For næsten to år siden sagde min mand noget, jeg aldrig kan glemme. Han sagde: “Du lever livet så forudsigeligt, at jeg er begyndt at kede mig med dig.” Selvom Jens syntes, at hverdagen var ensformig, var jeg dybt tilfreds. Mine morgener startede tidligt; jeg lavede morgenmad, lavede mine øvelser og klædte mig på til arbejde. Først sørgede jeg for, at Jens fik morgenmad og var klar til at tage afsted, da han altid tog hjemmefra før mig. Dernæst pakkede jeg frokostbokse til os begge. Om aftenen handlede jeg ind på vej hjem, lavede mad, ryddede op og satte en vask over. Inden sengetid så vi en film sammen, hvorefter vi gik til ro.
Jeg var overbevist om, at det hele var, som det skulle være. Jens fik god hjemmelavet mad, huset var pænt, og jeg følte mig tilpas. Vi gjorde altid hovedrent om lørdagen jeg bagte måske en kage og fandt på noget ekstra lækkert til aftensmaden. Enten inviterede vi venner forbi, eller også gik vi ud sammen. Søndagene tilbragte vi hos vores forældre: halvdelen af dagen hos hans, den anden halvdel hos mine. Vi hjalp lidt til, snakkede og nød familietiden.
Om aftenen trak vi os tilbage og hyggede os hjemme. Vi skændtes aldrig. Der var ro og harmoni. Men en dag erklærede Jens, at han simpelthen var blevet træt af mig. Han fortalte længe, hvordan han følte sig utilfreds, og sammenlignede vores liv med sine venners, som ifølge ham bare havde det sjovt og levede spontant. “Vi skændes end ikke, alt står bare og stamper,” sagde han, og gik ud ad døren.
Jeg var egentlig ikke indstillet på forandring. Alligevel var jeg villig til at prøve for hans skyld. Først ændrede jeg mit udseende: jeg ryddede ud i garderoben, købte nye, farverige outfits for de penge, jeg ellers havde lagt til side til et sommerhus. Jeg klippede håret kort og farvede det. Jeg tog også et nyt arbejde droppede kontorjobbet og begyndte at arrangere fester. Gennem jobbet blev jeg introduceret til en masse sjove aktiviteter og mennesker.
En uge senere kom Jens hjem – og blev helt paf over det nye jeg. Jeg lovede ham, at vi ikke længere skulle leve ensformigt. Fra den dag ændrede vores liv sig totalt: vi var sjældent hjemme, men altid på farten. Vi kørte ud til venner, gik på barer, prøvede restauranter, tog til fester og events. Vi tog måske på teltur, cykeltur eller kajaktur. En weekend kunne vi finde på bare at tage til Aarhus eller Odense, bare for oplevelsens skyld.
Efter nogle måneder med det hektiske tempo begyndte Jens pludselig at sige, han savnede hjemmeligheden. Han savnede maden, jeg lavede fra bunden, og de lune boller om søndagen. Men nu havde jeg slet ikke tid til sådan noget og ærligt talt, så længtes jeg ikke efter det gamle liv. Jeg var blevet en anden, og Jens begyndte at tvivle på, om han egentlig kunne følge med.
En uge efter fortalte han mig, at han ikke orkede vores livsstil længere. Pludselig ville han have freden og rutinen tilbage hverdage med hjemmelavet mad, afslappede aftener i sofaen, besøg hos familien i weekenden. Jeg opdagede, at det ikke sagde mig noget længere. Jeg havde brugt så mange kræfter på at bryde ud af de gamle rammer, at jeg slet ikke havde lyst til at vende tilbage.
Denne gang sagde jeg nej. Da Jens bad om det gamle liv tilbage, udviklede det sig til et kæmpe skænderi. Det endte med smadrede tallerkener, naboer der stak hovedet forbi, og politiet der blev tilkaldt. Jens pakkede sine ting og flyttede hjem til sin mor. Jeg har på fornemmelsen, at han regner med, at jeg vil gå tilbage til det gamle, mens han er væk. Men sådan fungerer det ikke; vi er ikke med i en film, hvor man bare spoler tiden tilbage.
Når Jens en dag kommer hjem, vil han finde skilsmissepapirerne på køkkenbordet og en seddel, hvor jeg skriver, at jeg nu er den, der er blevet træt og at jeg ikke længere kan leve sammen med ham.
