Jeg nød en fridag og lå bare og sov, men pludselig ringede det på døren.
Hvem kom så tidligt? Da jeg åbnede døren, stod der en ældre kvinde, jeg aldrig havde set før. Hun så skræmt ud.
Hvem leder du efter? spurgte jeg.
Sønnike, kan du ikke kende din egen mor?
Mor? Kom ind…du…! fik jeg sagt, selvom ordene næsten ikke kunne komme ud.
Jeg huskede tydeligt dagen, hvor jeg mistede min mor. Jeg ventede år efter år på, at hun skulle komme og hente mig hjem fra børnehjemmet i Odense. Til sidst forsvandt smerten. Jeg afsluttede min uddannelse, tog til København for at studere videre og startede min egen virksomhed. Når nogen spurgte til mine forældre, svarede jeg bare, at de var døde. Jeg lærte at klare mig selv, stole på mig selv og jeg fik succes. Ingen kunne se, at jeg var vokset op på et børnehjem.
Kvinden kunne knap nok huske, hvornår hun mistede retten til at tage sig af mig. Da hun var ung, drak hun meget, og hendes hjerne gik helt i sort. Hun endte også i fængsel og tænkte der på sin søn ikke med kærlighed, men med en form for medlidenhed.
Da hun fik sin anden søn, kom de moderlige følelser frem. Hun var villig til at gøre alt for sit barn ja, næsten slå ihjel. Den ældste søn, mig, glemte hun. For den yngste gjorde hun alt, blot han var glad.
Min lillebror blev som hende. Han røg ud og ind af institutioner og fik sin første betingede dom som 15-årig. Kort tid efter kom nummer to og derefter fængslet. Mor prøvede at redde ham fra fængslet, for nu kendte hun livet bag tremmer. Da hun hørte, at jeg havde fået succes, begyndte hun straks at lede efter mig.
Nu sad hun dér i min lejlighed i Aarhus, tårerne løb ned ad kinderne, hun rakte ud efter mig. Hun fortalte, hvordan hun havde ledt efter mig og bedt til Gud, håbet hver dag på at finde mig. Jeg troede på hende, men et sted inde i mig sagde noget, at jeg skulle holde mig fra hende. Alligevel lejede jeg en lille bolig til hende, gav hende penge kroner, ikke euro og sagde, at hun kunne regne med min støtte. Jeg besluttede selv at følge med og se, om hun virkelig kom med gode intentioner.
Op til jul drog jeg til børnehjemmet, hvor jeg havde boet som barn. Jeg kom tit med legetøj og mad. En ældre pædagog, Birgitte, kom hen til mig.
Din mor spurgte efter din adresse.
Ja, tak fordi du hjalp hende.
Men pas nu på, hun vil kun redde din lillebror. Hun vil have penge ikke følelser. Hun har aldrig elsket dig, og det gør hun heller ikke nu.
Har jeg en bror?
Ja, men spørg hende selv.
En klump satte sig i halsen, og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg kunne ikke tro, at min mor var ved at svigte mig igen. Alligevel overvandt jeg mit raseri og konfronterede hende. Hun var ikke forberedt på mit pres. Hun ville ikke fortælle mig om den yngste, fordi hun frygtede, jeg ikke ville hjælpe ham.
Få dage senere blev jeg overfaldet på gaden i Aalborg. Voldsomt slået. Banderne indrømmede overfor politiet, at det var min mor, der havde hyret dem. Hun ville have mig fjernet for at give alt til min lillebror så han kunne leve let og sorgløst.
I retten udtrykte hun anger og bad om tilgivelse, men jeg havde allerede draget mine egne konklusioner.
Jeg har klaret mig uden en mor før, og jeg skal nok klare mig nu! hviskede jeg grådkvalt.
