om aftenen fik vi ofte besøg, ellers gik vi ud en tur i København med venner. Søndag gik med at besøge vores forældre først hans, så mine. Vi hjalp til, hyggede os og nød tiden sammen.
Om aftenen slappede vi bare af hjemme, aldrig en konflikt eller et råb der var ro og fred i vores hjem. Men en dag sagde Martin, at han var blevet træt af mig. Han brugte timevis på at forklare, at han ikke var glad, og nævnte eksempler på sine venner, der “lever livet” og fester. De lever spændende ikke som os, sagde han. Vi skændes aldrig engang! Samme dag gik han bare ud ad døren.
Jeg var glad nok for vores rutine og havde egentlig ikke lyst til at ændre noget men for Martins skyld besluttede jeg, at alt måtte prøves. Først ændrede jeg mit udseende. Jeg smed alt det tøj, jeg havde i skabet, og brugte de penge, jeg havde sparet op til et sommerhus, på at købe en ny garderobe. Jeg fik håret klippet i en kort frisure og fik farvet det lyst. Alt for ikke at ligne den kedelige version af mig selv. Dernæst fandt jeg et nyt arbejde ikke noget almindeligt kontorjob, men som eventkoordinator. Jeg opdagede helt nye sider af mig selv og en masse sjove arrangementer.
En uge senere kom Martin hjem og han var målløs over min forvandling. Fra den dag lovede jeg ham et helt nyt liv. Efter det har vi næsten aldrig været hjemme. Vi er konstant ude til fester, barer, restauranter, eller bare hjemme hos folk. En aften i byen i Odense, en tur med telt og cykel, eller måske i kajak rundt i de danske fjorde altid på farten. Noget nyt hele tiden.
Men efter nogle måneder med det tempo begyndte Martin pludselig at savne det rolige liv. Han talte om, hvor meget han savnede mine boller, hjemmelavet frikadeller og duften af hjemmebag. Jeg havde ikke længere tid til at lave mad fra bunden det blev take away eller nemme løsninger. Jeg var faktisk blevet så glad for det frie liv, at jeg ikke længere savnede den gamle hverdag sammen med ham.
Så, endnu en uge senere, indrømmede Martin, at han slet ikke kunne holde til det nye liv. Han ville gerne have det gamle tilbage stille aftener hjemme, besøg hos forældrene i weekenden, og god, hjemmelavet mad. Men jeg havde ændret mig. Det føltes ikke længere rigtigt for mig at vende tilbage og lade som om, jeg havde det som før. Jeg nød mit nye liv, og selvom jeg havde nydt det gamle, ville jeg ikke tilbage.
Denne gang endte det i et ordentligt skænderi, hvor det hele eksploderede. Tallerkener røg på gulvet, naboerne kom ind og til sidst blev politiet tilkaldt. Martin pakkede sine ting og tog hjem til sin mor. Jeg tror, han regner med, at alting bliver, som det plejede, når han vender tilbage. Men sådan fungerer livet ikke. Vi er ikke med i en dansk film, hvor alting bare ordner sig. Når han engang vender hjem, ligger skilsmissepapirerne på bordet sammen med en seddel fra mig, hvor der står, at nu er det mig, der er blevet træt, og jeg kan ikke længere leve på den måde sammen med ham.
Jeg har lært, at man ikke bare skal gøre sig selv om til noget, man slet ikke er, for at gøre andre glade. Det kan mærkes og det holder ikke i længden.
